Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ekskluderer de dygtigste eksperter fra MRSA-ekspertgruppen, der fyldes op med dyrlæger og andre “venner” af svineindustrien.

Professor Frank Aarestrup er internationalt anerkendt forsker i antibiotika-resistens og rådgiver både WHO og EU-kommissionen om problemet. Men på nationalt plan er han ikke udpeget til at sidde i den ekspertgruppe, som skal rådgive fødevareminister Esben Lunde Larsen og Fødevarestyrelsen. Det bekræfter Aarestrup:

Frank Aarestrup hører hjemme i kategorien superforskere, der har modtaget særlige hædersbevisninger som her i 2014, hvor kronprinsesse Mary overrækker den fornemme titel.

”Jeg var eksperten tidligere, men blev ikke sat ind i den aktuelle ekspertgruppe. Ministeriets begrundelse kender jeg ikke, men jeg syntes da – når jeg lægger min faglige beskedenhed til side – at det er underligt, at jeg er EU’s ekspert, men nærmest er ekskluderet fra den nationale ekspertgruppe …”, konstaterer Aarestrup selv.

Det skriver Forskerforum.dk, 27. februar 2017.

Ekspertgruppen er blevet særligt aktuel, fordi Esben Lunde har bedt gruppen sætte farten op, efter at de seneste statistikker fortæller, at nu er MRSA-smitten spredt i 88 pct. af de danske svinebesætninger, og det er 20 pct. højere end i 2014.

Og dermed går MRSA-ekspert Frank Aarestrups forudsigelser i opfyldelse. Han advarede i 2007-14 mod denne eksplosion, hvis myndighederne ikke gjorde noget. Men hans råd blev fortiet i ministeriet og styrelsen. Hans hovedanbefaling (at screene 24 avlsbesætninger i toppen) blev undertrykt, formentlig efter pres fra landbrugets lobbyister (fordi screening risikerede at ’brændemærke’ de smittede besætninger og landmænd).

FORSKERforum har ikke kunnet få oplyst i ministeriet, hvorfor Aarestrup ikke er med i ekspertgruppen, som nu er genudpeget efter oprindeligt at være nedsat i august 2014. Det formelle figenblad til at undgå Aarestrup er tilsyneladende, at den skal bestå at eksperter fra veterinærsektoren og Aarestrup kommer fra DTUs Fødevareinstitut.

Skiftende fødevareministre har hidtil modsat sig alle forslag, som kunne skabe besvær for landbruget, men med smitteeksplosionen til 88 pct. er Esben Lunde nu bekymret. Og hans løsningsforslag lyder, at han vil have undersøgt, om det er muligt at fjerne MRSA med forskellige alternative metoder.

”Ud fra pressereferater af ministerens udmelding er det da rigtigt – hvis det er hensigten – at prøve at finde metoder til at mindske smittefaren i de enkelte besætninger, herunder at give private firmaer friere adgang til at afprøve desinfektionsmetoder. Men med forskningsmæssige briller må der altså satset på en helt grundlæggende – grundforskningsagtig – afklaring af, hvorfor vi har stafylokokker hos grise”, forklarer Aarestrup.

Visited 11 times, 3 visit(s) today

Comments are closed.