De helt store avistyper var fundet frem 22. juni, hvor forsiden af weekendudgaven af Information bekendtgjorde, at ”Sundhedsrisiko stopper fire års dispensationer til forbudt sprøjtemiddel”. Påstanden var falsk. Skærmbillede

Begejstringen var stor, da SEGES/Landbrugsinfo 14. juni kunne offentliggøre Miljøstyrelsens nej til landbrugets ansøgning om endnu et års anvendelse af den omdiskuterede diquatgift Reglone. Nu viser det sig ikke at være sandt. Diquat kan fortsat anvendes af danske agroproducenter

Siden 2019 har sprøjtegifte med indhold af aktivstoffet diquat været forbudt overalt i EU-landene, men Miljøstyrelsen har hvert år givet de danske agroproducenter dispensation til at sprøjte med den stærke gift, der har forskningsmæssig evidens for at kunne forårsage blandt andet Parkinsons Sygdom.

Af samme grund har Parkinsonforeningen henvendt sig flere gange til Miljøstyrelsen og tryglet om et forbud mod de diquatbaserede sprøjtegifte. I en pressemeddelelse 19. juni gav foreningen udtryk for sin begejstring over forbuddet:

” I Parkinsonforeningen er vi rigtig glade for, at Miljøstyrelsen på baggrund af de opdaterede beregninger har valgt at droppe dispensationen til Reglone. (…) Parkinsonforeningen sendte i foråret 2024 to breve til Miljøstyrelsen, hvor vi udtrykte bekymring for, at de fortsat gav dispensation til brugen af Reglone. Flere videnskabelige undersøgelser har peget på en mulig sammenhæng mellem diquat og udvikling af Parkinsons sygdom. I 2023 blev diquat desuden identificeret som ét af ti aktive stoffer, der har en direkte giftvirkning på dopaminproducerende celler i hjernen, hvilket er de celler, der er involveret i Parkinson.”

DN-præsident Maria Reumert Gjerding

De helt store avistyper blev dog først fundet frem 22. juni, hvor forsiden af weekendudgaven af Information bekendtgjorde, at ”Sundhedsrisiko stopper fire års dispensationer til forbudt sprøjtemiddel”.

Blandt de interviewede i den store forside-artikel, der fortsatte inde i avisen, var DN-præsidenten Maria Reumert Gjerding, som heller ikke lagde bånd på sin begejstring over kursskiftet i Miljøstyrelsen, som hun betragtede som en indrømmelse fra systemets side:

”Miljøstyrelsen affejede sidste år vores kritik af dispensationerne som forfejlet og mente, at man sagtens kunne fortsætte dispensationerne, fordi stoffet blev brugt sikkert. Nu er man så vendt på en tallerken og mener ikke længere, at det er sikkert,”  tolkede DN-præsidenten, der åbenbart ikke var klar over, at Miljøstyrelsen agtede at fortsætte med sine dispensationer.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har tilsyneladende ikke styr på, hvilke dispensationer Miljøstyrelsen udsteder. Pressefoto

Information havde også indhentet en kommentar fra miljøminister Magnus Heunicke (S), som var helt på linje med kritikerne. Heunicke skrev i sit svar:

”Når Miljøstyrelsen ikke kan vise sikkerhed for menneskers sundhed, så skal der naturligvis ikke udstedes dispensationer. Jeg ønsker ikke, at der bliver brugt Reglone i Danmark, og vi skal væk fra at give dispensationer og i stedet få udviklet alternativer til Reglone.”

Tilsyneladende var ministeren ikke klar over, at Miljøstyrelsen dagen før havde fornyet den årlige dispensation til at anvende diquat i frøproduktion af purløg.

MF Carl Valentin, SF

Miljøordfører Carl Valentin (SF), som tidligere har indkaldt miljøminister Magnus Heunicke i samråd og stillet en række spørgsmål til dispensationerne, var heller ikke klar over, at sagen stadig stod åben. I interviewet med Information glædede han sig over, at der nu bliver sat en stopper for Miljøstyrelsens gentagne dispensationer:

”Det er fuldstændig fremragende, at det ikke bliver godkendt, for vi har været bekymrede i mange år. Samtidig giver det en lidt underlig fornemmelse i maven, at man nu vurderer, at det ikke er sikkert, efter at have vurderet det modsatte i mange år. Det viser jo, at de her vurderinger ikke er så sikre, som mange måske tror. Og det understreger, at det her ikke bare bør være en myndighedsbeslutning, men en politisk beslutning.”

Heller ikke hos Gylle.dk havde vi kunne forestille os, at forbuddet mod diquat-midler ikke var totalt. Ganske vist understrege vi i vores omtale 14. juni, at der var tale om forbud mod ”kartoffelgiften”, men vi overså, at Miljøstyrelsen stadig havde nok en Reglone-ansøgning under behandling, nemlig til nedvisning af spinat og purløg til frø. Og der gav man dispensation.

Den uanseelige meddelelse, som alle overså, blev fremlagt i Miljøstyrelsens nyhedsbrev vedrørende bekæmpelsesmidler i Danmark, fredag den 21. juni kl. 15.07. Heri hedder det ganske kortfattet:
”Produktet Reglone (disp. nedvisning purløg fra 21. juni til 1. september 2024), registrerings-nr. 1-305 er blevet godkendt og er nu tilgængeligt for salg på det danske marked.”

Miljøstyrelsen skifter kurs – dropper dispensation til farlig kartoffelgift

Bannerbillede: Reglone-sprøjtet kartoffelmark på Lammefjorden i Odsherred. Privatfoto

Visited 3.820 times, 3.820 visit(s) today

Kommentarer

  1. hojbenb47c3ff18e

    Hvad skal man med lovgivning når man har embedsmænd med gummistempler?

  2. aagesenbr176100

    Ryd nu op blandt de klaphatte i miljøstyrelsen

  3. Holger Øster Mortensen

    – det kunne man nærmest have sagt sig selv. Kartoffel-lobbyen slår til igen. Det er til at græde over…

  4. Magnus Løgniche har endnu en gang været stik i rend dreng for landbruget.

  5. Det er så trist og mega frusterende…

  6. Holger Øster Mortensen

    I Radioavisen på DR kan man nu høre denne kedelige sag om Reglone – optrevlet af gylle.dk. For lige at skære det ud i pap: Er det herefter udelukkende spinat og purløg, der må sprøjtes med det giftige stads? Kan man stole på, at kartofler går fri?

    • Sprøjter du dine kartofler med Reglone i år, så overtræder du to forbud: dels er det forbudt at bruge Reglone i kartofler, dels er det forbudt at opbevare Reglone. På den anden side er der givet dispensation til at sprøjte purløg med Reglone til og med 18. august, så bare du husker at sige *purløg’ og ikke ‘kartofler’, hvis myndighederne kommer på besøg uanmeldt og opdager Reglone-dunken i dit kemidepot. Så du må altså alligevel godt opbevare Reglone (frem til 1. september) – bare det er din hensigt at bruge det mod purløg og ikke kartofler. Hvad du reelt anvender sprøjtegiften til, er der ingen, der kontrollerer, så det hele er et spørgsmål om din moral… Venlig hilsen
      Redaktøren

      • Og når den rumænske landbrugsmedhjælper skal en tur hjem på ferie, så får han lige nogle euro med, så han kan købe de sprøjtegifte i hans hjemland, som er forbudte i Danmark.

Skriv en kommentar