Natur- og vildtreservater bidrager særdeles effektivt til beskyttelsen af Danmarks pattedyr og fugle, men arbejdet med nye reservater er gået næsten helt i stå. Miljøstyrelsen har pålagt private fonde statens ansvar. På trods af stærkt stigende og mere forstyrrende rekreative aktiviteter i naturen prioriterer Miljøstyrelsen Jagtloven over naturbeskyttelse
Det skriver dr.scient Hans Meltofte, formand for Naturpolitisk Udvalg i Dansk Ornitologisk Forening.
En historisk succes
I disse år kan vi fejre 100-året for starten på et af de mest betydningsfulde tiltag for at forbedre forholdene for Danmarks fugle og andet dyreliv: Oprettelsen af et netværk af reservater for både ynglefugle, trækgæster, sæler og krondyr.
Sammen med færre jagtbare arter og kortere jagttider har det sikret fremgang for rigtig mange fugle og pattedyr.
I årene 1919-29 blev de første otte jagtfrie reservater etableret, men da Jagtrådet, bestående af jagtforeningsformændene og en embedsmand fra Landbrugsministeriet, sad tungt på yderligere initiativer fra 1936-82, gik det meget langsomt med at få oprettet flere jagtfrie reservater på trods af, at jagtintensiteten bare steg og steg.
Gennembruddet kom med et fælles initiativ fra Danmarks Jægerforbund og Dansk Ornitologisk Forening i 1992 bakket op af alle de andre medlemmer af Vildtforvaltningsrådet samt omfattende undersøgelser af jagtens forstyrrende effekter udført af Vildtbiologisk Station, nu Aarhus Universitet.
Her blev der i løbet af et årti oprettet eller udvidet et halvt hundrede reservater spredt over hele landet; dog næsten udelukkende på søterritoriet og på statsejede landarealer. Resultaterne udeblev ikke: Antallene af rastende vandfugle i Danmark i jagtsæsonen flerdobledes mange steder i løbet af de følgende år.
De første reservater for ynglefuglene var på Græsholmen ved Christiansø fra 1926 med genindvandrede Lomvier og Alke som danske ynglefugle til følge, fulgt i løbet af få år af Tipperne med omliggende øer i Ringkøbing Fjord, Hirsholmene ved Frederikshavn, øerne i Stavns Fjord og så videre.
Hertil kommer krondyr-reservaterne i Vestjylland, som har gjort det muligt for rigtig mange mennesker at opleve uforstyrrede krondyr på rimelig afstand.
Ynglefuglereservaterne tæller nu cirka 100 øer og øgrupper med adgangsforbud i fuglenes yngletid, og de har virket efter hensigten. Bestandene af ynglende kystfugle steg markant i de følgende mange årtier.
Miljøstyrelsen er med jægerne
Men det rekreative pres på naturen stiger og stiger både til havs og på land, så behovet for fristeder for især ynglende fugle og andre dyr er langtfra opfyldt.
Det er slået fast i store analyser fra Aarhus Universitet i 2013 og 2022, uden at Miljøstyrelsen har prioriteret reservatarbejdet med det resultat, at styrelsen kun har gennemført ganske få forbedringer de sidste 20 år.
Det er så grelt, at et enigt Vildtforvaltningsråd har forholdt sig kritisk til den manglende indsats.
Ud over reservater for ynglefugle og sæler er et af de udestående problemer, at de mange reservater fra 1990’erne ikke medtog de tilstødende strandenge og sumpe med det resultat, at fuglene ikke kunne gå på land for at fouragere eller raste under hårdt vejr.
Som om det ikke var nok, medførte det i praksis, at bredejerne fik foræret den mest guddommelige ’hegnsjagt’ direkte ud til jagtfredede områder med masser af fugle.
Miljøstyrelsens holdning er, at man kun vil tage sig af områder med forekomster af vandfugle, der er så store, at de er af international betydning. Det betyder, at alle hensyn til befolkningens interesser i at kunne opleve uforstyrrede vandfugleforekomster – det vil sige uforstyrrede af jagt – mange andre steder i landet, afvises.
Dette er overordentlig kritisabelt, idet fuglene i områder, hvor der drives jagt, flygter fra mennesker på mange gange større afstand end i jagtfredede områder – og at der oftest er langt færre fugle, fordi jagten fordriver dem.
Helt absurd bliver det, når Miljøstyrelsen, som ved den verserende fredningssag rejst af Danmarks Naturfredningsforening for Tempelkrogen i bunden af Issefjorden, fremfører som principielt standpunkt, at jagt skal reguleres gennem Jagtloven og ikke gennem Naturbeskyttelsesloven, som denne sag handlede om.
Miljøstyrelsen argumenterer altså med den ene hånd for at bruge Jagtloven til reservatoprettelser, mens man med en anden hånd har haft sat reservatarbejdet så godt som i stå i nu 20 år! Og sådan en udmelding giver de på trods af, at der tidligere er gennemført jagtbegrænsninger i medfør af mere end en snes kendelsesfredninger.
Fondene tager ansvaret
Et af de store problemer med brug af Jagtloven til reservatoprettelser er, at det er både dyrt og besværligt at jagtfrede på private arealer, så det gøres næsten kun, når ejeren frivilligt går med til det.
Her er Naturfredningsloven væsentligt mere effektiv, idet en fredningskendelse er et meget mere juridisk holdbart instrument, som afgøres af en fredningsdommer og et politisk udpeget nævn – fulgt af en økonomisk erstatning til ejerne.
Ved siden af den statslige oprettelse af reservater er der de senere årtier sket en meget glædelig udvikling, idet private fonde er begyndt at opkøbe vigtige naturområder og indstille jagten.
Allerførst kom ornitologen Poul Tholstrup, som opkøbte Vrøj og Krageøen nær Kalundborg i 1965, og umiddelbart efter fulgte Dansk Ornitologisk Forenings Fugleværnsfond, som nu ejer og administrerer 24 reservater.
Langt større er Aage V. Jensens Fonde, som nu er Danmarks største private jordejer med 31 reservater på sammenlagt 19.300 hektarer, og senest har 15. Juni Fonden, Veluxfonden og den halvstatslige Den Danske Naturfond meldt sig på banen.
Det er en helt utrolig udvikling, men disse fonde er i sagens natur begrænsede til private landarealer og kan således ikke afhjælpe behovet for reservater på offentligt ejede arealer eller søterritoriet.
Og man kan vel ikke forvente, at private fonde skal påtage sig statens ansvar for at sikre fredelige yngle- og opholdssteder – inklusive randarealerne til de statslige reservater på søterritoriet – for vores fugle og varetage befolkningens muligheder for at kunne opleve et uforstyrret dyreliv.
Her er det på høje tid, at Miljøstyrelsen opprioriterer denne vigtige del af naturbeskyttelsen.
Dette indlæg har været bragt på Altinget.dk den 13. oktober 2023.
Utroligt at miljøstyrelsen får lov til at blive ved i det spor, de beviseligt går forkert i.
…måske burde vi have en Styrelse med miljø og en Minister med miljø. Det bliver nok vanskeligt med de særinteresser der plejes i det såkaldte FOLKEting.
Ornitologerne har svigtet beskyttelsen af vandfuglene
Meltofte fra Dansk Ornitologisk Forening, DOF, har helt ret i, at staten ikke har været tilstrækkeligt udfarende for at få udlagt nye kyst reservater, hvor biodiversiteten er i centrum. Men hvorfor har DOF ikke påpeget behovet for beskyttelsen af vandfuglene med større styrke i Vildtforvaltningsrådet, VFR, i et samarbejde med de andre grønne organisationer? Det ville da have været en oplagt sag at følge op på den danske indberetning til AEWA og EU’s forslag om én bedre beskyttelse af havet ved at fremlægge konkrete forslag herom til Miljøministeren.
Som forventeligt undlader Meltofte at nævne, at DOF ikke konsekvent har taget afstand fra motorbådsjagten i de udlagte marine EU Fuglebeskyttelsesområder. DOF er gået ind for et kortvarigt stop for edderfuglejagten i en række af disse områder, men motorbådsjagten på andre jagtbare arter kan fortsætte uforstyrret. Også i de mange Fuglebeskyttelsesområder, der gennem årene ikke blot har været ramt af hyppige iltsvindshændelser, men også af et omfattende fiskeri efter muslinger. DOF har ikke reageret på et tidligere indlæg her på Gylle.dk, hvor det er beskrevet, at en række af de jagtbare arter, der findes i Fuglebeskyttelsesområderne er gået kraftigt tilbage. Jeg fristes til at tro, at det betyder mere for DOF at bevare sine tilskud fra Jagttegnsmidlerne end at beskytte fuglene. Se: ”Tiden er løbet fra Vildtforvaltningsrådet – det bør nedlægges”. https://gylle.dk/tiden-er-loebet-fra-vildtforvaltningsraadet-det-boer-nedlaegges/#more-21288
Danmark er et af de meget få lande i EU, der tillader motorbådsjagt i de udlagte EU Fuglebeskyttelsesområder. Jagten foregår i områder som Bird Life har karakteriseret som nogle af de væsentligste områder for de nordeuropæiske trækkende vandfugle, men på trods heraf tager DOF fortsat ikke afstand fra, at motorbådsjagten kan fortsætte.
Hvor længe skal Køkkenbordsforliget fra forrige årtusinde fortsætte med at kaste sin uhyggelige skygge over VFRs utilfredsstillende indsats for at få fredet arter i tilbagegang?
Se også: ”Miljøministeren bør ikke acceptere, at fuglebestande går tilbage”. https://gylle.dk/miljoeministeren-boer-ikke-acceptere-at-fuglebestande-gaar-tilbage/
Sagen er, at de grønne organisationer i VFR har svigtet beskyttelsen af den danske biodiversitet. Jeg står helt uforstående overfor, at de grønne organisationer i VFR i dag fortsat tillader jagt og reguleringer af et antal fuglearter, der kan sammenlignes med de antal, der må skydes på Cypern og på Malta.