I et opsigtsvækkende interview med Universitetsavisen på Københavns Universitet retter professor Carsten Rahbek en sønderlemmende kritik mod den villige ”myndighedsbetjening” af ofte ringe faglig kvalitet, som visse universitetsinstitutter leverer mod betaling. Carsten Rahbek er en af de få danske biodiversitetseksperter med et internationalt format, og det har gjort det muligt for ham at sige nej til at levere notater og rapporter til danske myndigheder, når han ikke har fundet betingelserne forsvarlige.
Som konkrete eksempler på fagligt uacceptable resultater af den betalte ”forskning” nævner han et par rapporter fra det skandaleombruste Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) på Aarhus Universitet, men han hævder, at det faglige uvæsen også trives i udstrakt grad på Københavns Universitet. Selvom alle ved, hvor den er gal, bliver der ikke grebet ind, siger han. Her kan du læse uddrag og håndfuld citater fra interviewet:
Carsten Rahbek peger på et eksempel inden for sit eget forskningsfelt, et notat om bier, der blev skrevet på Aarhus Universitet for nogle år siden. I 2018 bad Landbrugsstyrelsen Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) på Aarhus Universitet om et notat med en kort svarfrist, som skulle give svar på, om honningbier har negativ effekt på vilde bier i Danmark. Notatet konkluderede, at honningbier i deres nuværende tæthed og fordeling ikke skulle udgøre en generel fare for de vilde bier. Den konklusion var flere forskere, inklusive Carsten Rahbek, lodret uenig i. Dagbladet Information beskrev sidste år forløbet, hvor tre forskere, der oprindeligt skulle bidrage, ikke ville sætte deres navn under notatet, men i stedet udgav deres eget med en anden konklusion.
»Sådan et notat er endnu mindre kvalitetssikret end en rapport, og det er endnu mindre synligt. Men det har en effekt, fordi det bruges til at træffe beslutninger om fx at tillade udsætning af honningbier i vores bedste naturområder, hvor vilde arter prøver at overleve,« siger Carsten Rahbek. Det er her, siger han, at han synes, det bliver rigtig alvorligt, for sådan et notat får synlige konsekvenser her og nu i form af politiske beslutninger.
»Hvis jeg sidder og kigger på min ypperste grundforskning, så er den ekstremt kvalitetssikret, men dens påvirkning af den virkelige verden er svær at se på den korte bane. Når jeg laver et notat om urørt skov, som jeg fx er blevet bedt om, så omsætter politikerne det til noget inden for et par år. Man kan undre sig over, at det, som er mere abstrakt, er enormt kvalitetssikret, men det, der rent faktisk bliver lavet politik på, er så svagt kvalitetssikret. Der burde ikke være forskel.«
Rahbek siger, at han ikke er anti-sektorforskning, for der er et behov, og »der er rigtig mange stærke sektorforskningsmiljøer,« men han mener, der er nogle miljøer, hvor der er problemer, og at de problemer handler om penge.
»Men så er der de miljøer, som har meget få studerende, som ikke er i stand til at konkurrere om frie forskningsmidler, og som er enormt afhængige af penge fra deres myndighedsbetjeningsflow. Det er tit der, vi ser de her mærkelige rapporter. De bliver fristet til at svare på hvad som helst, fordi de har brug for pengene, og så ser vi rapporter blive skrevet af folk, der faktisk ikke arbejder med det, de skriver rapport om.«
De problemer eksisterer ikke kun på Aarhus Universitet, selv om det er der, der senest har været kritik af fx notatet om bier og af oksekødsrapporten, siger Rahbek, de udfordringer har de andre store universiteter også.
»Måske burde vi på Københavns Universitet – i stedet for at dukke hovedet og lade Aarhus tage de offentlige hug – se lidt indad og spørge: Har vi lignende problemer? For det har vi.«
Kan du pege på de steder, som har problemer?
»Nej, for så kommer jeg jo til at sige, hvem det er, og jeg har ikke lyst til at sidde her og nævne navne. Men hør: Alle ved, hvor det er. Fra institutleder til rektor ved man godt, hvor de steder er.«
Så Københavns Universitet kan ikke sige sig fri for det her?
»Nej, og jeg tror, der er et ønske fra nogen om, at vi ordner det internt, for vi kan ikke tåle at tabe ansigt udadtil. Men der sker ikke meget, når jeg bringer de her ting op internt, og det har stået på, siden de her miljøer blev fusioneret ind på KU.«
Men er der ikke nogen forskningsområder, der bare er mere gearet til at få frie forskningsmidler end andre?
»Vi har forhåbentlig ikke nogen på Københavns Universitet, som ikke kan levere international forskning på højt niveau. Vi driver ikke konsulentvirksomhed.«
Så alle institutter burde kunne have en sund fordeling, mener du?
»Ja. Men på ledelsesplan har ingen af universiteterne fundet ud af, hvordan man håndterer de her ting.«
Carsten Rahbek siger, at universiteterne i dag har udfordringer, de ikke havde, før sektorforskningen rykkede ind. Når han har sagt ja til myndighedsbetjeningsopgaver, har han oplevet at blive presset af embedsværket.
»Jeg har lavet opgaver for fire forskellige ministerier, og det er enormt forskelligt fra ministerium til ministerium, hvor stort et pres der bliver lagt fra embedsværket. Jeg har måttet sidde til møder og sige, at jeg nægter at gøre det på en bestemt måde, og insistere på, at der er noget, der hedder armslængdeprincippet. Jeg leverer det bedst mulige svar inden for rammerne, men jeg vil ikke lade embedsmæssige overvejelser påvirke fagligheden i mine udredninger, og det er bestemt noget, jeg har oplevet i ekstrem grad at blive sat under tryk med,« siger han.
Rahbek siger, at opbakningen fra ledere i sådan nogle situationer har været forskellig. At han har mødt institutledere, der er blevet dybt bekymrede, når de har hørt, at det foregår, og har arbejdet for at løse det, men at han også har mødt opfordringer til »at lytte til, hvad klienten vil have.«
»Så opfører vi os jo som en virksomhed, der skal aflevere en konsulentrapport,« siger han. Carsten Rahbek siger, at den øverste ledelse på universiteterne bør indføre nogle meget klare principper for, hvordan myndighedsbetjeningen skal foregå, og så også være villig til at tage konsekvensen, hvis de principper brydes.
»Hvis der slipper ting igennem, skal det ikke fejes ind under gulvtæppet, det skal ikke rubriceres som, at ’der er nok tale om faglig uenighed’. I Aarhus blev en institutleder fyret, fordi tingene ikke var i orden.«
