Regeringens 888 mio. kr.-dyre projekt for urørt skov og naturnationalparker har skabt dybe kløfter i den del af befolkningen, der opfatter sig selv som naturinteresserede. Ikke mindst har et betydeligt islæt af arrogance, bedrevidenhed og akademisk selvtilfredshed forpestet debatklimaet efter nogles meninger, mens andre ser lokalbefolkningens uvidenhed om biologiske processer og visse erhvervs ”egenkagemeling”, som årsag til den tilspidsede debat. Politisk er det også lykkedes at skabe skel, der truer med at udvikle sig til direkte modstandskampagner fra stadig større dele af oppositionen, hvor nogle politikere allerede nu truer med nedrivning af de hegn, som regeringen og dens støtter vil rejse omkring de ”store græssere” i fremtidens nationalparker
I den nedenfor gengivne tråd fra 15. januar 2022 på facebook-siden biodiversitetsnetværk.dk udspiller der sig en typisk debat, der ender i stor uenighed, frustration og splittelse. Døm selv om årsager og virkninger!
Debatten udspiller sig i det offentlige rum, hvad mange ofte glemmer at facebook er, men det er forklaringen på, at vi bringer uddrag her. Den indledes af forsker og lektor Hans Henrik Bruun, der er ansat ved Københavns Universitet. Han forklarer biodiversitetsindsatsen med en pædagogisk gennemgang af noget, han kalder ”Brandmandens lov” versus ”Bygningsmalerens lov”:
”Når brandfolk ankommer til en gårdbrand, starter de straks med at sprøjte vand på de bygninger, som ikke er i brand. Dernæst på bygninger hvor skaderne endnu er begrænsede, og til sidst slukker de branden helt, også i helt ødelagte bygninger. Nogle dage efter kommer nogle arkitekter og håndværkere og tager stilling til, hvilke brandskadede bygninger det giver mest mening af reparere, og hvilke der må genopføres fra grunden. Omsat til prioritering i naturbevaring betyder denne “Brandmandens Lov”, at man skal sikre de mest intakte områder først, derefter genoprette de mere nedbrudte, og først derefter genopbygger man områder fra grunden af (altså fra landbrugsjord).
Når en bygningsmaler kommer til et hus, så maler han den side af huset først, som trænger mest til maling, og venter til sidst med at male den side af huset der trængte mindst fra starten. Omsat til prioritering i naturbevaring betyder denne “Bygningsmalerens Lov” at vi skal udtage landbrugsjord til naturgenopretning før andre tiltag.
Hvilken af de to modsatrettede tilgange vil give de bedste resultater i forhold til investeringen?
For at svare på spørgsmålet må man gøre sig klart at:
1) Der fortsat sker et tab af biodiversitet i Danmark (jf. rødlisten, artikel 17-indberetningerne til EU osv). Tabet sker helt overvejende fra områder, der allerede nyder én eller anden form for naturbeskyttelse (fredning, § 3, Natura2000), dvs. fra skove, enge, heder, strandenge, moser og overdrev.
2) Det skyldes, at den eksisterende naturbeskyttelse ikke effektivt beskytter mod alle væsentlige trusler. De fleste fredninger beskytter kun mod bebyggelse. Der finder fortsat skovdrift, inkl. dræning, sted i Natura2000-skovene. § 3-arealerne med heder, enge, overdrev etc. ligger mestendels hen i fri udvikling, eller der sker en årlig brakpudsning for at tilfredsstille aktivitetskravet og opnå grundbetaling (dvs. landbrugsstøtte). Den omtrentlige femtedel af § 3-arealet hvor der trods alt finder græsning sted, drives helt overvejende med intensiv overgræsning i en kort sommersæson. At det forholder sig sådan, kan man forvisse sig om i Dansk NaturIndikator udarbejdet af Aarhus Universitet.
Vist på kort kunne forskellen mellem de to tilgange se sådan her ud.
Kort 1: Dagens situation 2021. Jo varmere farver, jo højere bioscore, altså tæthed af bestande af nationalt rødlistede arter af planter, dyr og svampe.
Kort 2: Brandmandens Lov. Med en mere helhjertet disponering af arealer til natur kan alle væsentlige trusler (landbrugsdrift, skovbrug, dræning etc) effektivt modvirkes. Det vil indebære at eksisterende bestande af truede arter sikres langsigtet. Er arealerne store nok til at rumme nær-intakte økosystemer og er der spredningskilder inden for en rimelig afstand, vil flere sjældne arter kunne kolonisere. Det indebærer varmere farver på kortet, især i områder med en stor pulje af sjældne arter allerede (små bestande breder sig til større dele af områderne og til naboområder). Uden for dedikerede naturområder, altså fx på den enkelte landbrugsbedrift, vil denne tilgang medføre at midlertidig udtagning gøres permanent, og at de mange småskove og småmoser der ligger som pletter i landskabet løftes til lidt højere niveau som levesteder. Ude på selve markfladerne ses ingen forskel.
Kort 3: Bygningsmalerens Lov. Denne model indebærer, at landbrugsarealer opkøbes, og den årlige omdrift stoppes, men fx overgår til plantageskov, til vedvarende kulturgræsland med kødkvæg eller til fri udvikling. Altså til nogle af de arealkategorier som allerede findes ganske rigeligt i det danske landskab, og om hvilke fortalerne for Bygningsmalerens Lov siger “de er jo allerede natur”. Dette indebærer at hvide arealer på kortet (bioscore = 0) vil blive blålige (bioscore = 1-2), men bioscoren vil falde ned mod dette lave niveau på de arealer der er officielt beskyttede, men ikke er det reelt.”
Biolog Poul Evald Hansen, der er administrator på facebook-siden biodiversitetsnetværk.dk, hvor naturpædagogikken blev udfoldet, har et anderledes syn på naturbevaring. Han beskriver det således i en kommentar til forskerens fortælling:
”Brandmandens Lov er en tom floskel, fordi den ikke beskæftiger sig med årsagerne til forringelserne, brandene om du vil. Bygningsmalerens lov (hvor Hans Henrik Brun inddrager erhvervelse af landbrugsjord som modstilling), er – undskyld mig – rent volapyk. Vi andre har spurgt ind til håndtering af kilderne til naturforringelserne; det er helt rigtigt, at det konventionelle landbrug er den væsentligste kilde, men hvad har det med opkøb af landbrugsjord at gøre? Det er hele landbruget, der skal lægge om i mere naturvenlig og bæredygtig retning.”
En facebook-læser er ikke enig:
”Det er altså de forskningsbaserede anbefalinger at anvende brandmandens lov, og indtil videre det bedste bud på, hvordan vi standser den konstante erodering af vores naturrigdom.
Diskussionen om de store dyr som frøspredere er interessant, men for at føre den på et oplyst grundlag, skal man i første omgang erkende, at de store dyr mangler i landskaberne. Jeg ville elske at have dem gående i naturlige tætheder overalt i landskabet, men tvivler på, at det er realistisk at gennemføre al den stund, at store dele af samfundet prioriterer funktionelle trafikale forhold og et produktivt landbrug over naturen.
Jeg synes bestemt også at vi skal have mere natur i landbrugslandskabet og tænker at en omlægning af CAP-midlerne, så de tildeles ud fra naturkvalitet og -mængde, er en af de mest oplagte måder at komme igang med at motivere landmændene til at passe bedre på naturen på deres ejendomme.”
Poul Evald Hansen svarer:
”Prøv nu at tænke en selvstændig tanke, i stedet for bare at henvise til “forskningsbaserede anbefalinger”. Her indgår både faglighed og politik. Vi er nødt til at gøre noget ved de væsentlige årsager til naturforringelserne, og her står det intensive konventionelle landbrug først i rækken. Det er almindelig faglig fornuft, at man skal angribe årsagerne til uheldige forhold, ikke bare lappe. Det gælder sådan set både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, men især naturvidenskab. Der er så heller ikke, hverken faglig eller naturpolitisk konsensus om at vi primært skal beskæftige os med tingene ud fra brandmandens lov. Det kan der heller ikke være, fordi de pågældende, du formentlig har i tankerne, bestemt ikke er eksperter i naturpolitik, og i øvrigt ignorerer en masse både naturfaglig og naturpolitisk modkritik. Det er også meget dårlig videnskabskultur ikke at spørge kritisk ind til konstateringer, når de virker urimelige. Kort sagt. Prøv at hæve niveauet!”
En ny læser mener, at Poul Evald Hansen ikke har fattet, hvad den ”forskningsbaserede anbefaling” går ud på. Han skriver:
”Det virker som om du enten bevidst eller ubevidst ikke fanger pointen med at tale om brandmandens lov her. Pointen er, at vi skal slukke branden før vi begynder at kigge på årsagerne til den opstod. Vi skal redde det vi kan ved at slukke ilden.
Du taler for at sætte branddøre og nye elinstallationer i huset, mens ilden raser. Det venter man normalt med, til ilden er slukket.
Der er i forhold til natur, ingen der taler for, at vi ikke skal gøre noget ved årsagerne til forringelserne. Men der er enkelte, heriblandt dig, der kraftigt taler for, at vi ikke skal redde, hvad vi kan, på den måde der er mest konsensus for. Vi har alle forstået, at du ikke bryder dig om metoden, men der ER konsensus for den, uanset om du kan lide det eller ej. At meget få er imod gør ikke, at der ikke er konsensus.”
A propos “brandmandens lov”. Der mangler belæg for, at truede arter og landskabsformer reddes ved at indhegne arealerne og indsætte store græssere – tilmed i flerdoblet antal end det oprindelige hjortevildt.
“Brandmandens lov” bliver til “pyromanens lov”, når hidtidigt beskyttede klithedearealer med høj naturværdi skal udsættes for heste og kreaturer, der som udgangspunkt ikke må fodres. I forvaltningsplanerne beskrives, hvordan dyrene med deres skraben og leden efter føde kan lave “spændende sandgennembrud” og “strukturforbedringer”.
Det vil sige, der lægges op til sandfygninger og nedslidning af arealer, hvor ingen trusler er påviste. Selv i klitter, hvor man hidtil har plantet hjelm og lagt fyrregrene for at holde på sandet, skal der nu gå “store græssere”.
Vinddynamikken skal sættes fri, hvilket understøttes af at den lægivende plantageskov skal fældes. .
Arealer, hvor lærker, mosehorngsugle mv yngler, skal sættes under vand ved etablering af vådområder med lukning af 150 km grøfter og oppumpning af vand fra graveområder med fint hvidt flyvesand. (Vi taler Tranum Klitplantage).
Operationen lykkes sikkert, men patienten dør.
Mit synspunkt er, at det er landbrugets driftsændringer, der har forårsaget tilbagegang af arter, der er knyttet til lysåbne, sommergræssede arealer (enge, overdrev og strandenge). De arealer gror til i “langhåret” vegetation, hvilket kan ses i mange ådale, så der ikke længere er ynglemulighed for fx viber og andre engfugle. Det er trist, så en bedre vej til bevaring af dansk natur ville være at etablere store græsningsfenner i ådale og omkring strandenge og gennemføre autentisk drift med sommergræsning og kreaturer, der kommer på stald eller højere liggende arealer med vinterfodring uden for vækstsæsonen. Der er i litteraturen angivet steder, med høj naturkvalitet, hvor man med fordel kan starte evt. efter opkøb af arealer. Tænk hvis hele Suså-dalen blev opkøbt af staten og ådalen igen blev afgræsset.
Der er ingen tvivl om, at det var meningen med naturnationalparkerne, at de skulle tiltrække sig en masse opmærksomhed og fremstå som regeringens forsøg på at genskabe noget mere biodiversitet. Der er heller ingen tvivl om, at initiativet har skabt stor folkelig opmærksomhed. Men det er ikke sket på den måde, som man havde forestillet sig.
Den store folkelige opbakning bag projekterne mangler. I stedet er der en voldsomt polariseret tilgang til dem, ikke bare i små kredse, men vidt og bredt, langt mere end tiltænkt.
Politikerne vil gerne stå for det gode. Regeringen kom til på klimasagen, og vil gerne stå for de miljørigtige positioner. Naturnationalparkerne var en del af strategien. Den del er også mislykket.
Naturnationalparkerne skulle bruges til at fjerne opmærksomheden fra den måde, som fx dansk landbrug forvalter de 62 % af det danske landareal på. Det mislykkedes. I stedet står det klart, at regeringen satser på flere underskudsgivende svinefabrikker, biogasanlæg, pyrolyse som tek-fix-løsninger på landbrugets miljøskadelige virksomhed m.m.
De mange vådområder, der alligevel er af tvivlsom nytte for det konventionelle landbrug, tages kun nølende og usikkert ud af landbrugets forvaltning. Det sker i et tempo og et omfang, der står i skærende kontrast til den hastighed, hvormed braklægningsordningen blev braklagt 2008 på baggrund af en rapport, der blev til over natten fra Århus Universitet, og som mod bedre vidende påstod, at det var fuldstændigt uden betydning for biodiversiteten, at de 10 % braklagte marginaljorde straks kom ind under det konventionelle landbrugs drift igen!
Oversvømmelser, som skyldes den intensive drift af lavbundsjordene, udretningerne af vandløb, iltning og deri forklarede sænkninger af terræn, den pågående globale opvarmning med stigende nedbørsmængder efterår og vinter, osv. gør, at den måde, som de marginale jorder anvendes på, til en samfundsmæssig og naturmæssig katastrofe. Det er jammerligt, at der ikke allerede er sket en tilbageføring af disse områder til en mindre intensiv anvendelse eller ren natur.
Landbruget er anklaget for at misinformere om sin klimaprofil. Regeringen er bedøvende ligeglad med det faktum, at Danmark importerer ikke mindre end 1,7 millioner ton soja om året, bestående af protein, som kunne være brugt til menneskeføde, i stedet for at blive stoppet i svin, fjerkræ og kvæg. Produktionen af soja i latinamerika er en katastrofe for klimaet. Den danske animalske produktion er en katastrofe for grundvandet, havet omkring os og den biodiversitet, som naturnationalparkerne blev sat i verden for at redde, på papiret!
Noteringen for slagtesvin er under 8 kroner pr. kg. lige nu. Den har ikke været så lav siden 2004. Inflationen i den mellemværende periode gør, at prisen reelt aldrig har været så lav. Svinebønderne liver på overførsel, men kan alligevel se ud til at få det mere end svært frem over. Er det ikke nu, de skal have hjælp til at stoppe produktionen?
Produktionsomkostningerne for foder stiger, på grund af de høje energipriser m.m. Det koster meget energi, at udvinde og binde kvælstof fra luften, så planterne kan bruge den. Meget tyder på, at svineproduktionen bliver nødt til at skære voldsomt ned i den kommende tid, uanset hvor meget politikerne, finansindustrien, grovvareselskaberne og fagforeningerne vil skrige på mere statsstøtte til svinebønderne.
Argumentet, som regering og landbrug kører frem for at bevare den animalske produktion, går på, at der vil være efterspørgsel på den i fremtiden, at den skal afhjælpe mangelen på fødevarer i en stadigt stigende global befolkning. Argumentet holder ikke, netop fordi dansk animalsk landbrug forbruger lige så meget og mere især protein, end det producerer, eksporterer.
Hvis alle de omkostninger, som landbruget påfører samfundet indirekte, blev regnet med i en opgørelse over erhvervets cost benefit funktion for samfundet, så ville det stå klart, at dansk konventionelt landbrug er en katastrofe for samfundet og de naturværdier, som samfundet går glip af takket være landbrugets forvaltning af de 62% af sit landareal.
Det bliver aldrig beskrevet bare nogen lunde sammenhængende eller forpligtende i de medier, som staten også finansierer med sin “demokratistøtte”. Det passer ikke ind i den fortælling, som disse medier lever af at sælge på de sidendes vegne.
Finanssektoren og grovvareselskaberne er taget som gidsel af landbruget, selvforskyldt.
Det politiske system er primært disse snævre økonomiske interessers forlængelse.
Medierne arbejder for den samme magtelite, hvis netværk står til rådighed for medlemmerne, hvor vi andre må stå til rådighed for markedet, som samme elite hævder at ville, gå ind for som garanten for udviklingen mod den bedste af alle verdener. Intet hænger sammen, eliten har for længst afskaffet det fri marked med sin statsstøtte til sig og sine.
Derfor alt det her snak om en lille bitte del af det danske areal, der i forvejen fungerede tilnærmeligt godt for biodiversiteten. Hist der op og her ned, spalte op og ned. Intet om de store sammenhænge, de sammenhænge, der forklarer dansk landbrugs sande tilstand!
Naturnationalparkerne er skabt med det formål at fjerne opmærksomheden fra naturforvaltningens sande tilstand. Man havde forestillet sig, at masse af børn og voksne skulle gå rundt om disse øer af billeder på natur, kigge de store nuttede græssere ind i deres mørke øjne, og glæde sig op svaler og lærker der bygger redder i deres pels, sådan som Margrethe Auken, levebrødspolitiker fra aukendynastiet beskrev så smukt.
Det lykkedes ikke at komme i mål med øvelsen. Heldigvis. Skønmaleriet er grimt. Alle kan se, hvad det dækker over.
Lad os nu komme tilbage til de rigtige udfordringer, de rigtige perspektiver og proportioner i problemstillingerne.
Søg på “dansk landbrugs sande tilstand”, via google.dk
Kort og kontakt:
Der er brug for større sammenhængende områder med fauna-broer, fauna-veje, fauna åer, etc.
Jeg har aldrig fået en forklaring på, hvorfor man ikke er gået i den retning. Hvem har blokeret for denne retning ?