DEBAT: Måske kan man øge kødproduktionen uden at belaste miljøet. Men hvad med naturen? spørger Peder Størup, naturbeskyttelse.dk, i et indlæg på Altinget.dk 12. marts 2014. Han mener, naturen taber, hvis landbruget får lov til at producere endnu flere dyr.
Regnes konsekvenserne for naturen i Danmark med, er dansk landbrugs-produktion måske en af verdens mest natur- og miljøbelastende.
Regeringen ønsker at øge kødproduktionen i svineindustrien, men glemmer, at kødproduktion er en af de største trusler mod vores natur, ikke mindst i Danmark, hvor mere end 60 procent af landbrugsjorden allerede drives intensivt, og resten af landet er påvirket af miljøbelastningen fra denne intensive produktion.
Regeringen taler om, at det ikke må gå ud over miljøet, men overser, at man kan gøre rigtig meget for miljøet, uden at naturen får det bedre. Eksempelvis er rent drikkevand og et lavere Co2- udslip af underordnet betydning for den truede del af Danmarks natur.
Det afgørende for de knap 30 procent af vores rødlistede arter, som er truede, er plads og uforurenede levesteder. Og her rammer vi et problem, som regeringen endnu ikke har løst, og faktisk ikke kan løse, hvis det er en øget kødproduktion, som ønskes.
Uanset hvor moderne en svine- eller kvægstald bygges, skal dyrene have mad, og produktionen af den mad koster natur – jo større kødproduktion, jo mindre plads bliver der til naturen. Argumentet er, at vi i Danmark er bedre til at udnytte foderet fra markerne end andre lande, men de få procent bedre foderudnyttelse kan ikke udligne de negative konsekvenser for naturen.
Som bekendt kommer der også noget ud i den anden ende af dyret, og uanset, om det benyttes i biogasanlæg eller på anden vis, skal det ud på markerne (for at få foderet til at gro), og i den proces kan det ikke undgås, at en stor del af næringstofferne går tabt og skader den omkringliggende natur.
Tabet af naturbelastende næringstoffer er over 50 procent, når jorden dyrkes. Det tab i processen betyder, at der skal importeres kunstgødning og foder fra andre dele af verden. Begge dele medfører en øget belastning af naturen både lokalt og globalt. Det er veldokumenteret, at foder i form af soja har alvorlige konsekvenser for natur og mennesker i Brasilien og Argentina, hvor regnskov ryddes, for at der kan produceres foder til kødproduktionen i Danmark.
Løfter man blikket fra de teoretiske beregninger til de landskabelige forandringer, som reelt følger med industribrug i Danmark, visner den grønne drøm. Ser man nærmere på før og efter luftbilleder af de nyeste landbrugsudvidelser, fremgår det, at de landskabelige forandringer er markante, og det er ikke til naturens fordel.
Luftbilleder, som før udvidelsen viste levende hegn, markveje, enge, overdrev og småskove, er ofte erstattet af store monotone marker, som måske nok i udbytte og driftsomkostninger er en succes, men for naturen er grønne ørkner uden liv. Ofte sker forandringerne i løbet af få år, og i et tempo, som er taget til de seneste årtier.
Udgjorde den form for industriproduktion få procent af Danmarks areal, gik det nok, men når mere og mere af landet drives på denne måde, kan naturen ikke følge med, og arter uddør.
Danmarks landbrugsproduktion bliver ofte fremhævet som en af verdens mest bæredygtige. Det er dog primært landbuget selv, der synger den sang, men man kunne godt have dele af regeringen mistænkt for at nynne med på melodien.
Som nævnt er intet andet land i Europa så hårdt opdyrket som Danmark, og den del, der ligger hen som natur, påvirkes af næringstoffer fra markdriften og nedfald af næringsstoffer fra de store husdyrbrug. Den naturbelastning kan måles direkte på, hvordan naturen har det: næsten alle vores naturtyper er i ugunstig bevaringsstatus, og selv hidtil almindelige arter er ved at forsvinde fra store dele af landet.
Endnu mere dramatisk bliver det, når man ser på enkelte sårbare artsgrupper, eksempelvis dagsommerfuglene. Siden industrialiseringen af landbruget tog fart omkring 1950, er næsten 20 procent af vores dagsommerfugle uddøde, og en række er på nippet til at følge efter.
Regnes konsekvenserne for naturen i Danmark med, er dansk landbrugsproduktion måske en af verdens mest natur- og miljøbelastende. At hævde, at en øget industrialisering er godt for miljøet, er en påstand, som er udokumenteret og nok mere hviler på kortsigtet økonomiske ønsketænkning end realisme.
Om en øget kødproduktion er gavnlig for landets økonomi, er mig bekendt aldrig blevet undersøgt – og jeg tør næsten garantere, at regeringen ikke kan komme med en opgørelse, hvor alle omkostningerne er medtaget.
De tal, der henvises til når industriproduktionen fremhæves, er omsætning, men alle ved, at det er evnen til at tjene penge, når alle omkostninger er betalt, som er det afgørende. Nu kan og bør værdien af natur ikke gøres op i penge, men det er dog alligevel en tanke værd, om det, man satser på, er et økonomisk aktiv for landet, eller om naturen og miljøet betaler prisen, uden at der tjenes penge!
Uanset hvad et sådan regnestykke vil vise, bør man spørge sig selv om, det er rimeligt, at vi tjener penge med den konsekvens, at naturen ødelægges. De fleste vil nok hævde, at en sådan tilgang hører fortiden til, og hverken er økonomisk eller moralsk holdbar. Jeg vil sluttelig henvise til filmen ReDane, hvor det hævdes, at der både for naturen, miljøet og økonomien findes et alternativ til en øget kødproduktion.
