Fra politikere, NGO’er og en god håndfuld forskere hører vi ofte, at biodiversiteten er i voldsom tilbagegang. Derfor skal vi give plads til mere og vildere natur, men har politikerne med 15 Naturnationalparker og 75.000 ha urørt skov valgt de rigtige midler til at opnå de ønskede mål om mere oprindelig natur med større biodiversitet?
Af forstkandidat Søren Grene
Nok er biodiversiteten truet, men er den som hævdet i voldsom tilbagegang i DK? Og hvordan har klimaet det reelt med urørt skov? Der har i, forbindelse med afgivelse af høringssvar, været en tiltagende debat om Naturnationalparken i Gribskov. Her vil man udsætte så mange store græssere, der uden vinterfodring tiltænkes en sådan appetit, at de kan holde den urørte skov lysåben, efter skoven er blevet ‘rewildet’ med ‘strukturhugst’, ‘veteranisering’ af gamle træer og udsætning af indhegnede dyr. Selvom der absolut ikke, på den anstændige side af sultegrænsen, findes nogen evidens herfor, så har den fortænkte og unaturlige model vundet et sådant gehør, at hegnet er blevet ‘den faglige forudsætning for Naturnationalparken’ ifølge min studiekammerat, skovrider Jens Bjerregaard.
Klart nok, for i fri natur har der aldrig været så mange store græssere, at de kunne holde skovens massive indvandring tilbage, eller hindre den urørte skov i at udvikle sig uønsket mørk for de lyskrævende arter.
Den oprindelige skov
Så sent som i august i år har forskerne Odgaard og Klamt i et par artikler på Videnskab.dk med præcision baseret på nye undersøgelser af fortidens erosion i Molslandskabet dokumenteret, at ‘den danske urskov ikke var præget af store dyr’, og de konkluderer ‘Satser vi ensidigt på denne naturforvaltningsmetode, risikerer vi at ende i en blindgyde i naturforvaltningen, som kan skade biodiversiteten mere, end den vil gavne’.
Undersøgelsen blev straks imødegået af 3 af de mest prominente rewilding forskere, med Rasmus Ejrnæs i spidsen (19. aug. 2021 på Videnskab.dk). I deres afsluttende konklusion anfører de med direkte henvisning til den danske Rødliste ‘at naturen er i rivende tilbagegang’. Hermed afslører de deres uvederhæftige og tendentiøse formidling af egen forskning, for selvsamme Ejrnæs er en af hovedforfatterne bag den seneste Rødliste, hvori man ved nærlæsning erfarer, at det ‘overordnede billede svarer stort set til resultatet af den sidste rødlistevurdering fra 2010’ – altså ingen ‘rivende tilbagegang’ siden 2010.
Baggrunden for den udbredte misopfattelse, at biodiversiteten er i aktuel, voldsom tilbagegang i DK, er i korthed, at med Aarhus Universitets (AU) offentliggørelse af den seneste Rødliste 15. jan. 2020, figurerede det, at antallet af rødlistede arter siden 2010 var fordoblet fra godt 2.200 til godt 4.400 arter i 2020. Såvel miljøministeren som Danmarks Naturfredningsforening greb omgående den alarmerende nyhed. Lea Wermelin pointerede, at: ‘tallene sætter to streger under, at vores natur er i krise’, og Maria Reumert Gjerding fastslog at: ‘Dobbelt så mange arter som for ti år siden er nu i fare for at forsvinde, viser den nye Rødliste’.
Biodiversiteten
Studerer man nøje AU’s hjemmeside om Rødlisten, finder man imidlertid, at den voldsomme stigning på godt 2.200 arter intet har med den aktuelle udvikling i den danske natur at gøre, men alene beror på en ny regnemetode (godt 1.600 arter) samt flere vurderede arter (ca. 600).
Foranlediget af den udbredte og meget alvorlige misopfattelse af Rødlisten, og for at sikre mig, at jeg ikke havde misforstået det hele, indledte jeg den 24. maj en længerevarende dialog med AU direkte stilet til rektoratet. I AU’s svar fastslår universitetet: ‘at arterne i Danmark samlet set er blevet en lille smule mere truede siden 2010’. Konkret handler det om, at ca. 45 af godt 5.500 arter, er netto blevet vurderet til at være lidt mere truede end de var i 2010, svarende til 8 promille. Ikke for at bagatellisere, men nogen voldsom tilbagegang over 10 år er der ikke tale om.
Skov og klima
Selvom urørt skov for mange nok umiddelbart klinger af at være godt for klimaet, så er realiteten, at det kun er gennem hugst og foryngelse, at skoven vedvarende kan binde store mængder CO2, mens den reelt urørte skov går mod et klima-nul. Det er rygmarvsviden hos enhver forst-uddannet, også hos Naturstyrelsen, hvor de imidlertid har haft mundkurv på i mange år.
Igen har ‘forskerne’ bidraget til vildfarelsen. Blandt andet KU med henvisning til en enkelt artikel fra 2008, som man så omsider 25. marts i år på universitets egen nyhedssite selv går i rette med og om urørt skov skriver, at: ‘som klimavirkemiddel i et langt tidsperspektiv er det ikke et effektivt redskab. Den nuance er vigtig at få med, så debatten kan bygge på videnskabeligt underbyggede påstande, og således at politikken ikke bliver påvirket på et forkert grundlag’. KU beklager, at ‘mange har taget denne alternative opfattelse til sig, og det har ført debatten ind i en blindgyde’ .
Urørt skov er ikke på nogen som helst måde en gevinst for klimaet, end ikke på kort sigt, for i takt med at hugsten ophører, falder skovens gennemsnitlige løbende tilvækst og dermed CO2-bindingen. Hertil skal lægges den CO2, som det fældede træ oplagrer, mens det anvendes i f.eks. møbler og byggeri, samt den store CO2-besparelse der opnås, når træ erstatter brugen af CO2-belastende materialer som beton, stenuld, metal, plast mv., ja selv når det bare afbrændes i stedet for gas, olie eller kul. Et kompliceret regnestykke, men klimaregningen for at udlægge 75.000 ha forstligt drevet skov urørt er 1-1½ mio. ton CO2 årligt.
Urørt skov kan bidrage til biodiversiteten sine steder, og det skal bestemt have sin plads, men for de lyskrævende arter er urørt skov pænt sagt en udfordring, og heldigvis er artsrigdommen i varieret dyrkede skove generelt større.
KU leder i deres ‘afsløring’ selv tanken hen på: ‘drengen i Kejserens nye klæder’. Naturstyrelsen må erkende, at de har ladet sig føre ind i flere blindgyder af forskere, der næsten ingen tøj havde på.
Godt skriv. Der er demonstration på tirsdag, d. 5. oktober mod regeringens rewwildingplaner, indhegning af ntur og vanrøgt af de udsatte dyr. Demonstrationen starter på Højbro Plads kl. 10.30, derefter gås der med bannere ned mod Christiansborg, hvor der fra kl. 11 vil være talere. Det vil da være skønt, hvis gylle.dk eller nogen her fra deltager. Måske I som forening kan nå at få taletid? Se mere om demonstrationen på denne FB-side.
https://www.facebook.com/INFO-side-for-Demonstration-5-oktober-2021-107984854976574/
Jeg er enig i, at MolsLab rewildering nok ikke simulerer forholdene, som de har udviklet sig i Holocæn, og at metoden ikke kan betegnes som løsningen på biodiversitetsproblemet.
At urørt skov ikke er en løsning i relation til klima er dog en fejlopfattelse, som promoveres af forstfolket. Det er efterhånden vist, mange gange, at urørt skov fortsætter med at dræne kuldioxid fra atmosfæren og at forstbaserede vurderinger glemmer at indregne det kuldioxidtab der kommer ved afdrift, og at den kuldioxidafgivelse der kommer fra døde træer forsinkes i mange år.
Det er fuldstændigt ligegyldigt om vores lille mudderklat af et land, var skov eller et mosaiklandskab i forhistorisk tid (Odgaard). Det er de arter vi har kendskab til, dvs. i historisk tid, som vi skal forbedre leveforholdene for. Disse arter udgør for en meget stor andel de lyskrævende og nøjsomme, uanset hvor i Eurasien de så måtte være opstået. For langt de fleste arter vi vil tilgodese, især de mere eller mindre lyskrævende, ER store planteædere, med et vist græsningstryk, den naturlige faktor for deres eksistens, hvad skulle det ellers være?
De mange lyskrævende og nøjsomme arter afspejler det landskab som var udpræget i fællesskabets tid, det vil sige et mosaiklandskab (dog kun med lidt reel skov), med græsning overalt, selv på agrene.
Igen og igen inddrages sult som en konsekvens af helårsgræsning uden tilskudsfodring, selv om regulering i forhold til føde, er et lovkrav!
For mig er rewilding (helårsgræsning uden tilskudsfodring) ikke målet i sig selv, men et vigtigt redskab for at nå målet, nemlig forøget biodiversitet. Til at nå det, kan det blive nødvendig ind imellem at redigere lidt, bl.a. ved at agere storme eller brande.
For at se arternes tilbagegang, behøver man bare at dykke ned i de gamle ekskursionsberetninger eller egnsbeskrivelser for flora og fauna (første halvdel af 1800), så står det lysende klart at nedgangen er stor. De senere års voldsomme tilbagegang for dagsommerfuglene, som er en stærk naturindikator, viser også en skræmmende udvikling.
Hvorvidt skoven bliver successionsklimaks, er sikkert rigtigt, elles ville træer jo være uddød for længst. Dog vil store planteædere, efter en storm, holde skoven i ave i rigtig lang tid, måske århundrede. Det gamle ordsprog siger det hele, ”torn er skovs vugge”. Når de tornede buske har vokset sig tilstrækkelig store og tætte, vil træerne erobre pladsen igen, men det tager tid (modsat vil et areal uden forstyrrelse hurtig blive til skov). På et tidspunkt vil storme igen rase over skovene og så kan det hele starte forfra. Sådan vil landskabet blive en dynamisk mosaik. Problemet med vores naturområder er størrelsen. Det er klart at jo større området er, des mere dynamisk vil mosaiklandskabet kunne udvikle sig.
Jeg skal ikke gøre mig klog på CO2 regnskabet i skov, men klimaet MÅ IKKE bremse udviklingen af større og bedre biodiversitet, det ville være helt uacceptabelt. Hvis skov er løsningen, skal der plantes mere skov. At tro forøget biodiversitet og skovdrift, uanset om det er naturvenligt drift, kan gå hånd i hånd er naivt at tro!
Ja, der var en opblomstring af urter i 1800-tallet. Til gengæld var der kun 2% skov og kun 920.000 mennesker. Så jeg er med på at gøre en indsats for naturen, men man kan ikke lige sige, at den ene biotop fra fortiden er mere naturlig end den anden i dagens Danmark. Jeg synes i den grad, at der skal støttes op om den eksisterende natur i stedet for at konvertere den til lukkede parker med hegn og tunge græssere. Man har i mange år snakket og snakket om de sårbare agerhns, harer og ræve, hvad med at få dem fredet? Og livet bliver bestemt heler ikke lettere for vores hjortedyr, når deres græsgange ødelægges og deres habitater besættes af kreaturer. Mine tanker omkring driftskov er, at de absolut er et plus i dagens Danmark. Der lever mange dyr, der er artsrigdom og de er nyttige samfundsmæssigt set. Absolut win-win.
Søren Grene viser sig selv fint med teksten, og der er heller ikke noget faktuelt forkert i det, han fremfører. Men det er ham selv, der er budskabet, hans selektive omgang med fakta og engagementet på træindustriens side der står tilbage, afsløret, nøgent.
Påpegelsen – af at udviklingen i sig selv inden for afviklingen af biodiversiteten, dvs. udviklingen frem mod færre arter og flere truede arter, har været fortegnet i og med at måden, at gøre det op på har ændret sig mere, end det beskrevne – er rigtig, isoleret set. Det har Grene ret i! Men pointen kunne lige så godt have været, at det var værre allerede i 2010 end som man så det på daværende, end at det ikke er gået så meget værre siden.
Det handler altså om perspektivet, proportionerne, tidsrammen for opmærksomhed i de betragtninger, der anvendes.
Set over en periode, der omfatter min korte gang her på planeten, er det gået grueligt galt med diversiteten, ikke bare her i landet, hvor jeg voksede op netop på landet, men i hele verden. Iflg. den Steenske tidsregning skriver vi år “61”!
Det, der viser sig i mit (tids)perspektiv, som jeg bekender mig til, er at det er gået infamt meget tilbage med artsdiversiteten, ikke bare på landet, hvor jeg voksede op, men generelt.
Jeg elsker skoven, har plantet tusindvis af træer for mig selv og for andre mod betaling, og jeg har også været med til at fælde dem igen. Jeg har tilmed savet tømmer op på et savværk her på Fyn, på Ryslinge savværk nogle få måneder hvert år omkring 00’erne.
Jeg kender det fynske landskab ud og ind, har cyklet det tyndt, inspireret de skove, jeg selv har været med til at etablere/genetablere efter afdrift for 40 år siden. De sorter, som vi skar op på savværket, står for en bred vifte af nichesorter, lærk, douglas, thuja (red canadian cedar), cypres, poppel (pil), aks, eg, rødgran, fyr, m.fl., der er hentet ind fra især småskove fra hele Fyn. Og ja, især de små produktionsskove er med til at sparke diversitet i landskabet og mangfoldigheden af livsbetingelser lige som de store er. Men når jeg ser på, hvordan de offentlige skove er blevet forvaltet i Odense, så er det ikke meget organisk materiale, der er blevet efterladt de sidste år, når man har hentet ind til flisfyret på Fynsværket. Bønderne har også været ret grove over for de levende hegn over alt på Fyn! De er røget samme vej. Dvs. på den korte bane, så er der godt nok blevet fyret i Fynsværket med træ, der kunne være blevet stående til glæde for mangfoldigheden og klimaet mange år endnu.
Der er ingen tvivl om, at produktionsskovene og statens skove ville være helt klimaneutrale, hvis bare man tager det helt store tidsperspektiv i anvendelse. Men det er her og nu, at klimakrisen er. Og på den korte bane er det en simpel katastrofe at brænde skoven af. Det ville Dolph kunne sige mere bombastisk og med vægt i stemmen, end mig.
IPCC har sagt det som det er, at det er nu, dvs. lige nu og her, at det gælder! Vi skal have emissionerne ned nu, og så skal de falde drastisk over de næste årtier.
Opmærksomheden omkring de kommende, måske alligevel ikke kommende nationalparker, fylder meget. Regeringens og DNs strategi er lykkedes. Det var en afledningsmanøvre. Parkerne er i sig selv lige så tvivlsomt af værdi for noget som helst, som de er omdiskuterede. Det er uartigt, at regering og DN har lagt så meget i dem. Det dækker over de virkelige problemer, og det var klart nok intentionen med øvelsen.
Udfordringen er at få stoppet den praksis, som landbruget står for. De 62% af det danske landareal forvaltes på måder, der hverken kan betale sig eller som er forenelig med hensynet til biodiversiteten, klimaet, folkesundheden, grundvandet eller havet.
Inden for den tidsperiode, hvor menneskets skæbne afgøres klimatisk, er der kun et krav i forhold til det, der har med forstvæsenet at gør, og som tæller. Det er om at få øget mængden af biomasse, dvs. bundet kulstof i de mere stabile former for organisk materiale. Det hedder træ/ved/humus. Der skal etableres skov nu og her.
Alle de katastrofale afvandinger, også dem i skovene, skal stoppes. Det kan godt være, at der dannes lidt metan i de sure jorde, men de sure jorde indeholder meget organisk materiale, og det er bare med at stoppe iltningsprocesserne i dem, så deres kulstofdepoter ikke fordamper som CO2. Alle de våde jorde skal ud af landbrugets og de drænede skovbrugs forvaltning. Jeg kender ikke tallet for, hvor meget det drejer sig om, men det er meget.
Store dele af det øvrige landbrugs landområder kan passende overtages af forstvæsenet. Der kan etableres masser af produktionsskov, fx med mit yndlingstræ, douglas. Det er et fantastisk materiale, og det skal bruge 70 år på at blive til noget, Man behøver ikke stille dem så tæt og over så store dækkende flader, at de ikke lader andet trives under sig. Det ville være godt for klimaet og livet nu og her, samt økonomien i fremtidens samfund.
Statsskovene kan godt få lov og stå nogle årtier uden de helt store indgreb, det må træindustrien leve eller dø med. Det er latterlige småting at forholde sig til i forhold til det, alle taler om, klima, natur, diversitet.
Der er møbler og bygninger nok i vor del af verden, og vi kan klare os fint med det, der er i mange årtier. Det forbandede forbrug af stål, beton, glas, m.m. som de åh.. så økonomistimulerende politikere og investore skaber efterspørgsel på, skal stoppes nu og for en rum tid. Der er ingen grund til at fælde skovene med det argument, at så sparer vi lidt stål og lidt beton til deres latterlige projekter.
Det handler om nogle helt andre perspektiver, end dem en lidt for engageret repræsentant for produktionsskovene står for, i hvert fald hvis man tager det presserende i klima og diversitetskrisen alvorligt.
Tak til Steen Ole Rasmussen for et indlæg, jeg i store træk kan være enig i.
Hentydninger til mine personlige motiver skal derfor få lov at stå uimodsagt, dog vil jeg nævne at min tilknytning til træindustrien er mig helt ubekendt.
Når vi nu er enige om målene og stort set også midlerne, så er det lidt ærgerligt med det personlige fnidder – mig bekendt kender vi ikke hinanden.
Som dig mener jeg, at klimaproblematikken er her og nu. Derfor synes jeg, at det er en stor fejl helt at negligere klimaregningen, når vi skal udvikle vor natur – i mine øjne skal den naturligvis med i klimaregnskabet. Et bæredygtigt samfund kræver stabile økosystemer med rent grundvand, høj biodiversitet, naturoplevelser, herunder meget gerne også urørt skov. Kan vi sætte vort forbrug på stand-by, som du antyder, så fint for mig, men så længe vi forbruger 3-4 gange så meget træ i DK, som vore skove producerer – og vi globalt skal være meget forsigtige med at udnytte oprindelig natur, især i ustabile lande – så har vi altså et problem, når det netop er det mest naturligt bæredygtige, reproducerbare og multianvenlige råstof, altså træ, vi anbefaler helt at lade ligge urørt. Det er at rette pilen den forkerte vej.
Heldigvis peger du også selv pilen den rigtige vej, når du skriver: ‘Store dele af det øvrige landbrugs landområder kan passende overtages af forstvæsenet. Der kan etableres masser af produktionsskov’ og henviser endda til en af vore indførte træarter, douglasgran. Skovene kan og skal drives med stor variation, fra lysåbne græsningsskove til sluttet kronetag af forskellige træarter, fra varigt dækkede, fleretagerede, selvforyngende bevoksninger til ensaldrende produktionsarealer med renafdrift. Det gøres ikke ved urørt skov udlagt i store flader (som ofte vil udvikle sig ensartet), men ved hugst, der sigter på alt fra dødt ved – stående og i skovbunden – til moderat hugst med sigte på biodiversitet, grundvand, udsigt, publikum og til optimal træproduktion. Det sidste er – måske desværre – det der vil gavne klimaet mest. Særligt hvis vi så bruger træet i varige konstruktioner og anvendelser, der erstatter de klimabelastende byggematerialer mv, som du også nævnte, og venter med at brænde det af, til det efter mange års brug måtte vise sig ikke længere at være anvendeligt.
Skovene er den mest naturlige, bæredygtige evighedsmaskine uden brug af tilsætningsstoffer på landjorden. At efterlade skoven mere urørt end nødvendig på en overbefolket klode, efterlader et kæmpe stort ubesvaret spørgsmål.
Det er ikke ment som fnidder, når jeg ser engagement og selektivitet i det skrevne. Ingen kan skrive eller sige noget som helst uden at afsløre sig selv. Derfor henviser jeg også eksplicit til mit eget perspektiv, egen tidsregning, for at understrege, at det ikke er en fejl at vise sig.
Argumenterne mod at frede statsskovene møder man over alt, hvor den danske strategi for såkaldt bæredygtig energiproduktion fremføres sammen med forsvaret for opretholdelsen af leverancer herfra til bygge og møbelindustri.
Jeg synes personligt, at det er uartigt at registrere afbrændingen af alverdens skove i de danske kraftvarmeværker for klimaneutralt, også selv om det iflg. FNs regler er muligt at bogføre det som sådan.
De 16 % af den bogførte “grønne” energi består af biobrændsel, og mere end halvdelen af det ved, der brændes af i DK, er importeret. Det er uartigt, og indførelsen af bæredygtighedskriterier for det importerede brændsel kan slet ikke kompensere for det, at man ikke her har med bæredygtig eller grøn energi at gøre.
Når de danske statsskove fredes en tid, så er det entydigt godt for klimaet, bedre end at fælde dem for at bruge materialet i møbelindustri og energiproduktionen.
Vi skal selvfølgelig ikke bruge tre til fire gange mere træ end vi selv producere, vi skal i det hele taget indrømme, at biobrændsel slet ikke er bæredygtigt i det tidsperspektiv, som er afgørende for at vende udviklingen.
Regeringen sigter til at øge forbruget af træ frem mod tyve tredive. Det er en simpel forbrydelse, at kalde det grøn omstilling.
Udfordringerne mht. klimaet er gigantiske. Det anfægter vor livsstil. Det handler om, at vi her i landet står for et ekstremt højt forbrug, og det skal ned. Jeg har oversat noget af det lækkede materiale fra IPCCs tredje delrapport, og lagt det ud på ing.dk:https://ing.dk/debat/ipcc-graenser-oekonomisk-vaekst-249081 Man skriver i materialet, at de storforbrugende skal sætte forbruget ned nu. Materialet er et videnskabeligt udkast, og grunden til at man lækker materialet, er at man frygter at det bliver udvandet. Hvis man læser artiklen, så vil man forstå.
Når man fælder skoven, brænder den og skærer den op, så frigives der CO2. Det er kun en ganske lille fraktion, der forbliver bundet i tømmer og møbler m.m. Resten frigives. Så selv om det er klimaneutralt at udnytte produktionsskove på sigt, så er det det ikke nu inden for den tidsramme som skal overholdes.
Der er grænser for, hvor meget vi kan tillade os at bruge i det hele taget, pengeøkonomisk/realøkonomisk, og vi skal her i DK sætte forbruget ned, for det er urimeligt stort set i forhold til resten af verdens befolkninger. Den økonomiske vækst er uforenelig med det nødvendige hensyn til klimaudfordringen, især hos os, der er nogle af de største svin på jorden.
Det er det pengeøkonomiske menneske, der taler, når argumenterne for at fælde statsskovene kommer frem. Men der er ikke plads til den vækst, som dette menneske står for. Det må humme sig. Derfor er det fint at statsskovene er fredet nogle år fremefter.
Og lad os så etablere produktionsskove for fremtiden. Selv om de skal tyndes ud med tiden, så vil de kunne binde meget store mængder af CO2 inden for den periode, hvor menneskehedens skæbne afgøres.
NNP som foreslået er kultur ikke natur og de vil ødelægge de danske skove som vi kender dem i dag.
Natur National Parker i Maria Reumert Gjerding opfattelse……
Det er overordentlig positivt, at Maria Reumert Gjerding (MRG), Præsidenten for Danmark Naturfredningsforening nu melder sig på banen med sit syn på Natur National Parker (NNP) i en udmærket skrevet kronik. Disse parker sælges som et nybrud i naturforvaltningen, der er ingen problemer mht. dyrevelfærd, at der ikke vil være begrænsning mht. adgang og at alle indre hegn vil forsvinde. Skoven, som vi i dag kender i NNP, vil forsvinde. Dette sidste har MRG ikke skrevet, men det er en konsekvens af, at de indre hegn forsvinder.
I den skovdrift, som vi kender i dag, beskyttes nyplantninger ved et vildthegn i måske op til 10-20 år. Uden disse hegn vil en stor tæthed hjorte over tid ned bide alle nyplantninger og skoven vil over tid ikke få nogen genvækst.
https://avisendanmark.dk/artikel/kronik-naturnationalparker-skal-v%C3%A6re-med-til-at-redde-naturen
https://www.skovdyrkerne.dk/dyrkningsinfo/skovdyrkning/skader/vildtskader
Det kan undre, at Marie Gjerding ikke går bredt ud i argumenter for NNP, men lægger sig op ad Rune Engelbreth Larsens synspunkter og polariseringer. Desuden taler hun ned til folket. Deres synspunkter omtales som myter… underforstået at hun hører til en oplyst elite. Mine indvendinger vil blive fejet af bordet som myter.
Det oprindelige udspil mht. NNP bestod af indhegning og udsættelse af græsædere uden nogen for regulering andet end sult og død. Senere i processen er der sket ændringer således, at man nu taler om en retroaktiv /en proaktiv regulering/Fodring selv om vanrøgt og dyremishandling ikke kan udelukket.
Så vidt jeg kan se, er der to kilder til informationer for Ministerens beslutningen om NNP.
Den ene kilde er det officielle ministerielle netværk bestående af Folketing, departementer, styrelser og råd.
Den anden kilde er det uofficielle netværk bestående af en række biologer, en idehistoriker og lobbyist. Det ser for mig ud til, at der næsten er tale om et broderskab med fastlåste og hadefulde meninger. Dette broderskab er knyttet sammen af en officiel hjemmeside styret af Molslaboratoriet. Det ser ud til at Ministeren er nært forbundet til dette broderskab.
Via en aktindsigt, er det mulig at få adgang til Ministerens kalender og undersøge omfanget af møder med det omtalte nedværk og undersøge omfanget af udbetalinger/vederlag til det omtalt netværk, men det er ikke en opgave jeg vil påtage mig.
Der foregår en kamp mellem disse systemer og det har efter min mening ført til uklare beslutninger og polariseringer i uhørt grad.
Problemet er så om man kan stole på Ministeren/Naturstyrelsen med hendes tætte kontakter til de fundamentalistiske biologer/idehistoriker/lobbyist. Det er som om de sidder med ved bordet sammen med Ministeren og bestemmer alt. Der er tilfælde, hvor Ministeren bliver inviteret til en besigtigelse af en eller flere fra den omtalt personkreds. Der er her, at man kan droppe bemærkninger om de lokalt ansatte til selveste Ministeren.
For personer, der arbejder i det ministerielle system, betyder det, at man aldrig ved om man vil blive stukket til evt. skade for den afdeling man selv sidder i eller én selv. Det uofficielle netværk holder øje med selv enkelte medarbejde og er i nær kontakt med Ministeren.
Det er derfor utrygt at arbejde i Naturstyrelsen og de nødvendige diskussioner forsvinder. Jeg har arbejdet i nogle store koncerner og er blevet kaldt til kammeratlige samtaler med direktøren flere gange for noget jeg har sagt eller ikke sagt f.eks. ved middagsbordet eller over et glas vin.
En indvending om det jeg skriver, kan være, at jeg ikke kender de rigtige argumenter for oprettelse af NNP. Dertil skal siges, at jeg kender dem til hudløshed og vil kunne argumentere bedre for NNP bedre end det omtalte broderskab.
Imidlertid er der en række aspekter, der bør inddrages i beslutning af oprettelse af naturnational Parkerne, som næsten ingen af fortaleren for NNP nævner og heller ikke Marie Gjerding og for den sags skylde også modstanderne af NNP.
Her er nogle af disse punkter/stikord i forbindelse med oprettelse af NNP, som skal/kan behandles før de etableres:
https://www.dropbox.com/s/ztb1mk9x1uid1xk/Kronik%20af%20Marie%20Gerding%202.docx?dl=0
Pingback: Manipulerede Rødlister skader naturen | Gylle.dk