På kalkrige overdrev rundt omkring i Danmark sender landmænd og kommuner dyr på græs, men nye tal fra Aarhus Universitet tyder på, at dyrene græsser for hårdt – og det går ud over biodiversiteten
Det skriver Jeppe Kyhne Knudsen, 23. november 2023, for Faculty of Technical Sciences ved Aarhus Universitet.
Før vi mennesker begyndte at dyrke jorden i Danmark, så landskabet markant anderledes ud. Landet var dækket af et varieret landskab af skov, eng, hede og sump – og store dyr som urokser, bisoner og kæmpehjorte trampede rundt.
De store dyr holdt det varierede landskab ved lige ved at spise skud til nye træer – og på den måde holde enge og sletter åbne.
Men da vores tidlige forfædre fældede skoven, drænede sumpene og anlagde marker til afgrøder og overdrev, hvor husdyr kunne gå og græsse, ændrede de landskabet. De store vilde dyr blev erstattet af husdyr, der gik på enge og overdrev – og på den måde blev økosystemerne en smule anderledes.
På overdrevene fik planter, der krævede meget lys mulighed for at brede sig. Især de overdrev, hvor jorden er fyldt med kalk, udviklede sig til vigtige oaser for biodiversiteten. Her trivedes et væld af sjældne planter, insekter og dyr.
Kalkrige overdrev, som de også kaldes, skal dog holdes ved lige. I dag hvor de fleste større husdyr står indenfor i stalde, vokser områderne til og forvandles med tiden til tæt skov. Altså hvis vi ikke gør noget.
En af måderne at pleje overdrev på er ved at lade dyr græsse på området. Dyrene spiser skud fra de unge træer og buske – og deres tramp skaber huller i vegetationen, som gør, at andre typer planter kan sprede frø og etablere sig.
Men nu tyder nye beregninger fra Aarhus Universitet på, at dyrene på de kalkrige overdrev spiser lidt for mange af de følsomme planter, så biodiversiteten lider under græsningen.
Det forklarer Christian Frølund Damgaard, der er professor på Institut for Ecoscience og står bag de nye resultater.
– De græssede områder har en lavere dækning af følsomme arter, end de områder, hvor der ikke bliver græsset. Noget tyder altså på, at vi bør græsse områderne på en anden og mindre intensiv vis. Eksempelvis sætte færre dyr ud per kvadratmeter eller lade dem gå der i kortere tid, siger han.
Bygger på de seneste 20 års data
Siden 2004 har Miljøstyrelsen i samarbejde med forskere fra DCE Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet overvåget tilstanden af de danske naturtyper. En gang om året udgiver de den såkaldte NOVANA-rapport med resultaterne af overvågningen.
I rapporten undersøger forskerne blandt andet, hvordan det står til med naturtyper, planter og dyr i Danmark. Det er data fra de rapporter, som Christian Frølund Damgaard har brugt og plottet ind i en statistisk model, som han selv har udviklet.
– I modellen bruger jeg en række forskellige forklarende variable såsom jordbund, kvælstofdeposition fra luften, mængden af nedbør, jordens pH-værdi og om området bliver græsset eller ej, siger han og fortsætter:
– De resultater, som min model har spyttet ud, viser, at der en statistisk sammenhæng mellem kvælstofdeposition og græsning i forhold til en reduceret dækning af følsomme plantearter på de kalkrige overdrev. Sagt lidt enklere så viser modellen, at græsning og kvælstof fører til færre følsomme planter på områderne.
– Mængden af regn har også betydning. Det kan især blive vigtigt i fremtiden, når klimaforandringerne fører til længere perioder med tørke og voldsommere skybrud, siger Damgaard.
Rammer danske orkideer
Lige syd for Aakirkeby på Bornholm ligger området Ugleenge. Foruden at være kendt som stedet, hvor en bornholmsk bondehær i 1535 blev nedslagtet af tyskerne, som på det tidspunkt havde fået Solskinsøen i pant, vokser her en sjælden dansk orkidé.
Området Ugleenge er i århundreder blevet brugt til græsning med dyr. På området findes rester af en gammel fægård, som man kaldte dyrefolde i gamle dage.
Området har været svært at opdyrke, fordi der ligger sandsten lige under jordoverfladen. Sandsten indeholder store mængder kalk. I dag græsses området stadig og buske, græsplanter og ikke mindst orkideen salepgøgeurt findes der. I 1997 blev området fredet.
Ugleenge er et at de kalkrige overdrev, som indgår i Christian Frølund Damgaards model. I området findes, som et af de eneste steder i Danmark, den meget sjældne orkidé salepgøgeurt.
Men måske gør måden dyrene i dag græsser på det svært for den lille plante at overleve. Det tyder Christian Frølund Damgaards model i hvert fald på.
– Mange af de danske orkideer vokser på de kalkrige overdrev. For intensiv græsning kan måske gå ud over en plante som salepgøgeurt, siger han.
De kalkrige overdrev er ikke bare levested for en mangfoldighed af orkideer og andre lyskrævende planter, de huser også masser af insekter og eksempelvis markfirben.
Ifølge Naturstyrelsen er “en betydelig del af Danmarks 18.000 insektarter mere eller mindre knyttet til overdrev”. For sommerfuglene er det halvdelen af alle danske arter, der er afhængige af planterne på overdrevene.
Derfor er det vigtigt, at vi ikke overgræsser dem, siger Christian Frølund Damgaard.
– Vurderingen af hvor højt græsningstrykket bør være på forskellige naturtyper bygger ofte på ekspertvurderinger. Det gør, at vi måske overser nogle sammenhænge og i nogle tilfælde græsser for meget eller for lidt.
Modeller kan hjælpe dansk natur
De mange forskere på verdensplan, der studerer klimaet, gør brug af store avancerede klimamodeller. Det er et af de vigtigste værktøjer til at forstå jordens klima og de menneskeskabte ændringer – og modellerne kan give indikationer på, hvor vi skal sætte ind først for at vende udviklingen.
Når det kommer til forvaltning af naturen i Danmark, spiller modeller derimod nærmest ingen rolle. Det på trods af, at modellerne kan give os mere præcise oplysninger om, hvordan vi bedst forvalter naturen for at bevare den naturtype, der er på stedet, forklarer Christian Frølund Damgaard.
– Min model kan sige noget om, hvordan naturen i et givent område vil udvikle sig om fem eller ti år. Jeg kan skrue på forskellige variable og se, hvordan naturen vil reagere på det. Eksempelvis hvordan et lavere græsningstryk eller mindre kvælstof påvirker plantesamfundet, siger han.
Ved at inddrage de indsamlede NOVANA-data samt faglige vurderinger fra lokale eksperter, tror han på, at vi kan gøre endnu mere for biodiversiteten i Danmark.
– Nogle af mine kolleger vil sige, at vi lægger for meget vægt på modeller. I stedet skal vi bruge vores økologiske forståelse. Men det er jo ikke enten-eller, siger han og fortsætter:
– For mig at se, er det et spørgsmål om at bruge data for et givent område, i stedet for at give et svar, der passer til alle lignende overdrev. Med modellerne kan vi give et differentieret svar på alt efter områdets jordbundstype, pH-værdi og nedbør eksempelvis.
Hvad bør naturpleje bygge på – begejstringsbrøl eller botanisk evidens?
Usikkerheder bør fylde mere i naturplejen
Når Christian Frølund Damgaard taster Ugleenge ind i sin model, spytter den et nedslående resultat ud.
I dag er 27 procent af området dækket af følsomme planter som eksempelvis salepgøgeurt. Men ifølge modellen er der stor sandsynlighed for, at kun 14 procent af området vil være bevokset med følsomme planter om fem år. Altså hvis den nuværende græsning fortsætter.
– Tallene i modellen viser, at området med stor sandsynlighed bliver græsset for hårdt – og netop det med at italesætte sandsynligheder eller usikkerheder, når vi tager beslutninger om naturforvaltning er vigtigt, siger han.
Ifølge Christian Frølund Damgaard kommer de usikkerheder ofte slet ikke med i overvejelserne, når han og kollegerne rådgiver myndighederne.
– Hvis vi udnytter vores data i højere grad, kan vi bedre udstille de usikkerheder, der er. Dermed vil jeg mene, at vores rådgivning bliver af en højere kvalitet, slutter han.
Læs den originale afhandling her.
NOVANA-rapporterne
NOVANA er en forkortelse for Det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen. Hvert år udgiver Miljøstyrelsen en NOVANA-rapport, som gør status over, hvordan naturen har det i Danmark.
Rapporten bygger på mere end 250.000 konkrete indsamlinger af data på mere end 35.000 stationer fordelt rundt omkring i landet. Nogle af stederne bliver der indsamlet prøver 24 gange om året, mens andre steder kun bliver besøgt én gang hvert femte år.
Rapporten bygger altså på en enorm mængde indsamlet data og udgør et vigtigt vidensgrundlag for de politiske beslutninger, der tages på området.
NOVANA-rapporten er blevet udgivet årligt siden 2004, og det er data for de kalkrige overdrev gennem alle årene, som Christian Frølund Damgaard har brugt i sin forskning.
Kilder: Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen
Underligt at Rune Engelbreth og Rasmus Ejrnæs ikke har været ude at affærdige det her som det rene ævl,sådan som de jo forsøgte at gøre med Bent Vad Odgaards konklusioner.
Det er under AL kritik at den her klan af rewilding biologer får SÅ meget taletid, og at andre som kan levere dokumentation for andre virkligheder, ja de ignoreres totalt.
Det er da på ingen måde rimeligt over for, hverken naturen eller alle danskere der bruger vores natur, at vi skal finde os i denne totalt ensidige og nærmest fundamentalt religiøse tilgang til den fremtidige forvaltning af vores ALLES natur.
Der skal altså forestille at være demokrati i det her land og alene af den gurnd kan vi da ikke overlade vores fremtidige naturforvaltning til SÅ få mennesker, som desværre er lykkes med at fordreje hovederne på de fleste dankse politikere, og samtidig være komplet ligeglade med hvad alle andre danskere i øvrigt mener om den her sag.
Det er direkte kvalmende det der foregår her…..
Mvh
John
Kære Kjeld (og John),
Hvis vi nu lægger alle de flammende følelser fra os, så er det nu ikke så svært at forstå at hverken Rasmus eller Rune har lyst til at udtale sig til denne blog. Blandt andet fordi de netop i mange år netop har argumenteret for at komme videre fra den slags intensiv sommergræsning/landbrug som naturpleje, som Christian Frølund Damgaard artikels resultater baserer sig på.
Nu har du (Kjeld) været så flink at linke til forskningsartiklen, så lad mig citere omkring hvorfra data stammer:
“The grazing variable does not include information on which animals were used for grazing, stocking densities or grazing duration, and is therefore a quite imprecise variable that has to be interpreted together with general knowledge on the typically used grazing regime in Danish calcareous grassland (Danish Nature Agency, 2014).”
Og om de to data-serier der er anvendt:
“Hierarchical time series data from 100 calcareous grassland sites (Fig. 1) that had been monitored at least three times in the period from 2007 to 2014 were used in the spatio-temporal modeling.
Complementary analyses of species richness and single species cover composition and trends at Danish calcareous grasslands were made on all sampled calcareous grassland plots from the beginning of the monitoring program in 2004 to 2016.”
Data om den skadelige græsning stammer altså fra undersøgelser af naturplejeprojekter før ekstensiv helårsgræsning (med langt færre dyr per kvadratmeter end i det typiske dansk naturplejeregime, som Christian Frølund Damgaard jo netop anbefaler) overhovedet var en ting man talte om i dansk naturforvaltning (bortset fra et enkelt par steder, se oversigt her: https://www.naturzonen.dk/oversigt-rewilding-i-danmark).
Molslab indførte fx. først i 2016 helårsgræsning – og resultaterne af en artikel der har undersøgt effekterne med en metode, parrallel med Christian Frølund Damgaards studie kan ses her (https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/avsc.12718). De sammenligner i øvrigt i studiet med andre naturplejemetoder, så altså aldeles eksemplarisk forskning i forhold til Christian Frølund Damgaards ønske om at forholde sig mere datadrevet og udstille usikkerheder.
Hvis man ønsker mere taletid til rewilding-kritik, så er det altså, helt og aldeles nøgternt konstateret, at gøre sig selv en bjørnetjeneste, så åbenlyst at misrepræsentere studiets konklusioner.
En mere lødig udlægning af de præcist samme indsigter, som Christian Frølund Damgaard studie præsenterer os for, end vi møder i ovenstående blogindlæg, kan læses her: https://dm.dk/bio/artikler/alle-artikler/biodiversitet/utidssvarende-naturpleje-goer-ofte-mere-skade-end-gavn-for-biodiversiteten/
God bagjul!
Det lysåbne danske landskab er i stor udstrækning skabt og vedligeholdt af fortidens bønder.
Til dette kulturskabte landskab er i tidernes morgen indvandret en lang række nøjsomme urter og deres insektliv. Arter der evolutionært er udviklet i lysåbne økosystemer udenfor Danmark.
Denne flora og fauna er idag grundet intensiveringen af landbruget sjælden og truet , og hvis den skal bevares skal levestederne plejes og holdes åbne ved afgræsning eller høslet.
Den “danske rewildingmodel” således som den er formuleret af nogle aarhusbiologer , DD Hansen og Ejrnæs mfl., egner sig IKKE til beskyttelse af disse planter, da modellen IKKE er målrettet en beskyttelse af given lokalitets truede arter, hverken planter eller dyr.
Derimod vil en model , der har de konkret truede arter i sin algoritme, være mest relevant, når græsningstrykket skal fastlægges.
I bund og grund handler det om – med husdyr og høslet – at pleje de truede habitater ( overdrev, enge, græsningsskov og heder ) på samme måde som fortidsbønderne udnyttede landskabet.