Godset har gentagne gange slået en beskyttet og dyrkningsfri bræmme for tidligt.

Den 31. maj i år opdagede en ansat ved Odder Kommune, at der allerede var foretaget høslet på en beskyttet og dyrkningsfri bræmme, der tilhører Aakær Gods. Af hensyn til flora og fauna må området tidligst slås 15. juli, så godset var mindst halvanden måned for tidligt ude.

Det omdiskuterede græsareal ud til landevejen.

Politianmeldelsen blev indgivet mandag 25. juni.

Allerede i 2015 opdagede kommunen, at der var noget galt. Et tilsyn afslørede, at den beskyttede bræmme bestod af en “velplejet græsplæne som var slået regelmæssigt”, som der står i rapporten om tilsynet.

Både i 2016 og 2017 blev bræmmen slået for tidligt, og det førte i januar 2016 til et påbud fra Odder Kommune: Hvis godset ikke overholdt de vilkår, det selv havde skrevet under på, ville kommunen “uden yderligere varsel overgive sagen til politiet”, fordi der er tale om en overtrædelse af naturbeskyttelsesloven.

Sagen drejer sig om et knap fire hektar stort område, der er udlagt med vedvarende græs. Det nyder samme beskyttelse som fx moser og overdrev, fremgår det af den Helhedsaftale som Aakær Gods i 1994 indgik med det daværende Århus Amt.

Godsejer Johan Koed Jørgensen havde året forinden købt Aakær Gods, der er et af Jyllands største, og efter lange forhandlinger med amtet fik han bl.a. tilladelse til at sløjfe beskyttede vandhuller og opdyrke arealer, der ellers var beskyttede. Til gengæld måtte godsejeren acceptere en række vilkår, herunder, at en mark blev udlagt med vedvarende græs, fordi den skulle tjene som en grøn korridor mellem en skov og et stort engområde. Da amterne blev nedlagt, overgik tilsynet med naturen på Aakær Gods til Odder Kommune.

Aakær Gods er voldsomt utilfreds med politianmeldelsen.

Advokat Vibeke Westergaard.

Godsets nu forhenværende advokat Hans Sønderby Christensen kalder anmeldelsen en “retlig vildfarelse” og forstår ikke, hvordan kommunen har opdaget slåningen. Det var nu nemt nok, svarer kommunens advokat, Vibeke Westergaard: “Kommunen har ikke – fra offentlig vej – kunnet undgå at bemærke, at der var foretaget høslet i strid med vilkårene”, skriver advokaten. Marken ligger lige ud til den stærkt befærdede landevej mellem Horsens og Odder og slåningen blev opdaget ved en “tilfældig forbikørsel”, som kommunens advokat bemærker.

 

Aakær Gods har stævnet Odder Kommune – igen

Først forlangte godset 39 mio. kr. i erstatning af kommunen – så forsøgte det at stoppe kommunens naturtilsyn med en ny stævning

Godsejer Johan Koed-Jørgensen.

Der er iskold luft mellem Aakær Gods og Odder Kommune. Tidligere på året stævnede godset kommunen med et krav om en erstatning på 39 mio. kr. for mangelfuld vedligeholdelse af Åkjær Å. Nu har godset igen stævnet kommunen, denne gang for at hindre kommunen i at gennemføre et tilsyn af den beskyttede natur på godsets jorder.

Odder Kommune gennemgår rutinemæssigt alle beskyttede naturområder i kommunen, og det betyder, at en lodsejer cirka hver femte år får besøg af en medarbejder fra miljøforvaltningen. Besøgene varsles bl.a. i den lokale ugeavis, og kort før besøget får lodsejeren besked om, hvornår tilsynet finder sted.

Fredag den 22. juni fik Aakær Gods besked om, at der ville blive foretaget tilsyn over to dage, nemlig 4. og 5. juli – godset er et af de største i Jylland, og den største jordbesidder i Odder Kommune. Så brød helvede løs.

Advokat Hans Sønderby Christensen.

Godsets nu forhenværende advokat Hans Sønderby Christensen forlangte først tilsynet stoppet ved at kalde det uberettiget, siden faldt han lidt ned og forlangte det udskudt til august blandt andet med det argument, at godset ikke var blevet varslet om tilsynet – “godset får ikke leveret den lokale ugeavis”, skriver advokaten blandt andet i den stævning han endte ned at indgive til Retten i Aarhus.

I stævningen beder han Retten hastebehandle sagen – det skete ikke, og Odder Kommune valgte at gennemføre tilsynene, der ifølge kommunens svarskrift ikke kunne udskydes til august, fordi sommeren var både tør og varm og dermed hård ved naturen.

Ifølge kommunens advokat, Vibeke Westergaard, er der ikke tale om nogen kontrol af, om naturbeskyttelsens regler er overholdt, kun en vedligeholdende registrering, hvor arealernes naturtilstand og naturindhold kortlægges. “Adgangen er lovbestemt, og ikke til diskussion”, skriver hun i sit 14 sider lange svarskrift.

Aakær Gods har siden skiftet advokat, så det nu er Anker Laden-Andersen, der repræsenterer godset. Den nye stævning er ikke trukket tilbage, selv om tilsynet nu er gennemført, oplyser kommunen.

Læs om den oprindelige sag.

Visited 164 times, 41 visit(s) today

Comments are closed.