Det er denne mand, der kræver 39 mio. kr. af skatteyderne i Odder Kommune. Han hedder Johan Koed-Jørgensen, er landmand og 76 år gammel. Privatfoto.

Den kontroversielle godsejer Johan Koed-Jørgensen har i april 2018 sendt en stævning til Odder Kommune, som han kræver dømt til at anerkende, at en aftaleplan fra 1994 med det daværende Århus Amt fritager godsejeren for at rette sig efter al nyere lovgivning.

Desuden kræver han 39 mio. kr. i erstatning for påstået indtægtstab på grund af kommunens påstået manglende vedligeholdelse af nogle vandhuller og vandløb på godsejerens ejendom.

Forhistorien

I 1993 købte Johan Koed-Jørgensen Aakær Gods syd for Odder i Østjylland. For et sikre en profitabel landbrugsdrift gik godsejeren i gang med at ”genoprette” de mange naturområder på ejendommen, hvilket udløste en stribe konfrontationer med miljømyndighederne i det daværende Århus Amt.

Godsejer og Århus Amt gik i forhandlinger om en helhedsplan for driften af godset, hvis formål var at tilgodese såvel godsejerens indtjening som naturbeskyttelseslovens hensyn.

Helhedsplanen blev godkendt på amtsrådets møde den 14. juli 1994, og et flertal besluttede, at der kunne meddeles de nødvendige dispensationer efter naturbeskyttelsesloven og vandløbsloven, herunder at der blev meddelt dispensationer til fjernelse af vandhuller og diger, opdyrkning af arealer, etablering af dobbeltprofil, oprensning af vandløb samt spuling og retablering af dræn m.fl.

Sagfører Christensens synspunkt

Godsejerens sagfører, Hans Sønderby Christensen, gør gældende i stævningen, at ”Helhedsplanen” kan karakteriseres dels som en forvaltningsakt, idet planen indeholder en række af afgørelser, dels som en aftale, hvor Århus Amt og Aakær Gods er pålagt gensidige forpligtigelser som følge af de dispensationer og vilkår, der er meddelt i forbindelse med aftalen.

Aakjær Gods syd for Odder. Foto: Nico-dk – Eget arbejde, CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org.

Sagfører Christensen benævner Helhedsplanen som ”endelig”, dvs. enhver efterfølgende afgørelse må ikke modstride de i Helhedsplanen meddelte dispensationer og tilladelser. Eller sagt mere direkte – enhver senere lovgivning, mv., kan aldrig gøres gældende overfor godsejeren, hvis den strider mod hans interesser som fastlagt i planen.

Ifølge stævningen vedrører sagen følgende problemstillinger:

1. Kan Odder Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen tilsidesætte Århus Amts afgørelse fra 19934 om ”Godkendelse af helhedsplan for Aakær Gods” og ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” ved at udstede og varsle nye og mere byrdefulde forvaltningsakter over for Aakær Gods? (Påstand 1)

2. Kan Slots- og Kulturstyrelsen med bindende virkning for sagsøger udstede et påbud om at retablering af et dige og fravige ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods”? (Påstand 2)

3. Kan Slots- og Kulturstyrelsen med bindende virkning for sagsøger betragte en som beskyttet efter museumsloven, selvom pågældende vejkiste ikke er omtalt som beskyttet i ” Aftale om helhedsplan for Aakær Gods”? (Påstand 3)

4. Kunne Århus Amt i januar 2001 med bindende virkning for sagsøger udstede et regulativ indeholdende nye skærpede krav for Aakjær Å, som skulle erstatte et regulativ fra august 1990, som Århus ved ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” havde forpligtet sig til at finde anvendelse for Aakær Gods og Aakær Å? (Påstand 4)

5. Kan Odder Kommune forvaltningsretligt gyldigt stille vilkår for udformningen af stensætningen langs Åkær Å, som er i modstrid med ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” og efterfølgende meddelt dispensation af 26. november 2010 for retablering af stensætningen? (Påstand 5)

6. Har Odder Kommune overholdt sine forpligtelser til at vedligeholde Åkjær Å og fritlægge dræn jf. ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods”? (Påstand 6)

7. Kunne Odder Kommune retmæssigt tilbagekalde tilladelse fra år 2009 til Aakær Gods til at genopdyrke et bestemt areal og dermed fravige ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods”? (Påstand 7)

Hans Sønderby Christensen har kørt en række retssager for protestlandmænd. Hør ham forklare en af de kontroversielle sager her.

8. Er Odder Kommune erstatningsansvarlig for manglende overholdelse af sine forpligtelser til at vedligeholde Åkær Å og fritlægning af dræn jfr. ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” og uretmæssig tilbagekaldelse af ret til genopdyrkning, som var aftalt, jf. ”Aftale om helhedsplan for Aakær Gods” (Påstand 8).

Dummebøde på 39 mio. kr.

For alle disse benspænd gennem de seneste 24 år kræver godsejer Johan Koed-Jørgensen erstatning. Han vil finde det rimeligt med 39 mio. kr., jf. stævningens påstand:

”Odder Kommune tilpligtes at betale kr. 39.140.000 med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg til betaling finder sted, subsidiært at betale et at retten mindre beløb fastsat i forhold til det mindre dokumenterede værdi- og indtægtstab som følger af, at retten måtte give sagsøger helt eller delvis medhold i påstandene.”

DN-formand Ib Salomon, Odder, vandt over godsejeren i en injuriesag.

Tabte injuriesag mod DN-formand

Godsejer Johan Koed-Jørgensen har tidligere været ude med en retssag omkring naturforholdene på godset, men den tabte han med et brag. Der var tale om en injuriesag mod formanden i Danmarks Naturfredningsforening i Odder, der havde anvendt ordet »uldent« i en omtale af et sagsforløb mellem godset og kommunen. Det var injurierende, mente Johan Koed Jørgensen.

Hertil kommer, at DN-formanden havde skrevet et læserbrev om vandkvaliteten i en sø på godset, hvor det vrimlede med ænder. Også dette læserbrev var en overtrædelse af injurielovgivningen, mente godsejeren.

Der blev fældet dom den 21. juni 2017 ved retten i Horsen, og DN-formanden blev pure frifundet, mens godsejeren blev pålagt at betale 37.500,- kr. i sagsomkostninger.

Læs hele stævningen her.

Visited 757 times, 203 visit(s) today