Vinderchecken på 30.000 kroner blev overrakt – virtuelt – af Anne Lawaetz Arhnung (tv.), adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, mens madanmelder og influencer Helle Brønnum Carlsen ser til (th.). Pressefoto

Der var hård kamp mellem nogle af landets bedste restauranter i kampen om at vinde prisen ’Årets Ret med Gris 2020’. Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse den 30. november 2020. Konkurrencen blev afholdt for ottende gang af Landbrug & Fødevarer, der arbejder intenst på at bremse det faldende kødforbrug hos danske forbrugere, og ’Årets Ret med Gris 2020’ skal ses som et slet skjult forsøg på at markedsføre mere svinekød gennem nye smagskombinationer og nye udskæringer

Årets vinder af Landbrug & Fødevarers pris blev restaurant Lyst fra Vejle med køkkenchef Daniel McBurnie i spidsen. Til virtuelle klapsalver og omringet af sine kolleger i Vejle modtog en stolt Daniel McBurnie prisen ’Årets Ret med Gris 2020’ og vinderchecken på 30.000 kroner, som blev overrakt – virtuelt – af Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer.

Konkurrencen om ’Årets Ret med Gris’ er den første konkurrence, Daniel McBurnie har deltaget i, og derfor havde han heller ikke forventet at vinde:

Årets grisekok blev Daniel McBurnie, køkkenchef hos restaurant Lyst (billedet). Han er tilsyneladende en genert herre, der ikke er meget for at blive fotograferet. Pressefoto

”Jeg er enormt stolt af at have vundet den her pris – på egne vegne og på vegne af mine dygtige kolleger hos Lyst. Det har været et virkelig stærkt felt i år med meget dygtige kokke og restauranter, så jeg havde slet ikke turde håbe på, at vi kunne vinde. Så vi er meget beærede og taknemmelige hele holdet. Det har været en holdindsats hele vejen igennem, lige fra vores leverandør, Ladegaard Duroc, som har leveret en helt fantastisk gris, til hele mit hold her på Lyst, som virkelig har knoklet på det seneste år. Det viser, hvor meget vi kan, hvis bare vi samarbejder,” siger en stolt Daniel McBurnie, køkkenchef hos restaurant Lyst, ifølge pressemeddelelsen.

Så beskeden tog den sig ud, griseretten der vandt. Pressefoto

En stor smagsoplevelse

Videre hedder det i pressemeddelelsen, at selvom feltet i år har været utrolig stærkt, gjorde Daniel McBurnies vinderret sig alligevel særligt bemærket af den imponerede jury. De beskriver retten, som er sat sammen af krogmodnet filet skåret til store, tykke koteletter samt to sideserveringer, som ’en stor smagsoplevelse’.

Derfor var Helle Brønnum Carlsen, repræsentant fra juryen, heller ikke i tvivl om, at Lyst er den helt rette vinder af prisen ’Årets Ret med Gris 2020’.

”Prisen går til Restaurant Lyst, fordi denne ret kombinerer grisens bedste sider på en særligt velsmagende måde med sprødt og umami i det lille kulgrillede stykke bryst og den mest velstegte skive af en kotelet, der viser hvor saftig – næsten friskt – og velsmagende gris kan smage, når den håndteres knivskarpt. Kompositionen sætter grisen i dens rette element med majs og trompetsvampe, så man næsten kan følge den med trynen i jorden – det hele super velafbalanceret og med “brug det hele” tanken i den lille briochebolle, hvor grisefedtet er brugt i stedet for smør. Tre små tilberedninger, der matcher hinanden til én ret, der står frem i ét hele som en stor smagsoplevelse,” siger Helle Brønnum Carlsen, jurymedlem og White Guide-anmelder.

Landbrug & Fødevarer markedsfører også mere svinekød til børn og unge:

EU-tilskud skal lokke mere Tulip bacon i børn og de unge

Nytænkning af konkurrenceformat

’Årets Ret med Gris’ afholdes for ottende gang af Landbrug & Fødevarer, og konkurrencen betales af Norma og Frode S. Jacobsens Fond. Fonden blev stiftet i 1978 af Frode S. Jacobsen og dennes hustru, Norma Jacobsen og kan yde støtte til projekter, der angår forskning i svinekødssektoren, herunder primærproduktion, slagtning, kødforarbejdning, markedsføring og distribution, samt til projekter, der har til formål at forbedre sektorens økonomi og styrke dens placering på eksportmarkederne.

I år blev afviklingen af konkurrencen dog noget anderledes på grund af corona. I stedet for at afholde konkurrencen på en given lokalitet over én dag, har juryen i år rejst rundt og smagt på de fem nomineredes retter med gris i deres egne køkkener, efterfølgende har juryen voteret og her til aften blev den endelige vinder udråbt via en digital livestreaming fra Axelborg i København.

’Årets Ret med Gris’ er dog ikke den eneste pris, som er blevet uddelt her til aften. Landbrug og Fødevarer er nemlig gået sammen med spiseguiden White Guide, der til aftenens prisuddeling lancerede deres 2021-udgave af spiseguiden. Sammen uddelte White Guide og Landbrug & Fødevarer også prisen ’Årets Smag for Skillingen’ til en restaurant, der præsterer på højeste niveau med priser, hvor alle kan være med. Her blev det Restaurant Tolv fra København, der løb af med prisen.

FAKTA

Om ’Årets Ret med Gris 2020’:

Prisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer. Vinderen, som blev annonceret mandag d. 30. november, er fundet ved juryvotering – efter at juryen har besøgt de fem nominerede restauranter og kokke og smagt deres konkurrenceret med gris.

De fem nominerede restauranter og kokke:

  • Brian Mark Hansen, Søllerød Kro
  • Alan Bates, Studio
  • Jesper Koch, Syttende
  • Daniel McBurnie, Lyst
  • Kasper Hasse, Falsled Kro

De fem jury-medlemmer:

  • Francis Cardenau (Kok)
  • Svend Rasmussen (TV-vært, kok og madanmelder TV2)
  • Helle Brønnum Carlsen (forfatter, madanmelder Whiteguide)
  • Mikkel Maarbjerg (forfatter, kok og direktør i Maarbjerg & Kirk)
  • Anders Nicolajsen (L&Fs Markedskonsulent for Gastronomi & Foodservice)

Om White Guide og deres uddelinger

Til eventet den 30. november uddeles også White Guide 2021, som er en spiseguide der udkommer én gang om året i Danmark med 300+ nye anmeldelser af de bedste restauranter i hele landet. Desuden uddeles også prisen ’Årets smag for skillingen’ til en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø på højeste niveau til en pris, hvor alle kan være med.

Hvem var Frode S. Jacobsen?

Frode S. Jacobsen grundlagde efter 2. verdenskrig firmaet Normeat og udviklede produktet Pork Luncheon Meat, der fra en beskeden begyndelse efterhånden blev en betydelig eksportvare. Pork Luncheon Meat er den danske udgave af det amerikanske SPAM-produkt – kød på dåse – som har eksisteret siden 1940’erne.

I 1957 erhvervede Frode S. Jacobsen det privatejede svineslagteri Royal Dane i Holstebro, som var grundlagt i 1868. Slagteriet markerede sig tidligt på avlsområdet, idet det indførte avlsdyr fra England og dermed bidrog til at skabe grundlaget for den store danske eksport af bacon til England.

Med Frode S. Jacobsen i spidsen tog virksomheden nye initiativer, og snart derefter tegnede Royal Dane sig for en tredjedel af Danmarks eksport af Luncheon Meat. I England opnåede produktet en markedsandel på omkring 50 pct. Virksomheden modtog adskillige hædersbevisninger for sine produkter og sit eksportarbejde. Frode S. Jacobsen havde mange tillidsposter i branchen og sad i en række bestyrelser og udvalg. Han modtog i 1969 Dansk Arbejdes initiativ-diplom og i 1975 Kong Frederik den 9.s hæderspris. Han døde i 1978, 69 år gammel.

I 1985 fusionerede Royal Dane med det engelskejede slagteriselskab Quality under navnet Royal Dane – Quality, hvoraf Fonden kom til at eje 55 % og senere en større del. I 1988 afhændede Fonden sin aktiemajoritet i Royal Dane – Quality.

Visited 4 times, 1 visit(s) today

Skriv en kommentar