Rettidig omhu, i bagklogskabens ulideligt klare lys!

Cand. phil. Steen Ole Rasmussen, Odense, skriver om den aktuelle situation:

Lige nu udspiller der sig et gigantisk slag indenfor og imellem det globale samfunds mangfoldighed af politiske systemer. Politikerne prøver på at fremstå som ansvarlige rationelle agenter i relation til pandemien, corona-virusset.

Der anvendes vidt forskellige strategier. Spørgsmålet er, hvad resultatet bliver af de forskellige tiltag, der vælges rundt om i det globaliserede verdenssamfund.

Yderpolerne inden for det globale politiske system kan karikeres med modsætningsforholdet mellem den kinesiske ledelse og det hvide hus i Washington.

Udfordringens korte historie

Den udfordring, som alverdens ledere står over for, tog form allerede i begyndelsen af december 2019, hvor de første sundhedsmedarbejdere i Wuhan i Kina opdagede det, som de kaldte et nyt Sars-virus.

De kinesiske myndigheder gik først efter budbringeren, fordi man skønnede at den panik, som truslen om en ny epidemi kunne afstedkomme, var større end sygdommen. Det forklarer, at sygdommen ikke blev taget i opløbet. Sygdommen kunne let være overvundet med de metoder, som den kinesiske ledelse tog i anvendelse i anden omgang over for sygdommen, som nu er foreløbigt under kontrol i Kina.

Den frie verden så til, hvad der skete i Kina i januar og begyndelsen af februar 2020, som om der var tale om en national kinesisk krise, og som om truslen ikke kunne sprede sig til fx de velfungerende europæiske lande. Kritikken fra den frie verdens medier gik på, at den kinesiske ledelse agerede udemokratisk og diktatorisk i forhold til befolkningerne i de dele af Kina, der blev lukket ned.

Helt frem til den 24. februar 2020 frarådede den europæiske unions ledere, at man tog de forholdsregler, som var truffet i Kina. Da situationen udviklede sig drastisk i Italien, valgte den italienske regering trods unionens foreløbige anbefalinger at lukke det nordlige Italien ned, derefter hele Italien. Antallet af smittede var ude af kontrol og dødeligheden er meget høj i Italien, hvor sundhedsvæsenet er ude af stand til at tage sig af alle de alvorlige tilfælde af infektion med virusset.

Situationen den 14/3 2020

Smitten er ude af kontrol i store dele af verden nu, især inden for EU og i USA. Ingen har grund til at tro på, at sygdommen kan stoppes, sådan som det er sket i både Kina og Sydkorea.

De meget voldsomme tiltag, som EU-ledelsen først frarådede, er nu sat i værk men kan nu kun gøre, at sygdommen trækkes i langdrag, så sundhedsvæsenet ikke bliver løbet fuldstændigt over ende af antallet af patienter med behov for intensiv behandling.

Det står således klart, at sygdommen kunne have været holdt nede i den frie verden, hvis man kunne have implementeret de tiltag, som man så i Kina i anden omgang. Det står klart i bagklogskabens lys.

Det står derimod ikke klart, om sygdommen kunne være holdt udenfor EU eller USA på sigt.

Det står heller ikke klart, om det kan lade sig gøre at holde sygdommen ude af det kinesiske samfund på sigt, nu hvor pandemien er en realitet.

”Hvad nu, Mette Frederiksen, hvis covid-19 kan smitte svin?”

I UK har den konservative regering valgt at køre en noget mindre restriktiv linje i forhold til udbruddet. Det er muligt, at vi vil se en voldsom opblomstring af sygdomstilfælde og dødsfald i det britiske samfund inden for de nærmeste måneder, og at det vil fjerne opbakningen bag den britiske regering fuldstændigt.

I Danmark kører den socialdemokratiske regering sig frem med tiltag, der virker meget drastiske. Sagen er dog, at de i den nuværende situation ikke kan stoppe udbredelsen af sygdommen, kun trække det hele i langdrag.

Muligheden for at stoppe sygdommen blev forpasset her i Danmark, fordi man på det tidspunkt, hvor den var der, valgte at følge EU-ledelsens anbefalinger, de i bagklogskabens lys alt for kortsigtede økonomiske hensyn.

Som landet ligger nu, kan hele verden se frem til økonomisk recession på størrelse med finanskrisen 2008 eller værre. Der vil komme millioner af døde på globalt plan, fordelt på den frie verden og resten af verden.

Det er ikke sikkert, at Kina og Sydkorea i sidste ende vil have nogen stor fordel af at have fået kontrol med sygdommen i anden omgang. Der kan komme en tredje, en fjerde eller flere omgange.

Angela Merkel har muligvis ret i, at sygdommen ikke vil komme under kontrol hverken nationalt eller internationalt, før ca. 60 til 70 % af befolkningerne har haft den og er blevet immun over for den.

Det kan også være, at hun tager fejl, og at den vil mutere fremadrettet og forblive en tilbagevendende begivenhed med større eller mindre dødelighed og kaos til følge.

I bagklogskabens lys

Den rettidige omhu manglede i flere omgange. Det står klart i bagklogskabens ulideligt klare lys. Det er dog ikke bagklogskabens lys, der er ulideligt, men det, som det afslører.

Den overordnede rationalitet er ikke til stede i verdenssamfundet, selv om det fremstilles, som om globaliseringen er udtryk for den ultimativt overordnede rationalitet.

Det, der derimod afslører sig, er de ledende kredses vilje til at spænde staten for i forsøget på at redde markedet. Man bruger historiske mængder af statsmidler og centralbankmidler på at holde de kapitalværdier oppe, som er skabt siden kapitalmarkedet kollapsede i oktober 1929. Fortællingen, om hvordan disse kapitalværdier skabes med markedsendogene penge, er økonomernes store tabu. Det kan blive brudt nu.

Troens genstand, markedet!

Den handlekraft, som hele verdens politiske elite bruger på at redde markedet, afslører, at man ikke har nogen intellektuel integritet. For det handler om, at samfundet og naturen ofres for at redde et økonomisk system, der er sin egen største trussel, at økonomien og samfundet går ned sammen med de livsbetingelser, som går til i forsøget på at redde økonomien.

Det politiske system har intet sted været i stand til at agere passende i forhold det problem, at man smadrer livets betingelser med den menneskeskabte globale opvarmning.

Den eneste grund, der er til, at man ofrer alt, hvad der stå i det politiske systems magt for at redde økonomien her, er at corona-pandemien underminerer økonomien øjeblikkeligt, hvor den globale opvarmning er mindre synlig økonomisk nu og her.

Resultatet af det hele kan blive, at både økonomien, folkesundheden og hele det politiske system bliver undergravet af den udvikling, som det politiske system speeder op i disse timer dage.

Lidt omvendt

Det er muligvis ikke noget dårligt resultat i sidste ende, da systemet tilsyneladende ikke er i stand til at tage bevaringen af livets betingelser alvorligt.

Det nuværende system smadrer sig selv i et patetisk forsøg på at overleve. Det kan lidt omvendt vise sig at være heldigt nok for menneskeheden, uanset hvor grimt det er.

Det lys, som alt sættes i via de kommercielle medier, erhvervslivet og et politisk system, som samlet set er sit eget største problem, skal ses, som det er, dvs. mental forurening.

Den sociale selvbeskrivelse, ledernes patetiske forsøg på at fremstå som ansvarlige og myndige, er mental forurening, den egentlige sociale kognitive udfordring.

For at se det, må man være fremmed, orientere sig ude fra i forhold til det, der er problemet.

Der er brug for en ny stor fortælling, en ny ramme for social og individuel selvforståelse.

Individuel lykke og funktionalitet har altid være betinget af muligheden for at se sig selv i et sammenhængende og overbevisende narrativ af kollektiv karakter og udforme sin individuelle fortælling indenfor denne ramme, bygget op om hensynet til en rig og god fremtid for sig og andre. En krise kan fremkalde en slags intens bevidsthed omkring selve livets projekt. Og det ser ud til, at menneskeheden står over for sådan en krise.

Det kan være svært at se sig selv i bagklogskabens lys. Det har det med at afsløre manglen på rettidig omhu. Det er ikke sikkert, at fremtiden vil se på samtiden i samme lys, som det vi ser den i.