Sådan ser heden ikke længere ud

Nyt bogværk om den danske hedenatur retter sønderlemmende kritik mod navngivne AU-forskere for stærkt misvisende kortlægning, der forskønner naturens tilstand

ANMELDELSE – ”Vi har her i Danmark to forskellige systemer til beregning af naturens tilstand. Det første baseres på data fra kortlægningen i EU-habitatområderne. Det giver indtryk af, at de tørre heder har det rimeligt godt: 66 % angives som havende en gunstig bevaringsstatus. Det må desværre konstateres, at disse resultater ikke er troværdige. Den mest afgørende enkeltfaktor er udlægningen af kun en 5-m-cirkel i den bedste del af arealet.

Det andet system baseres på data fra overvågning til EU. Resultatet herfra er et ganske andet: De danske heders bevaringsstatus er stærkt ugunstig. Det kan indvendes, at man ikke kan sammenligne de to sæt resultater, eftersom den sidste vurdering også omfatter arealer uden for habitatområderne. Det er korrekt, men af det samlede antal overvågningsstationer for ”alle heder” ligger kun 20 % uden for habitatområderne. Hvis disse 20 % skulle kunne ændre den samlede konklusion så drastisk, måtte de virkelig være i en helt elendig tilstand – nærmest bygmark eller asfalteret parkeringsplads, sådan ser virkeligheden ikke ud.

Den helt kontante konklusion er, at resultatet fra kortlægningen om naturtilstand og bevaringsstatus er så misvisende, at de fremover ikke bør anvendes eller citeres. Der må udvikles et bedre system til beskrivelse af naturens tilstand.”

Sådan lyder den ramsaltede konklusion om metoderne til at vurdere de danske heders naturtilstand i storværket Heden af Hans Jørgen Degn.

Gravskrift for den danske hede

Det 271 sider store, gennemillustrerede værk Heden er udgivet på Aarhus Universitetsforlag i foråret 2019, og blandt nulevende kendere af den danske hede står forfatteren Hans Jørgen Degn ud som en af de største. Hans 1,7 kilo tunge pragtværk om heden hører heller ikke til i småtingsafdelingen, men mindre kan næppe gøre det, når man skriver gravskriften over en hel naturtype.

Forfatteren indleder forordet med at bekende sin kærlighed til Urfuglen, hvis forekomst i Danmark han kortlagde i 1973. Dengang var der flere end 200 spillende Urkokke på de jyske heder, og mødet blev skæbneafgørende for den unge biolog. Som ansat i det daværende Ringkøbing Amt blev hans karriere vævet ubrydeligt sammen med Urfuglenes forsvinden og hedernes forringelse. Bogen, der er holdt i en personlig tone, kan læses som Degns faglige testamente, men den burde dog have heddet: Indlandsheden, eftersom klithederne overhovedet ikke er behandlet.

Ganske traditionelt er værket opbygget i seks hovedkapitler om hedens udvikling fra 1800tallet over nutiden til forfatterens bud på fremtiden. Undervejs er der kapitler om de upålidelige overvågningsmetoder, naturfredningens utilstrækkelighed og nødvendigheden af naturpleje. Bogens styrke er netop beskrivelserne af hedernes (sørgelige) udvikling, og de meget praktiske anvisninger på metoder til deres pleje.

Fuglelivet omtales ganske summarisk. Hedens to oprindelige karakterfugle, Urfuglen og Hjejlen, er for længst uddøde i Danmark, og de øvrige arter har det heller ikke for godt. Storspove og Tinksmed opretholder stadig små bestande, men begge har behov for naturpleje, hvis de skal overleve på de sidste heder. Stor Tornskade vurderes at være væk i dag. Tilgroningen med græs får skylden, fordi græshede rummer færre byttedyr end lynghede. Man savner dog status for de tidligere så vidt udbredte hedefugle, Stenpikker og Bynkefugl. Eneste opløftende nyhed er udnævnelsen af Sortstrubet Bynkefugl som ny karakterfugl på de jyske heder.

Ærgerligt må det være for forfatteren, at der er sket et kiks på den ornitologiske billedside. Fotografiet på side 97 viser ikke en Tinksmed, som det påstås i teksten, men en Hvidklire.

Sminket sandhed

Bogens hovedpåstand er, at de sidste danske heder forringes år for år for til sidst at forvandles til græssteppe eller regulær skov. At den officielle vurdering er helt anderledes positiv, er en sminket sandhed ifølge forfatteren. Udover at være kyndig helt ned i den mindste detalje er han også en modig mand.

Midtvejs i den store bog rejser Degn en harmdirrende, men velunderbygget anklage mod Naturstyrelsen og et par navngivne biologer for noget, der ligner groft fuskeri. Han kalder det ”natursminke” og sammenligner med den herostratisk berømte ”skovsminke”-sag, hvor Miljøministeriets embedsmænd fordrejede forskernes indberetning, så den viste det stik modsatte, før de videresendte den til EU.

Anklagen drejer sig om troværdigheden af de forskellige systemer, som myndighederne anvender til at beskrive naturens tilstand. Det første system, der helt overvejende er udarbejdet af de to navngivne forskere Rasmus Ejrnæs og Jesper R. Fredshavn ved Aarhus Universitet, er baseret på data fra kortlægningen i EU-habitatområderne. Ifølge den har de 14.358 hektar tørre heder i Danmark det rimelig godt: 66 procent har en gunstig bevaringsstatus, og ingen heder har en decideret dårlig status.

Degn finder dette resultat utroværdigt og uden forbindelse til virkeligheden. Han påpeger, at den afgørende svaghed er, at plantedækket på fx 10 hektar hede kun er vurderet ved optælling af plantearter i en – én – cirkel med radius på fem meter, dvs. mindre end 0,1 procent af arealet. Og cirklen skal sågar udlægges ”i den bedst udviklede og mindst påvirkede del af arealet” ifølge metodens tekniske anvisning. Så kan det jo kun blive godt.

Virkeligheden bekræfter anklagen

Et virkelighedstjek på Nørholm Hede nord for Varde bekræfter forfatterens påstand.

Den kraftigt tilgroede Nørholm Hede har en dækningsgrad af træer på ca. 70 %, men kaldes alligevel ”våd hede med klokkelyng”, og naturtilstanden klassificeres som ”god”. Degn finder begge udsagn for ”helt ubegribelige”, og den, der kender Nørholm Hede (som undertegnede anmeder gør), kan kun samtykke. Anstændigvis burde arealet kaldes ”skov” på grund af den kraftige tilgroning. Insisteres der på at kalde det ”hede”, så burde tilstandsklassen være ”meget dårlig”. Degn mener, at forskellen på virkeligheden og den autoriserede metodik er ”rystende stor.”

Randbøl Hede er et andet overbevisende eksempel i bogen. Ud af hedens ca. 800 hektar er næsten 700 hektar domineret af græsser, men alligevel er den officielt klassificeret som i ”god naturtilstand”. Degn kender heden ud og ind og udbryder da også: ”Det er simpelthen ikke seriøst at påstå, at det skulle være en hede i god naturtilstand!”

Kritikken er tidligere blevet forelagt forskerne bag metodikken, men de afviser den med ord som ”sammenblanding af begreber” og ”grundløs kritik”, hvilket Degn finder ganske mærkværdigt, da kritikken ikke kommer fra ham men fra andre forskere, der selv har været medforfattere på mange af de publikationer, der ligger bag udviklingen af systemet.

Heden

Hans Jørgen Degn. 272 sider, 128 farvefotos, indb. Aarhus Universitetsforlag, 2019. ISBN 9788771847079. Pris: 299,95 inkl. ebog. Kun ebog: 199,95 kr.