Til venstre for Jeppe Aakjærs “mindesten” står stenen for landbrugsminister Jens Sønderup, der var ophavsmand til nogle af de mest naturødelæggende støtteordninger til økonomisk gavn for hans landmandskolleger. Til højre for Aakjær-stenen står mindestenen for manden, der ødelagde den store Filsø i 1940’erne.

Naturvejleder Jens Frydendal, Viborg, skriver:

I sin samtid var digteren Jeppe Aakjær (1866-1930) en meget skarp kritikere af hedeopdyrkningen og af Hedeselskabet. Han forsøgte i digt, taler og skrift ”… at få skreget et stop til den trold, der stjæler os barnet op af vuggen og lægger en skifting i dets sted. Og trolden, jeg sigter til, er Det danske Hedeselskab. Det har samlet hele sin opmærksomhed om Vestjylland, og ingen erobrende horde kunne have gået mere skånselsløst til værks mod en landsdels oprindelige, nationale skønhedsværdier. Det er et selskab, der truer på livet alt det helligste, vi ejer, alt det, vi har erklæret vor kærlighed i vort livs skønneste øjeblikke: Landskabet, udsynet, de milehvælvede horisonter.

Det danske Hedeselskab har sandelig været det jyske land en hård svøbe. Dette selskab er jysk naturs ‘Indre Mission’, lige så kold uforstående, lige så doktrinær nyttehildet og skønhedsblottet – kun på andre felter.

men gælder det om at bevare nationens og landets karakterejendommeligheder, de ydre såvel som de indre, da har bjergfyrs-apostlene handlet så ukærligt, så lidet nationalt som muligt

Hedeselskabet har gennemgående kun været en kæp i udviklingens hjul, en bevidst og virksom reaktion mod de store jordreformer. Det har fået debatten til at stå om lyng og sand og Jyllands fattige hedebrinker, der hvor den burde have stået om den ubenyttede muldjord bag de højgrevelige pigtrådshegn.”

Politiken 11.dec. 1909

Jeppe Aakjær. Foto: Wikipedia

Aakjær blev født i 1866 samme år som Hedeselskabet blev stiftet. Aakjær døde i alt for ung en alder i 1930, men Hedeselskabet fortsatte med stadig større kraft sin skånselsløse fremfærd mod ikke blot Vestjyllands men – med Grundforbedringsloven fra 1933 og Landvindingsloven fra 1940 i hånden – hele landets naturværdier. Det oplevede Aakjær ikke, men hans kritik af selskabet ville næppe være mildnet, hvis han havde oplevet det.

150 år efter Aakjærs fødsel tog Hedeselskabet en raffineret hævn over sin for længst afdøde kritiker. Som en sublim hån mod Aakjær rejste man en mindesten for ham i Kongenshus Mindepark. Her står han nu side om side med alle de mennesker, der udgjorde den ”erobrende horde” der var gået så skånselsløst frem, ”de bjergfyrs-apostle” der havde ”handlet så ukærligt, så lidet nationalt” med den jyske hede.

På stenen har man indhugget Aakjærs egne ord:

”Brød skal du hente fra muldmarkens bund,

vidsyn og fred på min drømmende hede”

                                                                                       (Den jyske lyng, 1905)

Tolker man disse linjer som en pris til hedeopdyrkerne, tolker man forkert. Hvad Aakjær skriver er, at de fede muldmarker østpå sagtens kunne brødføde befolkningen, hvis man blot udstykkede herregårdene til husmandsbrug. Den vestjyske hede er ikke nogen ”muldmark” men en sandmark og bør have have lov til at ligge urørt med ”vidsyn og fred”.

Man kan næppe forestille sig en værre hån mod Aakjær end, at placere hans mindesten i Kongenshus Mindepark.

På vej ned i mindeparken står alle herredsstenene, hvoraf flere har et Aakjærvers hugget ind. Omkring hver herredssten er der mindre sten med navne på hedeopdyrkere, og blandt dem sikkert også en del, der selv har svunget hakken. Nederst i parken, hvor man nu har placeret Aakjærs sten, er der langt mellem egentlige hedebønder, der kan formodes selv med hakken at have givet ”endnu et bette nyk”. Her står selskabets direktører og embedsmænd side om side med de politikere, godsejere og andre, der har dirigeret og finansieret de ”erobrende horder” i slaget mod Aakjærs elskede hede.

Lynghede ved Vrads, syd for Silkeborg, august 2007. Foto: Nico / Nils Jepsen/Wikipedia

Aakjærs mindesten er placeret mellem venstrepolitikeren Jens Sønderup og godsejeren A. Olufsen.  Sidstnævnte stod bl.a. bag afvandingen af Filsø i 1950’erne, og skrev i sin erindringsbog fra 1988:

”Det var en stor tilfredsstillelse at fravriste naturen dette landskab.” Olufsen var fra 1938 til 1978 stærkt engageret i Hedeselskabets repræsentantskab og bestyrelse bl.a. som formand i en længere periode.

Jens Sønderup var en stærkt indremissionsk landmand fra Skjernegnen. Han blev senere den  landbrugsminister, der i ly af grundlovsdebatten i 1953, helt uhørt fik videreført landvindingsloven, som i 50’erne og 60’erne åbnede for fortsatte naturødelæggelser ikke bare i Jylland men over hele landet. Ødelæggelser som afvanding af Filsø, udretning af Skjern Å og en alt for lang række af andre urentable naturødelæggelser, som det har krævet eftertiden mange kræfter og store pengebeløb at få genetableret, som de var før Hedeselskabets hærgen. Ved indvielsen af Kongenshus Mindepark i 1953 benyttede Jens Sønderup chancen for at træde eftertrykkeligt på den for længst afdøde uforsonlige kritiker af Hedeselskabet. Stik imod enhver dokumentation, tog han Aakjær til indtægt for støtte til opdyrkningen af den jyske hede:

”Efter at Aakjær har skildret hedens poesi, dens dyreliv og plantearter, erkender han, at ploven må gå sin gang,” postulerede ministeren. Men, nej Hr. minister! Det gjorde Aakjær netop ikke.

Året før sin død skrev Aakjær i et brev til August Mentz om Hedeselskabet:

”Dets synder mod Vestjylland bør ikke tilgives det, hverken i denne verden eller den tilkommende.”

Landbrugsminister Sønderup hentede sin argumentation fra Aakjærs digt ”På hedens høje” fra 23. januar 1906, hvor han i vers fire skriver: ”Thi ploven må jo ha sin gang, selvom den flænser vore minders have”. Fake news er ikke nogen nutidig opfindelse, også i 1953 kunne Venstres landbrugsminister finde ud af at fuske med citaterne og plukke det ud af skrifterne, som passede i hans kram. Havde den gode landbrugsminister nemlig læst videre i Aakjærs digt, ville han i vers elleve læse følgende letforståelige budskab:

Ja, I som stykker lyngens rester ud

i husmandskarrige små firkantsbidder

som bytter mod plantagers bjergfyrsklud

hin høje alvor i de vilde vidder,

I skal engang på eftermælet bøde

for denne ”dåd”, når den er stemplet: Brøde!

Aakjær erkender måske, hvad han ved selvsyn kan se, at han ikke er i stand til at stoppe ploven, som altså mod hans ønske og vilje ”må gå sin gang”. Men de, der står bag ødelæggelserne, skal ”engang på eftermælet bøde”, når deres dåd i fremtiden bliver stemplet som en forbrydelse.

Aakjær tilgav bestemt ikke, men kunne jo af gode grunde ikke selv protestere mod Hedeselskabets forsøg på at forfalske hans holdninger og tage ham til indtægt for selskabets fremfærd mod Jyllands heder.

Det kunne han heller ikke i 2016, da man påtvang ham den naturødelæggende godsejers og den indremissionske landbrugsministers selskab i Kongenshus Mindepark. Andre må tage digteren i forsvar. Her kunne man med rimelighed sætte sin lid til Aakjærselskabet, der i sin formålsparagraf skriver at:

”Selskabets formål er at bidrage til og koordinere forskningen og at fremme undervisningen i Jeppe Aakjærs forfatterskab, at forestå og medvirke ved udgivelsen af forfatterskabet, og at bidrage til varetagelsen og formidlingen af de til forfatterskabet og Jenle knyttede kulturværdier.”

En af disse kulturværdier kunne være, at værne forfatteren mod at blive taget til indtægt for en holdning, der er stik imod den, han selv har beskrevet og udtalt i levende live.

Det gør Aakjærselskabet imidlertid ikke!

Her er, hvad selskabets daværende formand Henning Linderoth skrev i pressemeddelelsen, om at Aakjærs mindesten skulle rejses i mindeparken:

”Desværre har eftertiden nogle gange været mere optaget af enkeltstående konflikter end hele historien bag. Med denne hædersbevisning er der endelig slået fast, at der ikke foreligger et modsætningsforhold mellem hedens benyttere og Jeppe Aakjær”.

Mage til snigmord på Aakjærs eftermæle skal man lede længe efter.

Hedeselskabet har forandret sig meget i de seneste år, og bl.a. ændret navn i forsøget på at lægge sin naturødelæggende fortid bag sig. Det ville naturligvis være en stor gevinst for selskabet, hvis man også kan skilte med, at selve Jeppe Aakjær har støttet selskabets ødelæggende fremfærd. Men det har Jeppe Aakjær som nævnt ikke:  

”Dets synder mod Vestjylland bør ikke tilgives det, hverken i denne verden eller den tilkommende.”

Lige så forståeligt det er, at Hedeselskabet forsøger at tage Aakjær til indtægt, lige så ubegribeligt er det, at Aakjærselskabet er gået med i denne forfalskning af digterens eftermæle. Der står ganske vist ikke noget i Aakjærselskabets formålsparagraf om, at selskabet vil beskytte Aakjærs forfatterskab mod forfalskninger, men det burde selskabet nu alligevel gøre, hvis det vil ”bidrage til varetagelse af de til forfatteskabet knyttede kulturværdier”!

Linderoth kan have ret i, ”at der ikke foreligger et modsætningsforhold mellem hedens benyttere og Jeppe Aakjær”, som han skriver i pressemeddelelsen. Derfor har man som nævnt også hugget en del Aakjærvers ind i herredsstenene på vej ned mod mindeparken. Her mindes man nemlig de

”rydningsmænd, der lod

dit plovjern synge gennem sandets øde,

der søgte guldet under gyvelrod,

men fandt kun skuffelser og fattig føde!”

Her får du et klart billede af, hvor lidt hede der er tilbage i Danmark, og hvor miserabel en tilstand den henligger i.

Hvis Hedeselskabet har ønsket at sige undskyld og give Aakjær ret i hans kritik af selskabet, så gør man det ikke ved at sætte hans sten ved siden af alle de hedeødelæggende”bjergfyrs-apostle”, der har ”handlet så ukærligt, så lidet nationalt” med den jyske hede, og som han tog så kraftigt afstand fra. Lad dem slutte kreds i bunden af mindeparken, og flyt i stedet Aakjærs sten op på en høj på heden, hvorfra der er ”vidsyn og fred”. Den slags høje er der masser af – også på Kongenhus Hede.

Rent juridisk, strider mindestenens placering i Kongenhus Mindepark mod ”droit morale” reglen i Ophavsretslovens § 3 stk. 2, der siger:

Stk. 2. Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.

Der er ingen tidsbegrænsning på udløbet af disse rettigheder, jf. §75 i ophavsretsloven, hvis en krænkelse vedrører kulturelle rettigheder:

§ 75. Selv om ophavsretten er udløbet, må et litterært eller kunstnerisk værk ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden i strid med § 3, stk. 1 og 2, hvis kulturelle interesser herved krænkes.

I Kongenshus Mindepark er Aakjærs mindesten med hans egne ord indhugget i høj grad opstillet i en sammenhæng, der er i strid med den kulturelle sammenhæng Aakjær så sig selv i.

Naturvejleder Jens Frydendal

Bestyrelsen for Kongenshus Mindepark har forsvaret opstillingen af Aakjærstenen med, at man var helt klar over, at Aakjærs forhold til heden ikke var uden sværdslag, og at det netop derfor var afgørende, at mindestenen blev opsat i meget tæt samarbejde med Aakjærselskabet. Pilen peger altså igen tilbage på Aakjærselskabet, som bryster sig af at være Danmarks største forfatterselskab, og et af de største i Europa. Imidlertid har selskabet overfor mig givet udtryk for, at man ikke har kræfter til at gå ind i sagen om den malplacerede – ja i følge Ophavretslovens §3 direkte ulovligt opstillede – mindesten i Kongenshus Mindepark. Selskabets kræfter er så begrænsede, at man det seneste års tid helt har undladt at besvare mine henvendelser i sagen.

Det er imidlertid ikke blandt disse fattige slidere, som helt sikkert havde Aakjærs sympati, at man har stillet Aakjærs sten. Nej, den står lige midt i kredsen af de bagmænd bag forbrydelsen mod heden, som Aakjær ikke kan tilgive.

Man skønner, at der hvert år kommer over 25.000 besøgende i mindeparken. Alle disse gæster bliver med den nuværende placering bibragt et forkert indtryk af Aakjærs holdning til hedeopdyrkningen. Af hensyn til Aakjærs eftermæle haster det altså med at få den sten flyttet væk fra mindeparken – og gerne op på en høj med ”vidsyn og fred”!

Sognesten from Kongenshus Mindepark. Foto: Per Jelling/Wikipedia

Fakta

Kongenshus Mindepark med det fulde navn Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere (Kongenshus Hede) er en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Parken ligger 25 kilometer sydvest for Viborg. Det var Hedeselskabet, som i 1942 opkøbte det cirka 1.200 hektar store område med uopdyrket hede, som i dag udgør mindeparken. Parken åbnede den 10. juni 1953.

I Kongenshus Mindepark finder man Mindedalen med 39 herredssten omgivet af tilsvarende sognesten med navnene på 1.200 hedeopdyrkere samt deres hustruer. Ved de fleste navne står manden med efternavn, med konens fornavn under. Mindedalen munder ud i en mødeplads omgivet af sten med navnene på personer, der havde særlig betydning for hedeopdyrkningen, eksempelvis Ludvig von Kahlen og Jens Jensen (hedeopdyrker). For parkens indretning stod landskabsarkitekt C.Th. Sørensen (18931979) og arkitekt Hans Georg Skovgaard (18981969).

One Comment

  1. Peter Madsen

    Med hans efternavn kan han vel også regnes blandt vandløbenes skytshelgen? Rigtig godt skrift herover – tak for at minde om Åkjærs fortællinger fra heden, som dens selskab stort set har retoucheret ud af landskabet.

Skriv en kommentar