Socialistisk Folkepartis byrådsmedlemmer i Syd- og Norddjurs Kommuner og Samsø er gået til EU for at stoppe nye havbrug i Kattegat. De har sendt en klage til Europaparlementets Borgerklageudvalg (PETI). SF mener, at med lov nr. 111 overtræder den danske regering EU’s Vandrammedirektiv og Havstrategidirektivet, når de rent politisk opfinder et såkaldt nationalt ”miljømæssigt råderum”, der giver plads til forurening fra nye havbrug. ”Miljømæssigt råderum” eksisterer ikke naturvidenskabeligt og findes ikke i EU-lovgivningen.
Her på www.gylle.dk har vi længe beskæftiget os med det såkaldte miljømæssige råderum og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens påstand om, at nye havbrug ikke vil påvirke havmiljøet i Kattegat. Nøje undersøgelser har vist, at havbrug ikke vil påvirke og skade vandmiljøet, har han gentaget og gentaget. På et samråd i Folketingets Miljø – og fødevareudvalg i forrige uge måtte han dog stærkt presset indrømme, at miljøet vil blive påvirket.
Ulovligt i forhold til EU-lovgivningen
Nu mener SF’s byrådsmedlemmer i Syd- og Norddjurs Kommuner og på Samsø, at nye havbrug i Kattegat også er ulovlige i forhold til EU-lovgivningen.
– Lov nr. 111 om bl.a. nye havbrug er i strid med EU’s lovgivning, siger talsmand for SF’erne, byrådsmedlem Mads Nikolajsen til www.gylle.dk .”Miljømæssigt råderum” findes ikke i EU-lovgivningen, i naturvidenskaben eller i virkelighedens Kattegat. Men begrebet skal altså bruges til at give tilladelse til nye havbrug.
De naturlige stammer af havørreder trues
Med kæmpedambrug risikerer vi igen iltsvind i Kattegat. De naturlige stammer af havørred bliver truer af regnbueørrederne i havbrug. Det sker, når lystsejlere eller større fartøjer påsejler havbrugenes kæmpebure, og regnbueørrederne med medicin i kroppen slipper ud. Djurslands og Samsøs største turistattraktion, strandene, trues. Det samme gør erhvervsfiskeriet i Kattegat, siger SF i sin klage til EU.
Ulige konkurrence fra havbrugene
Dertil kommer den ulige konkurrence fra havbrugene. De få ejere kan tjene store penge, fordi de ikke – som alle andre – skal rense op efter sig. Derfor skal fremtidens havbrug ligge på land. Her recirkuleres havvand, og det bliver renset ligesom spildevandet fra alle andre virksomheder og husstande. Det er nok derfor, at EU har fastsat regler, som de enkelte lande skal overholde, skriver SF’s byrådsmedlemmer på Djursland og Samsø til EU-parlamentet.
Pingback: Lunde Larsens havbrugsplan kommer under EU’s lup | Gylle.dk