Først forlod direktør Karen Hækkerup pludselig sin stilling i oktober 2018, og fjorten dage senere sagde næstformand gennem seks år Lars Hvidtfeldt farvel. Siden da har flugten fra lobbycenter Axelborg kun taget yderligere fart.
Det skriver politisk redaktør på Politiken Anders Bæksgaard i en analyse i avisen den 26. januar 2020. ”Det er, som om der sker noget underligt henne i landbrugets lobbycenter på Axelborg i København,” mener Bæksgaard.
Men hvad? Det har den politiske redaktør også en klar mening om. Bæksgaard peger på den nye direktør Anne Lawaetz Arhnung som årsagen, men lad os først se på de mange flygtninge.
Efter Karen Hækkerup og Lars Hvidtfeldts exit (og den mindre kendte gårdejer Klaus Høeg, der som den tredje i toppen af Landbrug & Fødevarer valgte at sige farvel til bestyrelsen i oktober 2018) har direktør for politik og kommunikation Morten Høyer (med tætte kontakter til Statsministeriet) forladt Axelborg i november 2019 for at blive ny direktør i kapitalfondenes interesseorganisation.
“Jeg kan simpelthen ikke genkende, at min arbejdsplads skulle være i krise,” skrev Landbrug & Fødevarers direktør for politik og kommunikation, Morten Høyer, i en replik på Altinget.dk i oktober 2018. Tolv måneder senere dementerede han sig selv med faneflugten over til kapitalfondenes maskinrum.
Dernæst opsagde kommunikationsdirektør Christian Hüttemeier (med tætte kontakter til Venstres ledelse) sin stilling, for netop at blive udpeget som ny partisekretær i selv samme parti. Og public affairs-chef Martin Arnoldus (med tætte kontakter til DF-formand Kristian Thulesen Dahl) flyttede tilbage til Dansk Folkeparti på Christiansborg.
Så smuttede public affairs-rådgiver Rune Slot for at agere som ny rådgiver for Sophie Løhde. Læg dertil, at presseenheden allerede skrumpede i sommeren 2019, da pressechef Søren Andersen blev hentet ind som særlig rådgiver for den nye miljø- og fødevareminister Mogens Jensen.
Lobbyisternes flugt fra Axelborg
Den officielle forklaring på de mange opsigelser er, at alle tilfældigvis har ”fået et godt tilbud”. Altså med få måneders mellemrum, må man forstå. Men ifølge politisk redaktør på Politiken Anders Bæksgaard er virkeligheden mere grumset. Han skriver i sin analyse:
”Der ligger næppe en fasttømret exitplan bag, men den uofficielle fortælling rummer omvendt et ikke uinteressant element af frustration. Kilder tæt på forløbet forklarer i forskelligt toneleje, at den nye landbrugsdirektør, Anne Lawaetz Arhnung, bærer et »ikke ubetydeligt ansvar« for de mange exits. Andre vurderer, at de mange opsigelser sker efter »utilfredshed med for meget sololøb« fra ledelsens side. Det vender vi tilbage til.
Skal du forstå situationens alvor, skal vi skrue tiden et halvt årti tilbage. Da tidligere justitsminister Karen Hækkerup i 2014 blev ny administrerende direktør for landbruget, skulle noget ske. Politik- og strategiudvikling er blandt interesseorganisationernes vigtigste opgaver, men i for mange år havde Landbrug & Fødevarer vænnet sig til, at den slags foregik decentralt i diverse afdelinger uden stor koordinering.
Hverdagen lå langt fra den, Hækkerup og hendes tidligere rådgiver Morten Høyer kendte fra Slotsholmen, hvor ministre og embedsmænd koordinerede tæt på tværs af ministerier, når ny politik skulle præsenteres. Derfor blev kommunikation og strategi centraliseret under Høyers ledelse, og et velfungerende lobbyteam blev udbygget med kontakter til både blå og røde partier. Når politiske vinde blæste, skulle der sættes sejl frem og ikke bygges barrikader.
Morten Høyer ud på et sidespor
Med årene fik Høyers lobbykabinet tiltænkt en større rolle på bekostning af andre spydspidser på direktionsgangen. Men med Hækkerups exit i 2018 forandrede synergien sig. Kilder tæt på forløbet forklarer, hvordan Høyers lobbykabinet under den nye ledelse med Anne Lawaetz Arhnung langsomt blev »kørt ud på et sidespor«, som en nuværende ansat i Landbrug & Fødevarer formulerer det.
I kredse tæt på toppen af Landbrug & Fødevarer berettes det, hvordan den nye direktør pludselig kunne stå på interne møder i organisationen og levere strategier og politiske analyser, som hverken var clearet eller delt blandt toneangivende medlemmer af landbrugets public affairs-afdeling. Det er ikke sådan, at Høyers afdeling mistede anseelse internt, men væsentlige opgaver blev som noget nyt lavet uden om toplobbyisterne.
På Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i november sidste år blev det mødt med stor forundring, da direktørens politiske tale og sigtelinjer blev udarbejdet med hjælp fra et eksternt kommunikationsbureau ude i byen frem for Høyers afdeling. Det tidligere magtfulde lobbykabinet var i modsætning til, hvad de plejede, ikke inde over programmet eller debatterne for delegeretmødet.
En direktør har ret til at sætte sit eget hold og retning, men nuværende ansatte i Landbrug & Fødevarer taler om, at organisationen efter et år stadig virker retningsløs.
Landbrug & Fødevarer risikerer at marginalisere sig selv, og efter de mange opsigelser er der opstået et politisk vakuum, lyder det fra kritikere. Selv samme kritikere mener, at Landbrug & Fødevarer kan få sværere ved at navigere i det politiske landskab og påvirke den førte politik, fordi unikke relationer går tabt.”
