NINSortHvid

Direktør Nicolai Nørgaard er kendt for sin kontrover-sielle omgang med fakta om dansk svineproduktion.

 

 

 

Stik imod al medicinsk sagkundskab afviser direktør Nicolai Nørgaard fra det såkaldte Videncenter for Svineproduktion*), at det skulle betyde noget for patienter i det danske sundhedssystem, at anvendelsen af antibiotika til svin atter stiger. Problemet med de multiresistente bakterier, MRSA-streptokokker, som skyldes overforbrug af antibiotika, bør derimod undersøges i forhold til mennesker og kæledyr, mener han.

Direktør Nørgaard skriver i et debatindlæg i Jyllands-Posten (13/3), at: “Der er grund til at mane til besindighed og faktisk glæde sig over, at vi i Danmark er i stand til at have en moderne svineproduktion, der beskæftiger 50.000 mennesker og eksporterer for mere end 30 mia. kr. om året, og som samtidig er i stand til at sænke medicinforbruget og stadig have sunde og stærke grise”.

Påstanden om et reduceret medicinforbrug står i lodret modstrid med de oplysninger, som DR Nyheder bragte frem i slutningen af februar. DR påviste ikke bare, at der var sket en stigning i forbruget, men at den var mere end dobbelt så stor, som hidtil antaget.

Indkøb af veterinær antibiotika i januar 2013 udviste en stigning på 12 pct. sammenlignet med januar 2012. Nørgaards påstand om et sænket forbrug er derimod baseret på en omdiskuteret opgørelse over landsforbruget tilbage i årene 2009-2011.

Nicolai Nørgaard indrømmer dog, at hans eget “Videncenter” ikke selv havde opdaget den fejlagtige opgørelse, men han slår problemerne hen med det stigende forbrug: “Fordi danske svineproducenter og dyrlæger i deres iver fik sænket forbruget så markant, at de reelt undermedicinerede de grise, der havde infektioner, måtte vi i 2012 notere en stigning på lidt over 10 pct.”

Svinedirektøren forsøger også at afspore debatten ved at udpege nye syndebukke. Både hospitalerne og ejerne af kæledyr bør undersøges nærmere. Han siger:”Det ville klæde debatten, hvis journalister begyndte at grave dybere i sagen om resistens og antibiotika og kom hele vejen rundt og ikke kun kiggede ensidigt på svineproducenterne, som faktisk her viser fremskridt. Jeg er nemlig ikke sikker på, at forbruget blandt mennesker og kæledyr i samme periode er faldet”.

Fødevareminister Mette Gjerskov er lodret uenig i svinedirektørens påstand om faldende forbrug. I en pressemeddelelse fra 28. februar tog hun afstand fra Nørgaards beroligende udtalelser: ”Det er alarmerende, at der er så markant en stigning i antibiotikaforbruget til svin. Selvfølgelig skal syge dyr behandles, men det er altafgørende at holde forbruget af antibiotika så lavt som muligt. Stort forbrug af antibiotika medfører, at flere og flere bakterier bliver resistente overfor antibiotika. Og det bringer os i en situation, hvor vi har problemer med at behandle syge mennesker. 25.000 europæere dør hvert år på den konto”.

Direktør Nicolai Nørgaard har tidligere været i pressens søgelys for sin specielle omgang med fakta. Det var Nørgaard, der havde indgået den kontroversielle aftale med professor Peter Sandøe på KU, der resulterede i, at Sandøe følte sig tvunget til at forlade posten som formand for Dyreetisk Råd i sommeren 2012.

Af den skriftlige aftale om et uafhængigt forskningsprojekt i svinevelfærd fremgik det, at projektets formål skulle være at fremskaffe viden, som »gavner dansk svineindustri«, og som kan bruges til at »påvirke politikerne«. Det skrev Politiken 21/6 2012. Selvom Nicolaj Nørgaard bedyrede, at svineindustrien ikke ville anvende Sandøe-rapporten som led i en lobbyindsats for at modvirke opstramninger eller lovændringer på svineområdet, så kostede aftalen alligevel Sandøe pladsen som formand.

*) Videncenter for Svineproduktion (VSP) er en fuldt juridisk og økonomisk integreret del af Landbrug & Fødevarer og indgår i Landbrug & Fødevarers samlede politiske interessevaretagelse for at forbedre rammevilkår og samfundsaccept af dansk svineproduktion.
Visited 4 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.