Soren_Gade_5423
Nettet strammes om den fallerede Venstre-politiker, direktør Søren Gade, som skurken i “Hele Svineriet”.

Landbrugets økonomiske rolle træder stadigt tydeligere frem i forbindelse med skandaleprogrammet “Hele Svineriet”, og nettet strammes gradvis omkring landbrugets spindoktor nr.1, den tidligere Venstre-politiker Søren Gade, der er direktør for Landbrug & Fødevarer.

Beskyldninger om uetiske økonomiske forhold mellem producenten og DR2 kræves nu undersøgt i en henvendelse fra Folketinget til den DR-ansvarlige minister.

Kulturminister Marianne Jelved (R) har modtaget fire spørgsmål, der kræver ren besked om de økonomiske forhold omkring programmet, og flere kilder hævder, at hvis ministeren vælger at besvare disse spørgsmål sandfærdigt, vil det afsløre stærkt problematiske forbindelser mellem DR og Landbrug & Fødevarer.

DR-ombudsmanden Jacob Mollerup har i en klumme med titlen “Landbrugets faste tv-folk lavede svine-tema” i uhørt skarpe vendinger kritiseret DR2-redaktøren Peter Gren Larsen, som den ansvarlige for indkøbet af programmet, men hverken Mollerup eller andre har kunnet få prisen på programmet oplyst.

Peter Gren Larsen hævder, at alt er gået korrekt til, men han har alligevel accepteret at aflyse alle genudsendelser af programmet, der efterfølgende er blevet slettet fra DR2-hjemmesiden.

Jelved
Hvis kulturminister Marianne Jelved (R) vælger at oplyse prisen på det skandaleombruste svineprogram, vurderes det at få vidtrækkende konsekvenser. Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.

De fire spørgsmål til kultur-minister Marianne Jelved er stillet af Per Clausen fra Enhedslisten. De kan læses nedenfor. Jelved har fire uger til at besvare dem under ansvar for Folketinget.

1. Ministeren bedes oplyse, om det er foreneligt med Danmarks Radios public-service forpligtelse at købe og bringe en dokumentar om svineproduktion (Hele svineriet, DR2, lørdag den 16. november 2013), som er produceret af Landbrug & Fødevarers faste leverandører af Land-TV.

2. Vil ministeren oplyse, hvad Danmarks Radio har betalt for den eksterne produktion af programmet ”Hele svineriet” (sendt på DR2 lørdag den 16. november 2013), og hvad der normalt betales for eksterne produktioner af tilsvarende kvalitet og varighed?

3. Vil ministeren oplyse, om det har økonomisk betydning for Danmarks Radio (DR2 Tema), at et licensfinansieret program som ”Hele svineriet” ikke kan genudsendes og må tages af Danmarks Radios hjemmeside, samt hvor hyppigt dette forekommer?

4. Vil ministeren oplyse hvilke foranstaltninger, der findes i public-service mediet Danmarks Radio til at forhindre, at der ikke indkøbes og bringes udsendelser, hvor producenten har meget tætte og uoplyste bånd til en branche eller anden part, som udsendelsen omhandler?

Visited 1 times, 1 visit(s) today