Konflikten mellem mennesker, ulve og anden natur kræver nytænkning og indrømmelser fra begge sider i debatten, skriver biolog og naturvejler Morten Lindhard i et debatindlæg i Jyllandsposten 18/8, hvori han foreslår at se på landskabet på en helt ny måde.
Der kunne være to nye typer af biodiversitetsøkosystemer i vort landskab, foreslår Lindhard og fortsætter:
1: Produktionsøkosystemer, hvor vi er top-rovdyret og høster de bedste bøffer, træer, bær og urter på bæredygtig vis. De skal hver især bestå af ådale, skove og så meget overdrev som muligt. Hvert økosystem skal afgrænses af et hegn, så de store planteædere bliver og passer naturen og ikke kommer ud i trafikken eller ud og ødelægger afgrøderne.
Dyrene samles en gang om året, og overskuddet tages fra til slagtning eller skydes som vildt, så resten kan klare vinteren uden tilskudsfodring. I nødsfald lukkes dyrene ind på dyrkbare, tilstødende arealer og fodres. Den tilførte gødning vil udnyttes af afgrøderne. Økologisk balance tilstræbes. Flerartsgræsning er nøgleordet. Hver art udnytter sin del og giver sit unikke bidrag til naturplejen. Sammen optimeres mængden af kød – det var derfor, man havde flerartsgræsning på overdrevene i gamle dage.
Produktionsskovenes gamle træer tager minimal skade af dyrene. Kun nyplantningerne skal fortsat hegnes, som de allerede bliver det pga. hjortevildtet. Skovenes naturlysninger får gavn af græsningen, og dyrene får gavn af den læ, som de kan finde i skoven plus en smule foder.
Ideelt for dyrevelfærd og natur ville det være, hvis dyrene, der skal slagtes, blev aflivet på marken og indvoldene efterladt til naturens ådselsædere; rovfugle, ræve, mejser, etc. Rullende slagterier med kølerum ville kunne løse opgaven. Øremærker kræves kun på dyr, der forlader områderne eller kun på dyr, der har været igennem den årlige indfangning. Naturkød markedsføres som noget særligt.
2: Nationalparker, der lever op til IUCN-standarden, kunne være det andet biodiversitetsøkosystem. Alle vilde planteædere og rovdyr genindføres, hvis de oprindeligt har hørt hjemme her og kan klare sig i det givne område. Et solidt hegn holder natur og landbrug adskilt – til begges gavn. Vi kunne starte med at berige de dyrehaver, vi allerede har med flere arter, men færre individer, så de blev økologisk bæredygtige. De militære øvelsesområder og statsskove kunne tilsvarende tildeles en ekstra naturdimension.”
Se tidligere indlæg om ulven i dansk natur.
