Statens offentlige arbejdspladser skal flyttes fra København og strøs ud over landet, for Danmark er trukket skævt. Eller er det? Måske det er en myte. Kunne myten om kløfterne mellem landsdelene snarere være grøfter, gravet af en samling hævntørstige politikere?
Læs her vestjyske Egon Clausens såvel humoristiske som foruroligende analyser af turen fra “de hvide pletter” på landkortet til den store sorte plet, der er blevet sat på Danmark. Artiklen er venligst stillet til rådighed af forfatteren. Den indgår i bogen “Hvide Pletter” fra sidste efterår; se mere nedenfor..
VED KVOTEKONGENS HOF
Svækkelse af statsmagten
Et argument for udflytning at statens arbejdspladser er, at der skal skabes bedre balance i Danmark. Det lyder da også vældig godt, men hvad gemmer sig bag ordene om bedre balance? Hvad er skævt, og hvor skal denne balance i givet fald oprettes? Hvem har i det hele taget gavn af denne balancegang? Hvilket endemål har man? Kommer en bil i bedre balance, hvis man flytter rattet om til bagsædet?
Svaret udebliver i den populistiske blæst. Ét synes dog sikkert: Staten vil blive svækket, og det er der tilsyneladende nogle der er interesseret i.
Hvis man vil vide noget om de konsekvenser som en svækket statsmagt har, kan man læse i miljøjournalisten Kjeld Hansens seneste bog, Det store svigt, der rummer veldokumenterede og rystende beretninger om hvad der kan ske, når en forvaltning decentraliseres. Kjeld Hansen fortæller således om en naturelsker, der ejede ca. 500 hektar hede, mose, eng, krat og vandløb i nord for Herning. For at bevare områdets natur, herunder Røjen bæk, der løb gennem området, lod han arealet frede, og i fredningskendelsen stod der godt nok, at “regulering af vandløb på de fredede arealer må ingensinde finde sted.” Men i det øjeblik, da forvaltningen af fredningen overgik til Herning kommune, var disse ord ikke nok til at beskytte bækken. Seks landmænd i nabolaget, der var meget utilfredse med fredningen, pressede nemlig formanden for kommunens miljøforvaltning så hårdt, at han ved hjælp af lidt sproglig hokus-pokus besluttede, at “oprensning” ikke var det samme som “regulering,” og således kunne en gravemaskine køre ud i det fredede område og beskære bækken for grøde. Det var i øvrigt en dyr affære. Gravemaskinen kostede kr. 34.712, mens et konsulentfirma sendte en regning på kr. 562.445. Dertil skal lægges lønudgifter til de hundredvis af arbejdstimer, som de ansatte i den kommunale afdeling for Natur og Grønne områder i Herning måtte bruge på sagsbehandling, møder, besigtigelser og rapportskrivning. Hele beløbet blev betalt af skatteyderne i Herning kommune, blot for at tilfredsstille seks vrede landmænd.
I Kjeld Hansens bog er der mange flere af den slags fortællinger om hvad der sker, når det offentliges muskler svækkes, og man kan være sikker på, at alle landets storbønder og entreprenører gnider sig forventningsfuldt i hænderne ved udsigten til at statslige kontrolorganer kommer dem nær. De kalder det sikkert bedre balance, men man kan være sikker på, at den slags processer aldrig vil være til gavn for almindelige mennesker.
Myten om det skæve Danmark er imidlertid meget stærk. Regeringen har således meddelt, at man vil oprette hele to nye kunstfonde. En for Øerne og en anden for Jylland. Begrundelsen er, at Statens Kunstfond er alt for københavnerfikseret, og det skal der gøres op med, men påstanden bygger på en falsk myte. Sandheden er, at hvis en kunstner bor udenfor hovedstadsområdet har han eller hun større chancer for at få støtte end kollegaen, der bor i det storkøbenhavnske område. Det er en kendsgerning, der er tal for. Statistikken er udarbejdet af Kunststyrelsen, så kulturministeren må kende den, men tallene fortæller åbenbart en ubekvem sandhed, så man bøjer sig for vestenvinden og lader som om virkeligheden er anderledes, end den rent faktisk er, så nu skal jyderne have deres egen kunstfond, der kan støtte en særlig jysk kunst. Gad vide, hvordan den ser ud?
Hvad det geografiske angår, bør kunstnerens opholdssted i øvrigt være af underordnet betydning. Da Johannes V. Jensen skrev Himmerlandshistorierne boede han i Tibirke. Da Martin Andersen Nexø skrev om arbejderne på Bornholm, boede han i Snekkersten. Erling Jepsen, der skriver om Sønderjylland, bor på Islands Brygge, og sådan kan man blive ved. Nogle af de bedste digte om Danmark er skrevet, mens deres ophavsmænd opholdt sig i udlandet.
Pengene fra de nye fonde skal tages fra den allerede eksisterende kunstfond, og de kan kun udbetales til projekter, der får støtte fra det lokale samfund. Det lugter af bindingsværk og stråtag, for de forehavender, der har penge nok til den slags, vil være lokale erhvervsvirksomheder. Det vil sige, at der pludselig kommer helt andre instanser ind, når kunst skal bedømmes. Man kan gætte på, at en del svinebaroner og måske en enkelt kvotekonge vil være interesserede i at knytte lokale kunstnere til deres hof, så der kan rejses evigt holdbare mindesmærker over deres virke. Under alle omstændigheder ligner det et brud med sædvanlig praksis, hvor uafhængige udvalg med den størst mulige kunstfaglige viden afgør, hvad der er lødig kunst.
Forslaget om de to fonde bygger således på falske forudsætninger og betegner et brud på en praksis der har hersket i Kunstfonden siden dens oprettelse.
Den centralisering, som udflytningens tilhængere kritiserer, er i øvrigt ikke noget der udelukkende er knyttet til forholdet mellem København og provinsen. I landets storkommuner sker det samme, måske endda i større omfang. De byer, hvor den kommunale administration har til huse, har således haft en markant tendens til at suge institutioner fra nabobyerne til sig. Esbjerg synes at være et godt eksempel herpå. Den nye status som hovedby har således reduceret Ribe til en udkant, og en stolt esbjergenser var efter sigende så glad over det, at han udbrød, at “nu har Esbjerg jo også fået domkirke!”
Hvis man vil give Esbjerg kommune en bedre balance i tidens stil, kunne det f.eks. medføre, at Rådhuset blev flyttet til Bramming, mens kommunens borgerservice blev flyttet til Gredstedbro, forvaltningen af teknik og miljø til Hjerting, Socialvæsenet til Hviding, mens Ribe naturligvis skulle have såvel sygehus som seminarium tilbage.
Tilbage står de ubesvarede spørgsmål: Hvor meget af den troværdige danske statsforvaltning vil man ødelægge? Hvilke uligheder vil man genskabe? Hvor meget vil man svække staten for at tilfredsstille en vag forestilling om bedre balance, og til gavn for hvem?
“Hvide pletter” kan købes hos samtlige landets net-boghandlere – fx. Saxo eller William Dam. Og så naturligvis direkte fra forlaget Jensen & Dalgaard.
Bogen koster 200 kr.
