Straffesagen mod storfiskeren Henning Kjeldsen fra Skagen – også kaldet kvotekongen – fortsætter med det 33. retsmøde. Her blev der skabt tvivl om anklagemyndighedens krav om konfiskation af 231 mill. kr. som ulovlig fortjeneste og en bøde på måske samme størrelse. Udover hovedmanden er syv andre tiltalte som stråmænd, bl.a. hans kone, Birthe. Hun havde meldt forfald til retsmødet
De tiltalte fiskere har for egen regning hyret en revisor for at se på, hvordan anklagemyndigheden er nået frem til konfiskationskravet på de 231 mill. kr. Fiskernes forsvarer, Olaf Koktvedgaard, sagde i retten, at fiskernes egen revisions-rapport påviste så store fejl og mangler, at anklagemyndighedens beregninger af kravet om konfiskation af de 231 mill. kr. ikke kan bruges.
Ingen information til offentligheden
Offentligheden kan dog ikke få indsigt i rapporten fra fiskernes revisor, som kun retten i Holstebro og anklagemyndigheden har modtaget. Rapporten påpeger fejl ved beregningen af værdien af de fisk, som de otte tiltalte ulovligt har fanget. Værdien af fiskene er beregnet efter en gennemsnitspris på fiskene og ikke de faktisk opnåede priser ved landingen af fiskene, skriver avisen Nordjyske.
Revisoren bag beregningerne, seniorpartner Peter Christensen fra BDO i Hirtshals, vil nu blive indkaldt som vidne i sagen – antagelig den 13. oktober.
Lang og meget teknisk gennemgang
Inden fiskernes forsvarer kom med påstanden om, at anklagemyndighedens krav om konfiskation på 231 mill. kr., blev overfiskerikontrollør fra Fiskeristyrelsen, Frank Elnef, Frederikshavn, afhørt. Han har været med til at lave beregninger til anklagemyndigheden om de angiveligt ulovlige fangster og fortjenester, som de otte tiltalte har haft. Det var en to timer lang og meget teknisk gennemgang af, hvordan man beregner fiskekvoter, behandler indberetninger om fangede fisk og afsætning af fisk og meget mere.
Tiltale mod 10 i kvotekonge-sagen: Kræver 232 mill. kr. konfiskeret fra hovedanklagede
Næste retsmøde 4. oktober
Næste retsmøde af indtil nu i alt 11 fastsatte bliver den 4. oktober. Proceduren fra anklager og forsvarer er berammet til den 4. og 5. november, og efter det falder der dom. Bliver Henning Kjeldsen og hans medtiltalte dømt, kan det nok forudsiges, at de anker sagen til Vestre Landsret. I givet fald starter sagen så helt forfra.
26 hørte på
Det var 21 forsvarere, anklagere, tiltalte, dommer og domsmænd trommet sammen til dette retsmøde nr. 33. Plus tre journalister og et par tilhørere. Det var i retssal A på Stationsvej 58 i Holstebro. En forholdsvis ny og flot retssal på vel 150 kvm. Hvidmalede vægge, dekoreret med bl.a. gobeliner i brun, blå og grå nuancer med skranker i lyst træ og parketgulv.
MEN trods den flotte og venlige retssal er der et stort problem:
Det er meget ofte mere end vanskeligt – ja faktisk umuligt – at høre, hvad der bliver sagt fra forsvarerne, anklagerne, dommer og vidnerne. Det til trods for, at der er installeret lydanlæg, og hver af aktørerne har en mikrofon foran sig. Både forsvarer og dommer måtte da også flere gange bede de implicerede tale højere eller rykke sig tættere på mikrofonerne. Lige lidt hjalp det for det meste. Hvis hverken de implicerede i retssagen, offentlighedens repræsentanter, det vil sige pressen, eller tilhørerne rigtigt kan høre, hvad der bliver sagt i den store retssal, så er retssikkerheden for alvor i fare. Det må der nødvendigvis gøres noget ved.
PS: Artiklen er derfor også sendt til dommer i sagen, Hardy Brunsgaard Pedersen, retten i Holstebro.
Bannerfoto: Wim van t’Einde/Unsplash
Jeg har sprunget over at se flere danske film alene af den ene grund, at jeg ikke kan følge med i talen.
Måske står vi med ét stort fælles problem.
Pingback: Krimi-debut med kvotekonge i hovedrollen | Gylle.dk
Pingback: Kvotekongen vil frikendes for at betale 216 mio. kr. – Samtidig trues hans selskab med tvangsopløsning | Gylle.dk