Hvem mon der har betalt de store spritnye traktorer som danske landmænd fører sig frem på, når de lufter deres utilfredshed med at skulle bidrage en smule til samfundet? Gæt selv. Foto: Kristian Ørsted Pedersen.

Ingen med fornuften i behold kan forstå, at landbruget, et erhverv med ringe betydning for dansk økonomi, kan diktere så megen politik. Især ikke når man betænker, at landbrugets voldsomme aftryk på naturen og dets trussel mod folkesundheden bevirker, at erhvervet samlet set er en underskudsforretning

Da SVM-regeringen var ret ny, gav jeg et bud på dannelsen af SVM- regeringen. Hvad gjorde den mulig, ja “nødvendig”?

SVM-regeringen blev dannet for at slå ring om det altid betrængte landbrug, så det kan fortsætte som hidtil.

Søren Rønhede.

Det skriver Søren Rønhede, tidl. Folketingskandidat for Alternativet.

Gennem hele 2024 har der stået stor strid om en CO2-afgift på landbruget, hvor regeringspartier og venstrefløj vil markedsføre sig på at være grønne, og hvor højrefløjen vil føre sig frem som landbrugets sande venner.

Det er alt sammen spin og politisk positionering.

Allerede den 1. april 2024 fremgik det tydeligt af Informations kronik, skrevet af landbrugsminister Jacob Jensen (V) og de tre ordførere fra regeringspartierne, at provenuet af en CO2-afgift skal føres tilbage til landbruget.

Og ikke nok med det.

Oveni skal erhvervet tilføres midler fra den Grønne Fond. Det må være det, der menes med, at afgiften skal udformes “på en klog måde”.

Det er blevet tydeligt siden 1. april, at der ikke var tale om Aprilsnar.

  1. juli 2024 skrev Information: “Når forskere fra en lang række europæiske lande i de kommende år kan søge om EU-midler til at forske i blandt andet dyretransporter og virus fra dyr, vil danske forskere være udelukket. Det sker som følge af, at Danmarks Innovationsfond … har besluttet at trække støtten til EU’s partnerskab for husdyrsundhed og velfærd.”

Information refererede fagfolks undren:

“Danmark har et meget intensivt dyrehold, og dermed er der … risiko for, at infektioner i det danske dyrehold kan udvikle sig. … Innovationsfonden er ikke en fattig fond, så jeg forstår ikke…”

Information forsøgte at få en forklaring fra Innovationsfonden, men den kommenterer ikke på specifikke projekter.

Hvad er det for interesser, Danmarks Innovationsfond varetager? Hvad får den til at trække Danmark ud af et EU-arbejde, der skal forbedre husdyrsundhed?

Hvad er begrundelsen?

Den er hemmelig.

”Alle, regering, folketing, universitet, innovationsfond, ja selv ombudsmanden, retter ind efter Axelborg, gerne med syrede begrundelser. Må vi kalde det Axelborg-diktaturet?”

Som jeg viser i det følgende, er det “the new normal”.

Landbrug & Fødevarer er også tildelt retten til at bestemme over forskning om sygdomstrusler, der udgår fra svineindustrien.

En ph.d.-studerende ved Københavns Universitet ville forske i farlige parasitter fra svin og blev tildelt to vejledere.

En professor fra KU og én udefra. Den udefrakommende viste sig at være ansat i landbrugets højborg, Axelborg.

Derfor mente professor Maria Vang Johansen, at den pågældende måtte være inhabil.

Det blev afvist af samtlige instanser på KU, hvis såkaldte “praksisudvalg” også har godkendt, at der i forskningsprojektet bruges hemmelige data, som ikke kan udleveres til andre forskeres efterprøvning; L&F har alle rettigheder og vil ikke udlevere.

“Praksisudvalg” er en ny opfindelse, en ‘’gatekeeper, der holder sager væk fra Uredelighedsudvalget, som man ikke mere kan klage direkte til. Derfor kommer meget få sager om uredelighed og krænkelse af forskningsfrihed op til overfladen. Sagsbehandlingen i Praksisudvalget er hemmelig.

Samtidig er en klager pålagt tavshedspligt, mens sagen behandles, hvilket blokerer for udtalelser til medier, som har fat i sagen. Praksisudvalgets afgørelser eller afvisninger skal ikke begrundes.
Der er ingen ankemuligheder.

Københavns Universitet afsluttede sagen med at fyre den klagende professor.

Professor Heine Andersen gik ind i sagen, som blev forelagt ombudsmanden, der afviste den.
Med hvilken begrundelse?

Han ville ikke tage stilling til ”forskningsfaglige spørgsmål”.

Men sagen drejede sig ikke om at bedømme forskning, men om hemmeligholdelse og manglende habilitet, klare juridiske spørgsmål.

Allerede i 2016 var der tegn på, at ombudsmandsinstitutionen var ved at ændre karakter. I 2016 foretog folketingets ombudsmand en frontforkortning ved at henlægge/afvise 3.000 sager, som dermed ikke kom frem til afgørelse.

Det var aldrig sket før.

Afvisningen blev begrundet med manglende “ressourcer”.

Ombudsmanden blev spurgt af dagbladet Politiken, om han ikke kunne søge om de manglende “ressourcer”.

Svaret var, at det havde han ikke planer om.

Alle, regering, folketing, universitet, innovationsfond, ja selv ombudsmanden, retter ind efter Axelborg, gerne med syrede begrundelser.

Må vi kalde det Axelborg-diktaturet?

Ifølge infomedia er det blandt aviserne kun Berlingske, der sporadisk har dækket sagen, så noget tyder på, at Axelborgdiktaturet når langt ind i presseverdenen.

Navnet ’Axelborg’ er velvalgt med særligt tryk på ’borg’ for landbrugslobbyisternes hovedkvarter i hjertet af den hovedstad, hvis politikere sørger for strømmen af støttemilliarder fra skatteyderne til landmændene lommer. Foto: Wikipedia.

Ingen med fornuften i behold kan forstå, at et erhverv med så ringe betydning for dansk økonomi kan diktere. Især ikke når man betænker, at giftlandbrugets voldsomme aftryk på naturen og dens trussel mod folkesundheden bevirker, at erhvervet samlet set er en underskudsforretning.

Danmarks førende ekspert i farlige bakterier, professor og overlæge Hans Jørn Kolmos, har skrevet en bog om svineindustriens farlige bakterier og den trussel, den udgør mod folkesundheden. Intet hjælper.

Hans Jørn Kolmos’ bog.

Hvorfor bliver Christiansborg ved med at være en dikkende lammehale til Landbrug & Fødevarer, der også får store statstilskud og derfor jævnligt kan fylder aviser med store vildledende annoncer?

Det er ikke småpenge, staten stopper i det syge erhverv. I 2022 var der statslige udgifter til landbruget for 15 milliarder kroner, viser svar fra Finansministeriet, men beløbet omfatter ikke den skjulte understøttelse i form af afgiftsfri udledning af kvælstof, der ødelægger vand- og havmiljøet.

Samtidig lancerer miljøminister Magnus Heunicke sig som havets minister.

Det hindrer ham dog ikke i at søge om dispensation, så der i Danmark kan bruges mere kvælstof på en arealenhed end i resten af EU.
Dertil kommer en lang række negative påvirkninger af bl.a. biodiversitet, drikkevandskvalitet, MRSA-smitte. Alt sammen påfører det samfundet store udgifter.

Axelborg over Christiansborg

Svindles der med offentlige midler i landbruget, overlades det til landbruget selv at undersøge det.

Det er almindeligt antaget, at demokrati forudsætter åbenhed og ytringsfrihed. Med lukkethed og hemmeligholdelse undermineres demokratiet.

Denne underminering tog et tigerspring med Morten Bødskovs offentlighedslov, kaldet mørklægningsloven gennemført af S-R-SF-regeringen i 2013. I opposition havde Bødskov spærret for, at VK-regeringen 2001-2011 kunne få loven igennem; straks han var justitsminister i Thorning-regeringen tog han initiativ til mørklægningen. En behændig mand, som ikke kan undværes i enhver S-regering.

Tendensen er tydelig som vist ovenfor:

I kølvandet på mørklægningsloven arbejdes der systematisk videre i samme retning.

Mørklægning og hemmeligholdelse ser ud til at skulle være “the new normal”.

Men man kan undre sig over, at den grove behandling af professoren ved Københavns Universitet ikke for længst er bragt for domstolene og i sidste ende forelagt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Landbrugslobbyisternes fremmeste fortaler er svineproducent 45-årige Søren Søndergaard fra Randbøl mellem Vejle og Billund. Da Søndergaard blev valgt i november 2020 til den vellønnede post som formand for Landbrug & Fødevarer påstod han: “Danmark er et landbrugsland, og jeg er stolt af at blive formand for de danske landmænd. Vi er dygtige, effektive, innovative og laver nogle af verdens bedste fødevarer med lavt klimaaftryk”. Den melodi har erhvervet sunget lige siden. Pressefoto.

Axelborg og dens store flok af servilt tjenende politikere har det for let. Fra skatteborgerne henter politikerne milliarder, som de via finansloven sender til landbruget, der rundhåndet støtter politikere og partier. Korruption på højeste niveau i verdens mindst korrupte land.

Bannerfoto: Landbrugets voldsomme aftryk på naturen og dets trussel mod folkesundheden bevirker, at erhvervet samlet set er en underskudsforretning. Privatfoto til download.

Visited 810 times, 810 visit(s) today

Kommentarer

  1. Bent Rønberg

    Hvis det ikke var for billedet af de flotte traktorer, skulle man tro, at artiklen handlede om en suspekt bananrepublik med masser af korruption.

  2. hojbenb47c3ff18e

    Innovationsfondens formål er at investere i forskning, vidensbaseret innovation og iværksætteri, der fører til styrkelse af forskningsområder og udvikling af teknologi og innovati

  3. hojbenb47c3ff18e

    Man burde vel realistisk set kunne slå fødevareministeriet, miljøministeriet og ministeriet for den grønne trepart sammen til et ministerie, Landbrugsbeskyttelsesministeriet.

  4. Jan Stampe Nielsen

    Det er rædselsvækkende – intet mindre. Endnu mere rædselsvækkende er den politiske “ligegyldighed”.

    Men lur mig, når valget nærmer sig står ligegyldigheds-politikerne på ryggen af hinanden for at forsikre de måbende vælgere om deres respekt for naturen, dyrevelfærd og om alt det de vil gøre for at rette op på alle skævhederne.
    Og de måbende vælgere stemmer nok som de plejer, bare “lykkehjulet” starter til tiden.

    Dybt beklageligt at Ombudsmandsinstitutionen har spillet sig selv fallit.

  5. Maria Vang Johansen

    Tak Søren
    Jeg er stadig lige forundret over sagens gang. Da jeg kontaktede Innovationsfonden for at fortælle om den tvivlsomme forskningspraksis, blev jeg mødt med en total ligegyldighed! Jeg var målløs.

  6. Nora Tams

    Uhyggeligt

Skriv en kommentar