Er det tid til et kritisk blik på jagten i Danmark

I dag er det 30 år siden, der har været en jagtkritisk debat i Danmark. I mellemtiden har jægerne opnået så meget politisk medvind, at Danmarks Jægerforbund har indledt en charmeoffensiv for at få accepteret jagt som en ønskværdig og nødvendig del af dansk naturforvaltning. De går så vidt, at de vil have jagt i både nationalparker, naturnationalparker og den kommende 10 % strengt beskyttede EU-natur uden andre begrænsninger end jagtloven. Det er meget langt ude

Af Hans Meltofte, dr. scient., seniorforsker emeritus og formand for Naturpolitisk Udvalg i Dansk Ornitologisk Forening

Der er 167.000 danskere, der har jagttegn, og de nedlægger op mod to millioner fugle og pattedyr om året. En stor del af udbyttet består af opdrættede fasaner, gråænder og agerhøns, der hver sommer udsættes i naturen med det formål senere at være mål for ofte store selskabsjagter, som nogle nok ville betegne som rene massakrer. En anden del af jagten retter sig mod de hundredtusinder af trækfugle – især svømmefugle – der er helt afhængige af at kunne hvile og søge føde i de mange danske vådområder. Her kan en jæger med bare et eller nogle få skud forstyrre i tusindvis af andre vandfugle. Som det eneste land i Europa drives en del af denne jagt ovenikøbet fra motorbåde, hvor jægerne opsøger og efterstræber især havdykænder fra både i fart.

Igennem mere end hundrede år har mange gode kræfter arbejdet på at få bedre kontrol med jagten og sikre, at den foregik under rimelige forhold. Og det er lykkedes langt hen ad vejen, så vi har fået fredet langt de fleste arter, som dårligt tåler jagt, fået afkortet jagttiderne, fået nogle af de værste jagtmetoder forbudt, fået forbudt det giftige bly i jagtammunition og fået oprettet et netværk af reservater især langs vores kyster.

Alligevel er der stadig store problemer med jagten. For bare at nævne nogle af de værste, så flyver omkring hver femte vildgås i Nordeuropa rundt med hagl i kroppen efter at være blevet ramt af skud uden at dø. Omsat til individer betyder det, at mere end en million svømmefugle har læsioner forvoldt af jægere, hvilket måske er det største ’udendørs’ dyreværnsproblem i vores del af verden.

Da disse trækfugle beskydes i mange lande, er det svært at sige, hvor det er værst, men selv om danske jægere meget prisværdigt har arbejdet med at reducere anskydningerne, så bidrager de givetvis markant til disse rystende tal, idet jagten på trækfugle i Danmark er blandt de mest intensive i Europa. Takket være jægernes indberetninger har Danmark en af de bedste statistikker for skudte fugle og pattedyr, og vi ved, at flere andre landes indberetninger er meget mangelfulde. Men man skal gange f.eks. de franske udbyttetal med en faktor seks for, at franske jægere skyder lige så mange svømmefugle pr. indbygger som de danske. Det er svært at tænke sig, at den franske statistik virkelig er så mangelfuld, men under alle omstændigheder viser tallene, at der nedlægges uforholdsmæssigt mange svømmefugle i Danmark.

De mange anskydninger er blandt de væsentligste årsager til, at jagede fugle er så sky overfor mennesker, at de letter på ti gange så stor afstand, som de gør i dele af verden, hvor fuglene kun jages lidt eller slet ikke. Det fortrænger fuglene fra mange vigtige levesteder, og det reducerer oplevelsesmulighederne markant for alle os – især børn – der bare vil opleve et uforstyrret dyreliv. Fugle og andre dyr er langt mere tillidsfulde de fleste andre steder i verden. Et af de mere pædagogiske eksempler er ederfuglene i Island, hvor arten har været strengt fredet i 180 år af hensyn til de værdifulde rede-dun, og som man kan opleve på 10-20 m afstand langs kyster­ne, hvor de herhjemme om efteråret og vinteren flygter på flere hundrede meters afstand fra både. I Grønland – hvor jagten er endnu mere intensiv – flygter ederfuglene på mere end 600 m afstand.

Edens Have

En tur for nylig til Yellowstone Nationalpark i USA viste mig, hvor ødelæggende jagt er for alles oplevelsesmuligheder i naturen. Foruden et helt fantastisk dyreliv var det en stor oplevelse at se et udvalg af 4 millioner besøgende om året, hvor voksne og især børn takket være 150 års jagtforbud oplever et noget nær totalt uforstyrret dyreliv på ned til få meters afstand. At se børnenes jublende glæde og fascination ved at se næsten nyfødte bisonkalve hoppe kåde rundt mellem hinanden 10-20 m fra bilen. Det er Edens Have! Dyrene er så tillidsfulde, at man får vejledning i, hvor tæt man må gå på dem, når man står ud af bilen, hvilket normalt ikke får dyrene til at løbe længere væk. Det er f.eks. 25 yards (23 m) fra de store græssere. Og det virkede aldrig som en zoologisk have, fordi der var masser af dyr så langt øjet rakte op til flere kilometer væk over flodsletterne og op ad bjergskråningerne.

Resultatet er, at man ikke ser nær så meget til pattedyrene i den danske natur, idet århundreders jagt har fået dem til at gemme sig om dagen, så de mest er aktive om natten. I områder med jagt lærer dyr at opdage og flygte fra mennesker på meget større afstande end f.eks. fra en ræv og løber ofte, før en person overhovedet opdager, at de er i nærheden. Pointen er, at dyrene kan aflæse, om en ræv er farlig eller ej. Det kan de ikke nær så godt med mennesker, idet vi kan dræbe på mere end 100 m afstand.

Oplevelserne fik mig til at føle både frustration og depression over, hvor få der har forstået, hvor meget jagt ødelægger alle vi andres oplevelsesmuligheder i naturen, og selvfølgelig især at det ikke for længst er indgået med vægt i de løbende justeringer af jagtider og -metoder. Og det på trods af, at følgende allerede indgår i Vildtforvaltningsrådets principper for fastsættelse af jagttider: ”Kan en jagttid på arten fastsættes uden væsentlige utilsigtede adfærdsmæssige ændringer, herunder i forhold til mulighederne for at opleve trækkende og rastende flokke af arten?” Jeg har skrevet om det og dokumenteret det i mere end 40 år, og alligevel opfatter mange det som helt naturligt, at dyr flygter på lang afstand fra mennesker. Nej, det er indlysende de mange smertefulde møder med jægere, der gør dem sky.

Større fugle og andre dyrs naturlige flugtafstand overfor mennesker er formentlig 20-30 m, svarende til et stenkast – som jeg har oplevet det mange steder i verden, hvor det drives meget lidt jagt eller slet ingen. Det er der garanteret mange andre danskere, der har oplevet, men uden at lægge to og to sammen og forstå, at det er jagten, der gør den store forskel. At Danmarks Jægerforbund fortsat vil kunne drive jagt i vores nationalparker, naturnationalparker, de mange naturgenoprettede vådområder og EU’s kommende 10 % strengt beskyttede naturområder uden andre begrænsninger end jagtloven, vil jeg derfor tillade mig at betegne som uhyrligt.

Kun en forsvindende procentdel af Danmarks landareal er udlagt som reservat med jagtforbud, så man skulle tro, at jægerne kunne lade dyrene være i fred i bare den tiendedel af landet, som med tiden skal være ’strengt’ beskyttet.

’Skydefugle’

Der udsættes langt over en million fasaner, gråænder og agerhøns om året i Danmark alene med det formål sidenhen at være mål for oftest betalende jægeres jagtglæde. Visse steder kan det opleves som den rene hønsegård, og det medfører et markant pres på vores allerede pressede bestande af firben, padder og insekter, som fasanerne æder.

Det er en millionindustri, som store økonomiske interesser i mange år indædt har kæmpet for at opretholde. Dog indstillede den ansvarlige ministers Vildtforvaltningsråd sidste år næsten enstemmigt at udfase udsætningen af gråænder, men det undlod ministeren af grunde, som dårligt kan udlægges som andet end et internt pres i regeringen fra økonomiske jagtinteresser. Det bør den nye minister rette op på ved i første omgang at forbyde udsætning af gråænder.

I opinionsundersøgelser er det den jagtform, danskerne sympatiserer mindst med, og i samme kategori finder vi en omfattende mere eller mindre lovlig fodring af jagtbare arter med det formål at lokke dem ind på eget jagtrevir for at kunne skyde dem.

Måske kunne vi have langt flere fugle

Situationen her i landet er den, at den faglige rådgivning og debatten om jagttider og -metoder stadig fortrinsvis handler om, hvor mange individer, der kan skydes, uden at bestanden går tilbage i antal. Her har professor Jesper Madsen i en rapport fra Aarhus Universitet angivet, at jagten på 15 vandfuglebestande på deres trækruter direkte og/eller indirekte ”muligvis” holder bestandene nede under naturens bæreevne, men det tillægges ingen vægt i den nationale fastsættelse af jagttider. Her er det næste kun antallet af individer, der ’falder døde ned fra himlen’, der diskuteres i relation til bestandsstørrelserne.

På trods af alt dette, foregår der herhjemme for langt de fleste arter nu ingen forskning i bestandseffekterne af det direkte antal skudte dyr, de direkte jagtlige forstyrrelser og slet ikke de indirekte forstyrrelser i form af, at alle vi andres stærkt øgede forstyrrelser i kraft af, at jagten har gjort dyrene langt mere sky, end de ellers ville have været. Den helt oplagte og nødvendige opfølgning på Aarhus Universitets internationale førerposition i forskning i jagtlige forstyrrelser er således aldrig sket.

Om bestandene af større fugle og andre dyr holdes nede pga. jagt og i så fald hvor meget, er det næsten umuligt at beregne. I praksis skal man totalfrede en art i en årrække for at se, hvordan bestanden udvikler sig uden jagt. Det har i adskillige tilfælde medført, at bestande er gået markant frem.

Motorbådsjagt selv i fuglebeskyttelsesområder

Selv om vi fik et godt netværk af reservater for 20-30 år siden, så er det stadig bemærkelsesværdigt, at det er tilladt at drive jagt i meget store dele af vores mange EU-fuglebeskyttelsesområder. Dette gælder endda jagt fra motorbåde i fart, hvilket svarer til, at man kunne drive jagt fra biler og ATV’er på land. Ingen andre europæiske lande tillader noget så ekstremt, og kun en dansk undtagelse fra en aftale i Paris helt tilbage i 1950 muliggør denne vilde og etisk kritisable jagtform.

Jagt fra motorbåde er langt mere forstyrrende end jagt fra skydepramme eller fra strandbredden, idet fuglene jagtes rundt, lige meget hvor de flyver hen. I motorbåd kan man meget hurtigt komme fra det ene sted til det andet og dermed forstyrre fuglene over store områder. Tro det eller ej, det er endda tilladt at drive motorbådsjagt inde i vores EU-fuglebeskyttelsesområder på de fuglearter, områderne er udpeget for at beskytte.

Det er jægerlobbyen i EU, der ikke står meget tilbage fra landbrugslobbyen, som har spændt ben for, at EU har gennemført mere klare og effektive regler.

Er jagt nødvendigt?

Det er klart, at mange jægere får nogle store og intense oplevelser i naturen, så kan der drives jagt, uden at vi får alle disse problemer? Ja, det kan der, men på et andet niveau end det nuværende danske. Gode jagtmuligheder også i fremtiden inkluderer regulering i antallene af de bestande, som man fra samfundets side ønsker at holde nede for at begrænse skader på skov- og landbrug. Men jagte bør jagten lige så diskret som f.eks. i Jægersborg Dyrehave nord for København, hvor man så vidt muligt kun skyder på enkeltstående individer, så de andre dyr ikke bliver unødigt sky af at opleve drabet.

Og når der drives jagt på vandfugle, så skal det naturligvis ikke ske inde i de vigtige hvile- og fødesøgningsområder, men på tilstødende arealer og med en bufferzone hele vejen rundt for at undgå forstyrrelser af fuglene inde i reservaterne. Hegnsjagt, dvs. at sidde på jagt direkte i skellet ind til en nabo eller et reservat har aldrig været god jægermoral.

Men ud over arter som krondyr, grågås og bramgås, som samfundet ønsker at begrænse bestandene af, er det en myte, at det er nødvendigt med jagt for at ’regulere’ bestandene af fritlevende fugle og andre dyr. Det har naturen immervæk selv klaret fint i millioner af år.

Og så til slut for at sætte det hele i perspektiv: Af alle de naturbeskyttelsestiltag, der er gennemført i Danmark de sidste 150 år, er jagtbegrænsninger det, der har gavnet Danmarks fugle og større pattedyr mest. Helt konkret er omkring 30 arter genindvandrede efter at have været udryddet, eller er gået kraftigt frem fra meget små bestande som f.eks. krondyr, rådyr, odder, ulv, sæler, hejrer og de mange rovfugle, som tidligere blev bekæmpet, og det gælder trækfugle som gæs, svaner, traner, gravænder og vadefugle.

Der er stadigvæk meget at tage fat på.

Bannerfoto: Udsatte fasaner nedlægges i enorme antal som “skydefugle”. Privatfoto