Klimaminister Dan Jørgensen praler af den danske vindkraft, samtidig med at han sætter fut i verdens skove. Illustration: Adam O/NOAH

Danmark har haft stor succes med at udråbe sig som en frontløber i kampen for klimaet. Noget af det, der hele tiden fremhæves er, at Danmarks omstilling af energisektoren har været en stor succes – det fortæller både politikere og andre aktører i energidebatten. Det skriver miljøorganisationen NOAH i en pressemeddelelse den 11. maj 2022.

Den danske klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen blev derfor til det sidste klimatopmøde i Glasgow bedt af det britiske formandskab om at lede forhandlingerne om den del af teksten, som skulle holde målet fra Parisaftalen i live. Overskriften lød: “Keeping 1.5 alive”.

Det kommende møde har samme dagsorden, men inden de besøgende klimaministre lytter til, hvad Dan Jørgensen har at sige, bør de vide, at Danmark og resten af EU anser afbrænding af biomasse som vedvarende energi, jævnfør EU’s direktiv om vedvarende energi (REDII).

Danmark holder indtil videre fast i denne falske klimaløsning, at afbrænding af biomasse fra skove er klimaneutral. Foto: Søren Wium-Andersen

Det medfører – kort fortalt – at Danmark kan brænde træ af fra skove i hele verden og kalde det klimaneutral energi. Og det har resulteret i, at strøm fra de vindmøller, vi er så kendte for i udlandet, i 2020 kun udgjorde 23 % af den såkaldt vedvarende energi i Danmark, mens biomasse til produktion af el og varme udgjorde hele 60 %.

Danmark holder indtil videre fast i denne falske klimaløsning, velvidende at Europa-Kommissionens eget forskningscenter (Joint Research Center) har advaret om, at afbrænding af biomasse fra skove ikke er klimaneutral og har alvorlige konsekvenser for biodiversiteten. Afbrændingen af biomasse udleder CO2 direkte til atmosfæren, mens skovene har brug for årtier, hvis ikke århundreder, for at lagre det igen. Og så længe der kontinuerligt brændes mere og mere træ af til energi, vil det udledte CO2 nok aldrig blive lagret igen.

Ifølge de officielle opgørelser – hvor udledning af CO2 fra afbrænding af biomasse sættes til nul – udledte Danmark årligt knap 42 millioner t CO2-ækvivalenter. Fra skorstenene på kraft-varmeværkerne udledes der dog i virkelighedens verden yderligere næsten 18 millioner tons CO2 – og mere end halvdelen af det træ, der brændes, er importeret. Det er denne praksis, der udgør det meste af den såkaldt “grønne omstilling” i Danmark og pynter på det danske klimaregnskab.

Bente Hessellund Andersen, NOAH

– Danmark er ikke noget grønt foregangsland så længe vi brænder verdens skove af i klimaets navn, og vi er bestemt ikke et godt eksempel som andre lande bør følge. Hvis vi vil leve op til vores grønne image, bør vi i stedet gøre alt hvad vi kan for at forhindre at biomasse bliver det nye kul i verdens energiproduktion, siger Bente Hessellund Andersen fra Miljøbevægelsen NOAH.

NOAH opfordrer sammen med en lang række andre europæiske organisationer EU til et endeligt opgør med accepten af, at energi fra biomasse fortsat regnes som en vedvarende energikilde. Det har haft ulyksalige konsekvenser, at Danmark primært har valgt biomasse som erstatning for de fossile brændstoffer, og hvis vi skal holde 1,5 ℃ i live, er det altafgørende, at resten af verden ikke følger i vores fodspor.

Derfor opfordrer vi Danmark og EU til at benytte dette forberedende klimamøde til at indrømme den fejltagelse, det har været at lade bioenergi tælle som en vedvarende energikilde. Vi bør samtidig advare resten af verdens ledere om farerne ved at følge den vej ud af afhængigheden af de fossile brændstoffer, som især Danmark har fulgt.

Så kan ministrene efterfølgende diskutere, hvordan vi får en reelt klimaneutral fremtid.

For yderligere information kontakt venligst:

Bente Hessellund Andersen, +4529294527, bente@noah.dk

Visited 33 times, 13 visit(s) today

One Comment

  1. Steen Jensen

    .Danmark er sgu ikke grøn ..når vi så tager “naturpleje” og rewilding projekterne med som; ud over at brødføde jordejere, kommuner og akademikere og i bund og grund kun går ud på at fælde træer og krat og udsætte
    methan producerende landbrugsdyr er farven ændret til..mudret!

Skriv en kommentar