Ugeskrift for Læger har 28. september 2015 offentliggjort en MRSA-sygehistorie fra Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital. Artiklen viser, hvilke store personlige omkostninger MRSA-smitten kan have for den enkelte og dennes pårørende. Artiklen dementerer også den ofte fremsatte påstand om, at bakterierne hurtigt falder af og forsvinder, så snart man forlader svinestaldene. Her er beretningen i lettere redigeret form:
En 33-årig mand blev i marts 2014 henvist af sin fagforening til en arbejdsmedicinsk klinik til udredning for MRSA. Han virkede psykisk belastet og følte, at han var til fare for sine omgivelser på grund af sin bærertilstand. Han havde gener i form af uren hud, ledsmerter og bylder nær et sår efter en nylig brokoperation.
Han var landmand med speciale i svineproduktion.
Han havde arbejdet i branchen i fjorten år, de seneste seks som driftsleder. Han var angiveligt i 2008 blevet podet for MRSA ved en landbrugsmesse og fundet negativ. I starten af 2012 blev samtlige fire ansatte på hans arbejdsplads testet og fundet MRSA CC398-positive. Primo 2013 fik han konstateret MRSA CC398 i bylder nær et operationssår og blev anmeldt som »syg af MRSA« til Arbejdsskadestyrelsen.
Efter forgæves udvortes rensning for bakterien blev der gennemført en rensning med medicin (stærk antibiotika), således at han i august 2013 blev fundet MRSA-negativ. Primo 2014 var han dog atter MRSA-positiv, indtil han ophørte med sit arbejde og gentog behandlingen.
Patientens gravide kæreste, en pædagog uden kontakt til svin, blev fire gange i træk i efteråret 2012 testet positiv. Efter forsøg på rensning med mupirocin efterfulgt af en kur med mupirocin og chlorhexidin i tyve dage var hun fortsat MRSA CC398-positiv. Medicinsk rensning blev udsat til efter fødslen, hvorefter hun blev testet MRSA-negativ i 2014.
Da hun var blevet gravid igen, var patienten angst for, om han kunne fortsætte i sit erhverv uden at udsætte sig selv og sine børn for fare. Han fik psykiske problemer med søvnbesvær, skyldfølelse og grådlabilitet og fik psykologbistand på mistanke om en posttraumatisk stresslignende tilstand.
Han beskrev modstridende signaler, som han havde fået i sundhedsvæsenet. Han havde forstået på infektions- og hygiejnesygeplejersker, at MRSACC398 ikke var farlig, kun resistent over for få antibiotika og ikke smittede mellem mennesker. På den anden side oplevede han, at hospitalspersonale ikke gav hånd, at tandlægebesøg og operationsforløb blev udsat eller flyttet, og at sundhedspersonalet, da hans kæreste skulle føde, anbragte parret i isolation og anvendte beskyttelsesudstyr og personlige værnemidler.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte MRSA-smitten med erstatning, men afviste stressreaktionen som værende arbejdsbetinget.
Sygehistorien illustrerer, hvordan forgæves forsøg på rensning for MRSA og en konflikt mellem oplevet håndtering og given information bidrog til at stigmatisere en ellers velfungerende smittebærer.Risikoen for stigmatisering af personer er ligeledes fremført af landbrugsorganisationer som argument for ikke at offentliggøre navne på bedrifter med MRSA.
Sygehistorien viser for første gang, at MRSA CC398 kan være meget langvarigt til stede og svær at udrydde hos en rask smittebærer uden kontakt til svin, formentlig som følge af gentagen interpersonel spredning. MRSACC398-positive patienter, der arbejder i landbrug, skal have anmeldt evt. gener og sygdom i den forbindelse som arbejdsbetingede. De kan have behov for vejledning om sygemelding og fremtidigt erhverv og bør informeres korrekt om MRSA.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at MRSA-bærertilstand ikke må forsinke anden vigtig behandling. Sygehuspersonale bør endvidere være opmærksomt på, at brug af isolation og værnemidler kan være angstfremkaldende i en tid, hvor debatten om MRSA er følelsesladet, og at sådanne billeder forekommer i medierne i forbindelse med ebolavirus o.l.
Efterskrift
I en mail 20. oktober 2015 til læge Jakob Hjort Bønløkke har gylle.dk rejst dette spørgsmål med relation til slutningen i artiklen:
“Desværre konkluderer du/I ikke på den sidste sætning – er frygten for stigmatisering forbundet med hemmeligholdelse af de smittefarlige virksomheder eller det modsatte?”
Tak for din henvendelse.
Der er jo meget begrænset plads at skrive på i sådan en kasuistik, man kan ikke få alt med. Mit svar kan ikke blive andet end min personlige holdning, for jeg har ikke nogen fakta, om hvad der er den rigtige balance mellem offentliggørelse, risiko for stigmatisering og hemmeligholdelse og risiko for, at problemer ikke opdages og håndteres. Historien viser, at stigmatisering kan opleves og forstærkes af den måde, personer der bærer smitten mødes. Med den sidste sætning vil vi nok pege på, at det samme kunne gælde for landmænd med bedrifter, der har smitten.
Jeg mener, at vi som sundhedsprofessionelle og som forskere skal fremhæve, at indtil nu har smitten bredt sig, men den har kun sjældent givet anledning til sygdom, og at under normale omstændigheder er der ingen grund til frygt. På den baggrund burde både personer og bedrifter med smitten kunne omgås langt mere frit, og stigmatisering måske undgås og offentliggørelse bedre forlanges.
Usikkerheden eller frygten om du vil, knytter sig snarere til om bakterien bliver ved med at være så fredelig som den har været indtil nu.
VH
______________________________
Jakob Hjort Bønløkke, læge, Ph.D.
Lektor og arbejdsmiljøleder på
Sektion for Miljø, Arbejde & Sundhed
Institut for Folkesundhed
Aarhus Universitet
