Havefestival
Glade mennesker dyrker smukke haver. Foto: Helga Voigt.

Byhaver, fælleshaver, delehaver, skovhaver og højbede ser dagens lys over hele Danmark. Flere og flere danskere kaster sig i disse år ud i at dyrke jorden for at opleve en grad af selvforsyning. Landsforeningen Praktisk Økologi støtter op om udviklingen og vil hjælpere flere danskere i gang med haverne – et af initiativerne er festivalen “Mere Liv i Haven”.

Friske årstidsbestemte grøntsager og det meditative havearbejde i en hektisk hverdag får danskerne til at vende tilbage til tidligere tiders værdier med selvproducerede, rene råvarer, der matcher trenden om nordisk mad. Danskernes stigende efterspørgsel på viden om selvforsyning og generel haveglæde har fået Landsforeningen Praktisk Økologi til at stable den første Mere Liv i Haven Festival på benene. Festivalen afholdes d. 26. oktober i Regstrup på Sjælland.

Trine Krebs, formand i Landsforeningen Praktisk Økologi, fortæller: ”Vi har al den viden, der skal til for at vejlede danskere i at dyrke en mangfoldig og bæredygtig have, og det er godt, at vi har en online vidensbank. Men skal vi virkelig rykke og lære nyt er det vigtigt at møde hinanden og lære af de mange selvforsyningseksperter, som vi har i foreningen. Derfor inviterer vi alle danskere til den første Mere Liv i Haven Festival, hvor alle kan lære mere om alle vinkler på have, natur og selvforsyning”.

Festival om alt fra dyr, bier, blomster, kompost til leslåning – også for børn. Anne Tange fra Københavns Skolehaver laver børneværksted hele dagen, hvor børn kan grave orme, lave bål, finde dyr, blomster og bier.

Deltagerne på festivalen kan deltage i fem forskellige værksteder á 45 minutters varighed. Alle deltagere får skøn morgenmad, frokost og aftensmad lavet af sæsonens dejligste økologiske råvarer.

Alle foreningens arrangementer er altid åbne. Tilmelding foregår over nettet, hvor det fulde program også er tilgængeligt. Prisen for deltagelse inkl. alle dagens måltider og alle værksteder er 350 kr.

Festivalen foregår 26. oktober på Makvärket i Knabstrup, kl. 10.30-23.00, Teglværksvej 30, 4420 Regstrup.

 

Visited 3 times, 1 visit(s) today

Comments are closed.