Flagrende fugle på taget fjerner intet fedtemøg

Den oversolgte ”historiske forandring af Danmarks natur” kommer vi aldrig til at opleve med en minister, der hellere vil pynte sig med lånte fjer end yde akut førstehjælp til det havmiljø, der gisper efter mindre kvælstof

Minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus indviede i august i år naturgenopretningsprojektet Søborg Sø i Nordsjælland. Han sagde bl.a.:

”Jorden i Søborg har i generationer ligget tørlagt, men nu vil vi snart se vandet spejle himlen, høre fuglene finde vej og mærke naturen folde sig ud. Det vil give dem, der bor i nærheden, helt nye oplevelser. Det er lige præcis det, den grønne trepart handler om – at tage ansvar for vores fælles fremtid i et grønnere Danmark”.

Den glade minister gav de 2000 tilhørere det indtryk, at her var man vidner til et af de markante Grøn Trepart-projekter, som den historiske aftale har afsat 43 mia. kr. til at realisere. Men sandt var det ikke.

Søborg Sø-projektets 600 hektar blev for alvor skudt i gang i november 2016, fordi daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev projektet ind i regeringsgrundlaget, men siden 1988 var der gjort tre forgæves forsøg, der alle strandede på heftig modstand fra landbruget.

Jeppe Bruus lyver altså om de 600 hektar, når han markedsfører søprojektet som et resultat af den grønne trepart. Den blev jo først lanceret i juni 2024. Landbrug & Fødevarer lyver også, når de forsøger at tage ejerskab til projektet og give de lokale landmænd æren for gennemførelsen. Virkeligheden er, at kun udsigten til en millionregning for den nødvendige renovering af pumper og afvandingskanaler fik de modvillige lodsejere til at acceptere samfundets generøse tilbud om et projekt til 126 mio. skatteyderkroner.

Det er den faktuelle baggrund for naturgenopretningen af Søborg Sø, men politikere og medier, dele af befolkningen og toneangivende miljøorganisationer har vænnet sig til Landbrug & Fødevarers løgnagtige fortællinger, når det gælder lobbyorganisationens selvbillede som miljøfrontkæmper. Mange ved godt, at der er tale om postfaktuelle påstande, men man bærer over med dem, fordi de kommer netop fra landbruget. Læs f.eks. her, hvad Landbrug & Fødevarer skriver om sig selv og sine medlemmer:

”Overalt i landet arbejder danske landmænd og fødevarevirksomheder for en stærk produktion, der går hånd i hånd med klima, natur og miljø.

Det er der egentlig ikke noget nyt i, for det har altid været en del af vores DNA at forbedre, forfine og forædle.

Lige nu sker arbejdet på rekordtid. Blandt andet som en del af den grønne trepart.

Planer bliver til handling, teknologier bliver taget i brug, og små skridt bliver til store forandringer, der vil spire frem i landskabet de kommende år.”

Ikke et ord om landbrugets tunge ansvar for iltsvind og fedtemøg og ej heller om millionerne af tilskudskroner fra skatteyderne, der skal til for at redde stumperne af natur i verdens hårdest dyrkede land. Landbruget skal tilsyneladende betales for hvert eneste lille skridt i den grønne retning. Søborg Sø har f.eks. kostet skatteyderne 126 mio. kr. indtil nu. Gæt selv, hvem der har fået de penge.

GODT EN MÅNED TIDLIGERE var Jeppe Bruus ude på den samme galej, da han indviede Ravning-projektets 453 hektar som det første Grøn Trepart-projekt i Vejle Ådal. Igen var den gal med tidsforskydningen – projektet blev sat i gang allerede i 2021.

Den Grønne Trepart er altså en succes med de første 1000 hektar omlagt natur, påstår ministeren. I en kronik i Politiken 2. oktober beskriver Bruus dette fænomen i et svar til avisens lederskribent Christian Jensen, som havde efterlyst handling:

”Lad os lige slå fast – den politiske aftale om Den Grønne Trepart er ikke engang ét år gammel, men den er allerede i fuld gang med at skabe den største forandring af den danske natur i mere end 100 år. Med aftalen tænker vi for første gang natur, klima og vandmiljø sammen. Vi løser problemer, der har været strandet på utallige regeringers bord.”

Det er heller ikke sandt.

Foreløbig er der kun indkommet nogle ønskelister fra de lokale treparter, men det er jo flagrende fugle på taget. Ønskelister kan enhver udskrive, men levere gaverne kræver mandsmod og muskler, når modparten er agroindustrien. Lad os lige slå fast, at minister Jeppe Bruus overhovedet ikke har vist, at han magter at skabe den nødvendige forandring af dansk natur, som det ekstreme landbrug har gjort så megen fortræd. Landbruget har ansvaret for det iltsvind, der kvæler livet i havet, skaber fiskedød og stinkende farvande fyldt med fedtemøg.

Allerede i foråret leverede Jeppe Bruus det første og måske største svigt, da han valgte at lade landbruget fortsætte med at forurene fjorde og hav på ubestemt tid. Han afviste at gribe ind overfor den landbrugspakke med 20 % ekstra gødning, som blev vedtaget i 2016. Den virker som benzin på et brændende hus, men Jeppe Bruus kunne have sat prop i forureningen, fordi det er ministeren, der fastsætter gødningsnormerne for hele landet hvert år i marts.

Som en akut førstehjælp kunne Jeppe Bruus have fjernet landbrugspakkens ekstra 20 % kvælstof. Men det turde han ikke.

Derfor får vi hverken rene fjorde eller det blå hav tilbage. Ad åre kan vores børn og børnebørn – måske – få et lidt mindre tilsmudset vandmiljø med lidt flere fisk og lidt mindre fedtemøg, men nogen historisk forandring af Danmarks natur kommer de aldrig til at opleve med så frygtsom en minister, der hellere vil pynte sig med lånte fjer end bruge den magt, han er betroet.

Kaare Larsens søprojekt har været undervejs siden 1986

Forhistorien:

I slutningen af 1940’er og ind i 50’erne fik lodsejerne på Søborg Sø bevilget statsstøtte efter landvindingsloven til anlæg af en pumpestation samt en effektiv afvandingskanal. Regnskabet blev endeligt afsluttet i 1957, og da havde det samlet kostet 1.507,081 kr. (24,5 mio. kr. i 2024-værdi). Staten, dvs. skatteyderne, betalte to tredjedele, mens lodsejerne fik billige statslån til den sidste tredjedel.

Det første forsøg 1988:

Blot 30 år senere var afvandingstilstanden så ringe, at det første forslag om et naturgenopretningsprojekt så dagens lys. De 95 lodsejerne, der var tilbage efter en jordfordeling, havde høje udgifter med at holde området tørt; 380.000 kr. om året (855.730 kr. i 2024-værdi), så stemningen var ved at ændre sig.

Søborg Sø-afvandingen var blandt fem pilotprojekter ud af i alt 36 mulige områder, Miljøministeriet lod undersøge intensivt i 1986 med henblik på retablering som naturområde som led i den såkaldte marginaljordsredegørelse. Et sådant projekt blev støttet politisk af både Frederiksborg Amt og Græsted-Gilleleje Kommune, og det kunne finansieres via Naturforvaltningsloven, som var vedtaget samme år.

Stemningen blandt lodsejerne var vanskelig at få oplyst på forhånd af taktiske privat-økonomiske årsager. Ganske vist kunne lodsejerne slippe af med netop de mest sumpede jorder i området, men til hvilken pris? De trak sagen i langdrag, og da en enkelt stor lodsejer meddelte i sidste øjeblik, at han ikke ville være med, smækkede Skov- og Naturstyrelsen pengekassen i.

Det andet forsøg 1995:

Søborg Sø kom atter på dagsordenen op til kommunalvalget i november 1993.

Socialdemokratiske politikere i Græsted-Gilleleje kommune og i Frederiksborg Amt gik sammen om at foreslå en naturgenopretning af Søborg Sø i fuld størrelse, men kommunalvalget i november 1993 blev ingen succes for de partier, der umiddelbart ønskede Søborg Sø-projektet.

Venstre fik et supervalg og den nye formand for amtets teknik- og miljøudvalg, Claus Lange (V), tilkendegav i august 1994, at de 93 lodsejere ville få afgørende indflydelse på amtets holdning. Dermed var sagen i realiteten lagt død, da modstanden blandt lodsejerne var markant, så flertallet i amtsrådet stemte imod.

Skov- og Naturstyrelsen bad amtet genoverveje sit nej, da der ville være store natur- og miljømæssige gevinster ved en retablering af søen, men amtets afgørelse blev ikke omgjort.

Det tredje forsøg 2000:

I 2000 tilbød en af de fire store søgårde, Søborggård, at sælge 75 hektar vandlidende jord til Aage V. Jensens Fonde, hvis erklærede formål er, »at medvirke til at søge den mangfoldige natur bevaret for eftertiden og samtidig at åbne befolkningens øjne for denne natur«.

Fondenes købstilbud blev dog afgivet under den betingelse, at landbrugspligten på jorden i den udtørrede sø skulle kunne ophæves. Det var jo planen at genoprette en sø på stedet, men her kørte projektet af sporet. Da jordkøbet skulle godkendes i den daværende Frederiksborg Amts Jordbrugskommission nedlagde den ene af de tre kommissærer veto. Det var egnens dominerende lokale svineproducent og tidligere landboforeningsformand Carl F. Bruun fra Esrumgård, der nedstemte projektet.

Med vetoet kunne landbrugspligten ikke ophæves, til trods for at køber og sælger var enige om betingelserne. Svineproducenten begrundede sit veto med, at det drejede sig om »glimrende landbrugsjord«.

Det fjerde forsøg 2016:

Imidlertid arbejdede både tiden og naturen for en løsning, ikke mindst fordi behovet for nydræning og renovering af det nedslidte pumpeanlæg blev mere og mere presserende.

På generalforsamlingen i 2013 stod det klart, at lodsejerne måtte forudse millionudgifter til forbedring af afvandings- og pumpesystemet, hvis søen fortsat skulle tjene landbrugsformål. Den investering skulle de selv afholde, da der ikke længere var statsstøtte til afvandingsprojekter som dengang i 1950’erne, hvor skatteyderne havde betalt to tredjedele af udgifterne til anlægget.

Bestyrelsen for Søborg Sø Landvindingslag indledte derfor en dialog med Gribskov Kommune om områdets fremtid, og sammen henvendte man sig nu til Aage V. Jensen Naturfond for at søge økonomisk støtte. Resultatet af dialogen blev et debatoplæg, der pegede på mulighederne for at genskabe et 335 hektar stort søområde omgivet af 150 hektar enge. Debatoplægget blev betalt af Aage V. Jensen Naturfond, som derefter overdrog det videre arbejde til Naturstyrelsen.

Planen fik det nødvendige momentum i november 2016, hvor daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev naturprojektet ind i regeringsgrundlaget. Dermed var fremtiden lagt fast og tilbage stod blot at få projektet ført ud i livet. Arbejdet kulminerede med den formelle indvielse i september 2025.

Læs hele historien om Søborg Sø her.