Justitia-med-ögonbindel
Fødevarestyrelsen har svært ved at administrere korrekt i MRSA-sagerne om offentlighedens ret til at kende smittefarlige svinefabrikker.

I sin iver for at tækkes den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer (L&F) har Fødevareministeriet tilsidesat de mest elementære regler for fair og rimelig forvaltning. På trods af ministeriets erklærede politik om åbenhed er man gået bag om ryggen på medierne i et mummespil, der grænser til det konspiratoriske.

Fødevarestyrelsen har i februar 2015 lækket afgørelsen i en kontroversiel sag om aktindsigt til landbrugets advokat, før man meddelte afgørelsen til de involverede journalister i sagen. Først 10 dage senere – og efter flere rykkere – lod Fødevarestyrelsens direktør Esben Egede Sørensen fremsende det formelle afslag til ansøgerne.

Efterfølgende har Egede Sørensen blankt afvist at forklare den ureglementerede sagsbehandling, som han lakonisk kalder “rimelig”. Takket være en hjælpsom journalistkollega i landbrugspressen er det imidlertid lykkedes at afdække det spegede sagsforløb.

De hemmelige svinefabrikker
Sagen drejer sig om aktindsigt i adresserne på 275 svinefabrikker, som Fødevarestyrelsen har undersøgt for MRSACC398-smitte i 2013-14. Resultatet af undersøgelsen blev offentliggjort i december 2014, men uden at nævne virksomhederne, hvoraf 68 pct. blev fundet inficerede. To journalister begærede på forhånd aktindsigt i virksomhedernes navne, da man fandt det af stor offentlig interesse at få kendskab til især de 32 pct. ikke-smittede fabrikker.

HåkunDjurhuus
Advokat Håkun Djurhuus er landbrugets faste advokat.

Begæringen om aktindsigt, der støttede sig til ombudsmandens klare afgørelse fra juni 2014, har været til behandling i Fødevarestyrelsen siden efteråret 2014. Adskillige gange er der blevet rykket for en afgørelse, senest 10. februar hvor styrelsens jurist blot kvitterede for modtagelsen uden at besvare rykkeren tre dage senere.

Men samtidig “lækkede” Fødevarestyrelsen afgørelsen i et brev til advokat Håkun Djurhuus, der repræsenterer Landbrug & Fødevarer i denne private organisations retssag mod netop Fødevarestyrelsen. Retssagen er anlagt for at blokere al offentliggørelse af adresserne på MRSACC398-smittede svinefabrikker.

I brevet til advokat Djurhuus lovede Fødevarestyrelsen at rette ind efter Landbrug & Fødevarers krav om total hemmeligholdelse af svinefabrikkernes identitet og at afvise journalisternes aktindsigt. Brevet var afsendt fra Kammeradvokaten, der repræsenterer Fødevarestyrelsen i den ovenfor nævnte retssag.

Landbrugsadvokaten sendte “lækket” videre
Advokat Håkun Djuurhus lod 17. februar brevets indhold gå videre til det såkaldte Videncenter for Landbrug og til landbrugsavisen.dk, der begge ejes og styres af L&F.

Dagen efter kunne landbrugsavisen.dk triumferende rapportere om “Ny sejr i MRSA-sag”. Med Kammeradvokaten som kilde fremgik det af artiklen, at Fødevareministeriet havde besluttet at undlade at give aktindsigt i den seneste screening af svineindustrien for MRSACC398.

Trods en omgående henvendelse til ministeriets jurister og til direktør Esben Egede Sørensen i Fødevarestyrelsen lykkedes det ikke at få be- eller afkræftet denne “lækage”. Egede Sørensen og styrelsens jurister undlod simpelthen at besvare henvendelsen.

Derimod var journalist Frederik Thalbitzer på landbrugsavisen.dk villig til at bekræfte, at historien stammede fra advokat Håkun Djuurhus og ikke direkte fra kammeradvokatens kontor. På opfordring bekræftede advokat Djurhuus efterfølgende dette og fremsendte beredvilligt sin egen skriftlige fremstilling af sagsforløbet.

Fødevarestyrelsen
Direktør Esben Egede Rasmussen melder hus forbi.

Svar efter 10 dage
Direktør Esben Egede Rasmussen, der er øverste chef for Fødevarestyrelsen, har fortsat undladt at kommentere selve sagen, men bestrider ikke, at landbrugsadvokaten blev orienteret om afgørelsen mindst 10 dage før, de to journalister modtog afslaget 27. februar 2015.

I en mail af samme dato fralægger Egede Rasmussen sig ansvaret for den usædvanlige fremgangsmåde med denne kommentar: – Jeg finder det ironisk at blive beskyldt af dig for urimelighed og utilstedelighed i denne sag.

Esben Egede Rasmussen har tidligere udvist svigtende dømmekraft. I sommeren 2014 kom han i mediernes søgelys som ansvarlig chef for styrelsens fatale fejlvurdering af et udbrud af listeria-forgiftning, der ramte 41 danskere og kostede mindst 17 personer livet. Også i den sag reagerede Fødevarestyrelsen urimelig langsomt og påkaldte sig efterfølgende en alvorlig reprimande fra fødevareminister Dan Jørgensen.

DanMed Gris
Dan Jørgensens rolle i “lækagen” af afslag på aktindsigt er uklar.

Hvorvidt Dan Jørgensen har været direkte involveret i beslutningen om at “sive” afgørelsen til landbruget før afslaget til de to journalister, har det ikke været muligt at få klarlagt. I betragtning af at direktør Esben Egede Sørensen karakteriserer udleveringen af oplysningerne som “denne politiske og forvaltningspolitiske sag”, er der al mulig grund til at antage, at ministeren i det mindste har sanktioneret fremgangsmåden.

 

 

Fødevareministeriets skriftlige erklæring om “mission-vision-værdier” opregner disse otte punkter under “Åbenhed”:

Åbenhed

• Vi er åbne om, hvad vi ved og ikke ved, hvad vi gør, og hvordan vi prioriterer vores opgaver
• Vi sikrer vores omgivelser og kollegaer let og hurtig adgang til information om vores arbejde
• Vi sørger for, at vores omgivelser og kollegaer holdes informeret om forhold, der har betydning for dem
• Vi lytter til vores omgivelser og til vores kollegaer
• Vi er åbne overfor andres synspunkter og holdninger
• Vi respekterer vores omgivelser og hinanden
• Vi er loyale overfor vores kollegaer og vores arbejdsplads
• Vi begrunder klart og entydigt vores beslutninger.

De to omtalte journalister er Nils Mulvad og Kjeld Hansen. Pr. 3. marts 2015 har de klaget til Fødevareministeriets Klagecenter over dels afslaget dels den utilstedelige “læk” af afgørelsen til landbrugets advokat. Læs klagen her.

Visited 5 times, 1 visit(s) today