For første gang i Danmark: Blyforgiftet kongeørn sat ud efter afgiftning

DOF kræver al blyholdig ammunition til jagt forbudt, efter denne kongeørn blev forgiftet af bly. Sandsynligvis har den ædt af et dyr skudt med ammunition med bly. Foto: Jan Skriver

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) kræver al blyholdig ammunition til jagt forbudt i naturen. Det sker efter at en kongeørn i en nordjysk skov er dokumenteret forgiftet af bly. Ørnen blev fundet hjælpeløs med en adfærd som en svært beruset. Et tysk laboratorium dokumenterede, at kongeørnen var blyforgiftet. Sandsynligvis har ørnen ædt rester af et dyr skudt med blyholdig riffelammunition. Ørnen kom i pleje og blev afgiftet. Nu er den på vingerne igen.

Det meddeler journalist Jan Skriver for Dansk Ornitologisk Forening i en pressemeddelelse, den 27. september 2019.

Efter godt to måneders pleje og behandling har en kongeørn på ny fået luft under vingerne og styr på sine bevægelser som skovens mægtigste jæger bevæbnet med kløer.

Ørnen, en fire år gammel ringmærket hun, blev 16. juli fundet i et nordjysk skovområde, hvor den sad groggy og ude af stand til at holde balancen.

På Klarup Dyreklinik ved Aalborg blev kongeørnen røntgenfotograferet, og alle knogler viste sig at være intakte. Ej heller var der hagl i ørnen.

Med en mistanke om forgiftning blev en blodprøve derpå sendt til det tyske laboratorium Laboklin, der snart kunne meddele, at ørnen havde et forhøjet niveau af bly i kroppen.

Kongeørnen lige før den slippes fri af DOFs rovfugle-ekspert Jan Tøttrup. Foto: Jan Skriver

Elgjagt bringer ørne i farezonen

”I Danmark havde vi før fundet af den uheldige nordjyske kongeørn ingen erfaringer i at behandle blyforgiftede ørne. Men det har de nordpå i Sverige, hvor det er et stort problem med blyforgiftning af både havørne og kongeørne, der får blyet i sig, når de æder rester af dyr, som er skudt med blyholdig riffelammunition. Det er i særlig grad den svenske elgjagt, der medfører en risiko for, at ådselædende rovfugle får rester af bly fra ammunition i sig, når de æder af efterladte indvolde i naturen”, siger rovfugleeksperten og ringmærkeren Jan Tøttrup Nielsen, Tolne.

”Den nordjyske kongeørn kom til at indgå i et svensk forsøg, hvorfra der kom medicin til behandling af blyforgiftningen”, fortæller rovfugleeksperten.

Og så stod den ellers på ugers intensiv afgiftning med et medicinsk pulver, der gled ned sammen med en menu af rotter og fjerkræ.

Udsigt til lykkelig slutning

”Strategien hjalp, og kongeørnen genvandt gradvist sine finmotoriske evner og blev i stand til at manøvrere og lette i en voliere. Den er nu tilbage i naturen. Sandsynligheden taler for, at ørnen har ædt dele af et nedlagt dyr, hvor der har siddet rester af ammunition. Der skal meget lidt til, før det går galt, når det er bly, vi har med at gøre”, siger Jan Tøttrup Nielsen.

Udsætningen af kongeørnen blev dog en kende nervepirrende, fordi den store rovfugl endnu ikke var i stand til at flyve, som en ørn skal.

Kongeørnen måtte en tur i græsset efter udsætningen i naturen. Formen var ikke helt på plads efter blyforgiftningen. Foto: Jan Skriver

Straks den var sluppet fri, landede den på jorden og tumlede efterfølgende ud i et vandhul, hvorfra Jan Tøttrup Nielsen fik den reddet op.

”Efter udsætningen har vi holdt nøje øje med ørnen, der dag for dag har fået flere kræfter og bevæget sig længere og længere omkring i skoven. Og nu flyver den, som den skal. Da kongeørnen i sommers blev fundet, vejede den 3,7 kilo. Da den blev sluppet, vejede den 5,2 kilo. Den var i god foderstand, da den fik friheden tilbage, men den har formentlig været ude af form, så den skulle træne nogle dage, før den for alvor var klar til afgang. Heldigvis har historien fået en foreløbig lykkelig slutning”, siger rovfugleeksperten.

DOF: Bly skal helt ud af naturen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) kræver bly helt forbudt i al riffelammunition til jagt, ligesom blyhagl blev forbudt i 1996.

DOF vil nu sætte problematikken på dagsordenen i Vildtforvaltningsrådet, der rådgiver miljøministeren i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning.

”Det kan undre, at bly fortsat bliver brugt i riffelpatroner, fordi ingen kan være i tvivl om dette tungmetals skadelige virkninger på dyr og fugle, der er så uheldige at optage det. Det er også utrygt for mennesker, der spiser vildtkød, at risikoen for at få bly i sig er til stede, så længe blyholdig riffelammunition er vidt udbredt”, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

”Sjældne ådselædende rovfugle som rød glente, havørn og kongeørn er i risikozonen for at få bly i sig, så længe der skydes vildt med blyholdig ammunition. Bly bør helt ud af vores natur”, siger DOF-formanden.

Læs  baggrund: Bly vejer tungt som en trussel mod rovfugle

Comments

comments

En kommentar til For første gang i Danmark: Blyforgiftet kongeørn sat ud efter afgiftning

  • Steen Ole Rasmussen skriver:

    Havørne og mennesker

    Min far fik et “sprathagl” af bly i panden i 1944, som sad der indtil han døde, senildement i 2004. Skytten, som ramte ham ved et uheld, gav ham 10 kroner i erstatning og på den betingelse, at min far ikke gjorde mere ud af sagen. Det var mange penge dengang, men gad vide, hvor meget skade et hagl kan nå at forvolde på nervesystemet i alle de år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.