Udenfor Bornholms Kunstmuseum står – eller måske rettere – ligger denne henslængte skulptur af et menneskesvin eller Gris-Mennesket, som museet kalder den. Den er skabt af Jørgen Haugen Sørensen i 2006, og han navngav den selv som ”et selvforskyldt mirakel der venter på et nyt”
Skulpturen er udførligt beskrevet på Mimaginable’s Blog – vi bringer et fyldigt uddrag. God fornøjelse!
Hvad jeg ser, og hvad figuren umiddelbart minder mig om
Et grisehoved på liggende menneskekrop – to ting sat sammen, så det skaber en modsætning – grisen og mennesket; halvt oprejst på albuerne med underarm og hænder støttende på underlaget, ser øjnene hen over kroppen med let løftet blik og ørerne rettet fremad i samme retning; to dråber i skinnende stål, den eneste del, der afviger fra resten af figuren i materiale og glans, hænger under hvert af øjnene med små stikkende pupiller, der er farvet tydeligt lyseblå – det eneste farvede på figuren – dråberne hænger under øjnenes tårekanaler og minder om tårer.
Grim krop – menneskekroppen er en halvfed og frem for alt slatten mandekrop med tyk læderhud hængende i folder omkring halsen; en tydelig revne i huden i lige linje fra halsen mod solar plexus, viser en hud så tyk som en okses og får huden til at se påklistret ud eller se ud som om huden var iført kroppen som en vest, hvor bryststykkerne mødes på midten; huden, igen tyk og læderagtig, folder sig omkring armhulerne, langs hele siden, hvor kroppen møder underlaget, fra armhulerne og overarmene, der slutter helt tæt op ad kroppen, til ballerne; maven er enorm og navlen mislykket; (mandlige) hængebryster og en grim lang tynd halvt erigeret penis som lige efter at have onaneret måske, ubehåret penis og pung med store testikler, anus mellem fede hudfolder, der minder om et kødfuldt og fedt kvindeskød; fodsålerne er samlet og knæene let bøjede, så benene dermed bliver let spredte over knæene og samlet ved fødderne; fødder og hænder, underben, armen og skuldre, og måske testiklerne og maven, er næsten det eneste, der virker normalt eller neutralt. Kroppen er henslængt og synes helt uden foretagsomhed eller kræfter. Den virker på én gang infantil og som formet som et 2-årigt barn liggende på et underlag, sårbart, vredt eller utilfreds, og samtidig virker den – som størrelsen på figuren fortæller – som en voksen ribbet for alt voksent.
Grimt grisehoved – meget fedt, bredt som på en ældre orne, halvåben mund med synlige, grove tænder: skarpe hjørnetænder og kraftige kindtænder, mundvigene formet som forrevet før eller efter et bid, tungen er enorm og stikker – spidst formet – ud af munden foran, grisen ser ufredelig ud, før eller efter et vredesudbrud, trynen drejet og næseryggen rynket, som om grisen har smagt noget ubehageligt eller, som sagt, som før eller efter, grisen har bidt efter eller sloges med et andet levende væsen – menneske eller dyr. Figuren udstråler samlet set mere aggression, ubehag, resignation end den frygt, der glimtvis præger udtrykket i grisehovedet – som om hovedet med sin vilje eller aggression vil kunne løfte den enorme, dvaske krop til fornyet aktivitet.
Grisehovedet og hele den henslængte krop– fremstår begge i elfenbenshvid og er meget iøjnefaldende, især som figuren fremstår i naturen med grønt græs, mørke marker og træer som kulisse. Men også placeret i et bymiljø vil figuren bestemt være markant og synlig mod farven i asfalterede vej, fortovenes grå cementfarve og bygninger i rødsten eller de forskellige farver, man møder i en by og i byens og butikkernes aftenlys. Igen – set direkte som krop og hoved som beskrevet ovenfor – forekommer får den hvide farve kroppen til at virke blodløs, kold og egentlig som et lig eller endda et lig, der har ligget i vand et stykke tid.
Vækker nysgerrighed og tiltrækning
Når jeg ser figuren på afstand bliver jeg nysgerrig og tiltrukket og må hen og se den. Jeg kan godt på afstand se, at den er grim og grotesk – svinehovedet på den nøgne menneskekrop – det er som at se et menneske nøgent i en offentlig installation – det vækker min nysgerrighed, og jeg tiltrækkes
Vækker afsky og afstandtagen
Men allerede på afstand kan jeg se, at figuren er grim og fordrejet og endog i menneskestørrelse – som at se en grim krop på et plejehjem eller sygehus eller i et privat hjem afklædt, for mig en abnorm krop, som kan tale til mig eller endda taler venligt til mig, have min krop ad sin, vil elske med mig, vil berøres, eller jeg skal masturbere kroppen, berøre eller penetrere anus – alt ligger åbent som kroppen ligger åben – kroppen er på én gang venlig og synes underlagt dominans, samtidig med at hovedet er farligt som et rovdyrs men måske i virkeligheden blidere end som så og ufarligt
Virker Grotesk
Kalder på medlidenhed, dominans eller underkastelse. Figuren virker grotesk, og jeg viger tilbage for at stoppe op ved den og betragte den grundigt og analysere den sammen med andre, jeg ikke kender – jeg tænker: hvad mon de tænker om mine tanker om denne tiltrækkende og frastødende figur? Og igen: er det et menneske, som er fanget i denne grimme krop og med dette svinehoved, så jeg skal stoppe op og vise barmhjertighed? – en indre konflikt, som kan opstå ved mødet med en ildelugtende tigger eller en junkie eller dranker i rendestenen, udspiller sig i mig. Men igen, måske vil personen, som måske er fanget i dette afskyelige ydre, dominere over andre – altså også i menneskelig, sensuel/seksuel betydning? Faktum er, at figuren allerede nu dominerer over og bemægtiger sig beskueren, uden at hun/han kan afgøre, om der er tale om at figuren repræsenterer et offer eller en krænker. Eller figuren kalder på barmhjertighed og hengivelse, uden at det er klart, om det er seksuelt eller i mere altruistisk betydning. Eller kalder figuren simpelthen på at blive voldtaget, domineret og måske pulet til døde. For måske vækker figuren vrede hos tilhøreren og beder selv om at komme af dage og fjernet fra – vort blik – beskuernes blik? For så alligevel at dominere og martre – os – beskuerne – ved mindet om den, som for vort indre blik til stadig fastholder gåden og ambivalensen uløste: var det et menneske eller et dyr, vi så, et offer eller en krænker?
Individuelt: Figuren åbner ind til egen intimsfære, vækker blufærdighed, rejser spørgsmål som, Er jeg grim? Virker jeg sådan på andre? Hvem kunne virke sådan på mig? Kan jeg være forkastet og udelukket – så jeg lukker mig om mig selv? Vil andre forkaste og tilintetgøre mig?
Kollektivt: Er dette et billede på os mennesker og hele menneskeheden lige nu? Er det forbrugerismen, som skildres her? Er mennesket det svin – der æder og fråser og tilfredsstilles mindre og mindre? Som søger trøst gennem egen-seksualitetens orgasme? Uden at tilfredsstilles på det dybere eksistentielle plan på vej til at dø og opædt at sit eget spejlbillede?
Ambivalens og usikkerhed - kollektiv og individuel selvkritik
Om kunstneren var lige så ambivalent, som den beskuer bliver, der dvæler ved værket en rum tid (flere minutter) – uden andre beskuere, der belurer mig som beskuer – er ikke til at sige – generelt hælder jeg til – at jeg ikke tror, at kunstneren ved, hvad han har gjort og sat i gang i folk – deri opstår en frihed, der sikrer beskueren mod overgreb fra kunstneren, og et magtfrit rum giver ramme for selvkritikken tilbage til den bidragende, som selv er kunstner – for vi er sgu alle kunstnere for Vorherre – og INGEN – jeg mener virkelig – INGEN kan skildre livet – vi kan kun leve det – gå vejen – in real-time – lige som én, jeg kendte engang, en jødisk tømrer – han hed Jesus. Han kunne noget af det der – være gennemsigtig selv og konstant møve blandt de magtfulde for at åbne for det magtfrie felt for de magtesløse … Altså, ambivalens og usikkerhed – det kan ikke påduttes – det kan vi kun udsættes for af tilværelsen selv og leve i – ikke fiffigt ’skabe’ hos andre.
Om så kunstneren rummer det i sig og lever det – det er egentlig uden betydning, med indre beskueren søger en guru eller forfører – hvis en kunstner ikke har fattet sit eget værk, gør det ikke noget, andre gør. Ligesom en doven ansat i et sovjetisk supermarked – langer dovent og svært brød og ost over disken – efter at have gjort sine negle fine og pillet sine øjenbryn i sit eget spejlbillede – og nu har lagt det for at tage en pause fra sit virke – og sælger noget, hun kun kender fra prisen – tager brød fra en kasse og hvid ost fra en stålbakke som fra et lighus – uden først at vaske sine smukke hænder. Jeg ved heller ikke, om kunstneren, den krop, rummer samfundskritik i sig – men brød og ost kan være lavet af kvinder i en landsby, som med kærlighed har malket koen og æltet dejen og tænkt: må denne ost og dette brød blive til velsignelse for den, som får penge nok til at købe og æde det sammen med sin familie
Den absolutte etiske fordring
Det samme gælder den absolutte etiske fordring, som udspringer – umiddelbart, siger Løgstrup – af den kendsgerning, at når jeg ser det grimme menneske med svinehovedet og tænker på at pule det ihjel for at fri min æstetik og min etik for noget så grimt . . . Denne kunstner-broder – ligner sin anden-bror – de skildrer begge det væsentligste, der findes – fordringen om at tage vare på det andet menneskes liv fuldstændigt udleveret til mit forgodtbefindende: jeg kan lade livet blomstre, eller lade det lade livet. Og den anden – ikke fordring, men den kendsgerning, jeg umiddelbart selv lever ud af – skildrer håbet, som er stærkere end døden – vor død til trods opliv du os, lyder Agnus Dei i liturgien.
Begge dele: den absolutte etiske fordring til at tage vare, og den absolutte kendsgerning i tilværelsen, jeg lever under: genoplivelsen fra de døde gennem Guds Lam – også hvidt som svinets blodfattige hud men med blodfarve og ikke afkræftet eller fuld af vrede men fuld af kraft, mod og ro – begge figurer har det tilfælles, at intet af det, er vi herre over, men er underlagt og prisgivet: kærlighedens fordring til os om at værne livet; og kærlighedens guddommelige pris udøst for vores egen grimhed, der for en stund havde ødelagt vor skønhed og gjort os til en død menneskekrop med et dyrehoved.
Så er grisens hoved med menneskets krop i højeste grad placeret ved det eneste sted, hvor ethvert menneske må bøje sig: HELLIGDOMMEN.
Pingback: Naturligvis | Gylle.dk