Jørgen Haugen Sørensen

“Grim og grotesk – svinehovedet på den nøgne menneskekrop – det vækker min nysgerrighed, og jeg tiltrækkes og frastødes”

Alle fotos: Nils Mulvad

Udenfor Bornholms Kunstmuseum står – eller måske rettere – ligger denne henslængte skulptur af et menneskesvin eller Gris-Mennesket, som museet kalder den. Den er skabt af Jørgen Haugen Sørensen i 2006, og han navngav den selv som ”et selvforskyldt mirakel der venter på et nyt”

Skulpturen er udførligt beskrevet Mimaginable’s Blog – vi bringer et fyldigt uddrag. God fornøjelse!

Hvad jeg ser, og hvad figuren umiddelbart minder mig om

Et grisehoved på liggende menneskekrop – to ting sat sammen, så det skaber en modsætning – grisen og mennesket; halvt oprejst på albuerne med underarm og hænder støttende på underlaget, ser øjnene hen over kroppen med let løftet blik og ørerne rettet fremad i samme retning; to dråber i skinnende stål, den eneste del, der afviger fra resten af figuren i materiale og glans, hænger under hvert af øjnene med små stikkende pupiller, der er farvet tydeligt lyseblå – det eneste farvede på figuren – dråberne hænger under øjnenes tårekanaler og minder om tårer.

 Grim krop – menneskekroppen er en halvfed og frem for alt slatten mandekrop med tyk læderhud hængende i folder omkring halsen; en tydelig revne i huden i lige linje fra halsen mod solar plexus, viser en hud så tyk som en okses og får huden til at se påklistret ud eller se ud som om huden var iført kroppen som en vest, hvor bryststykkerne mødes på midten; huden, igen tyk og læderagtig, folder sig omkring armhulerne, langs hele siden, hvor kroppen møder underlaget, fra armhulerne og overarmene, der slutter helt tæt op ad kroppen, til ballerne; maven er enorm og navlen mislykket; (mandlige) hængebryster og en grim lang tynd halvt erigeret penis som lige efter at have onaneret måske, ubehåret penis og pung med store testikler, anus mellem fede hudfolder, der minder om et kødfuldt og fedt kvindeskød; fodsålerne er samlet og knæene let bøjede, så benene dermed bliver let spredte over knæene og samlet ved fødderne; fødder og hænder, underben, armen og skuldre, og måske testiklerne og maven, er næsten det eneste, der virker normalt eller neutralt. Kroppen er henslængt og synes helt uden foretagsomhed eller kræfter. Den virker på én gang infantil og som formet som et 2-årigt barn liggende på et underlag, sårbart, vredt eller utilfreds, og samtidig virker den – som størrelsen på figuren fortæller – som en voksen ribbet for alt voksent.

Grimt grisehoved – meget fedt, bredt som på en ældre orne, halvåben mund med synlige, grove tænder: skarpe hjørnetænder og kraftige kindtænder, mundvigene formet som forrevet før eller efter et bid, tungen er enorm og stikker – spidst formet – ud af munden foran, grisen ser ufredelig ud, før eller efter et vredesudbrud, trynen drejet og næseryggen rynket, som om grisen har smagt noget ubehageligt eller, som sagt, som før eller efter, grisen har bidt efter eller sloges med et andet levende væsen – menneske eller dyr. Figuren udstråler samlet set mere aggression, ubehag, resignation end den frygt, der glimtvis præger udtrykket i grisehovedet – som om hovedet med sin vilje eller aggression vil kunne løfte den enorme, dvaske krop til fornyet aktivitet.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.