Havfugle med 25 stykker plastik i maven

Endnu en død mallemuk. Dødsårsagen kan meget vel være plastic i maven. Mallemukken sluger de mange små stykker plastik i bølgerne, fordi de tror, det er føde. Foto: J.A. van Franeker

Danske fuglevenner opfordres nu til at lede efter døde mallemukker på strandene. De døde havfugle har i gennemsnit 25 små stykker plastik i maven, skriver bladet Fugle & Natur i en pressemeddelelse 23. august 2019.

Den ligger halvt blæst ned i sandet og ligner en måge. Men den afsløres af det karakteristiske næb med krum spids og rørformede næsebor. Endnu en mallemuk er død ved de danske kyster.

”Årsagen kan meget vel være plastikforurening. Vores undersøgelser viser, at over 90 procent af de døde mallemukker, vi har fundet på strandene omkring Skagen, har plastik i maverne,” fortæller feltornitologen John Pedersen fra Skagen, der er med i et internationalt hold af frivillige fuglevenner og forskere, som undersøger problemet i flere lande omkring Nordsøen.

Dr. J. A. van Franeker med en mallemuk. Foto: WUR

”I gennemsnit har de undersøgte mallemukker haft 25 stykker små plastik i maverne. Forestil dig, hvordan du ville have det, hvis du gik rundt med sådan en plastik-madkasse i maven,” siger John Pedersen til Fugle & Natur.

Mallemuk-projektet har kørt siden 2002 og ledes af Dr. J.A. van Franeker fra Wageningen Marine Research i Holland. Tidligere var det finansieret af EU, men projektet er nu overtaget af myndighederne i de enkelte lande, herhjemme er det Miljøstyrelsen.

Plasticstykker fundet i en mallemuks mave. Foto: J.A. van Franeker

Mallemukkerne lever naturligt af små krebsdyr, gopler og fisk, som den snapper fra havoverfladen. Jo mere havet er i oprør, jo mere føde hvirvles op. Mallemukkerne følger bølgerne op og ned, deraf også det gamle tilnavn ”havhesten” – fordi det ser ud som om, den rider på bølgerne.

Men i dag er der desværre masser af små stykker plastik i bølgerne – og dem sluger mallemukken i den tro, at det er føde. Mallemukkerne kan ikke lige som måger gylpe plastikaffaldet op igen.

Tidligere blev der fundet over 50 døde mallemukker om året på strandene ved Skagen, men de sidste par år er der kun fundet ganske få. Måske er årsagen, at bestanden er gået tilbage, for der er stadig omtrent den samme mængde plastik i de fugle, som findes – så problemet er ikke løst. Men de færre fund af døde mallemukker gør det vanskeligt at følge udviklingen.

Mallemuk ved Bulbjerg på den jyske vestkyst. Foto: Albert Steen-Hansen

Derfor opfordres danske fuglevenner og alle andre naturinteresserede nu til at kigge efter døde mallemukker overalt langs de danske strande og ikke mindst langs den jyske vestkyst, hvor chancerne er størst.

Hvis du finder en død mallemuk, så frys den ned i to poser og kontakt John Pedersen på tlf. 28896167 for at aftale nærmere omkring afhentning. Send evt. et billede til John af fuglens hoved og næb, hvis du er i tvivl om arten.

Comments

comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.