Andelen af elproduktion fra sol i forhold til elforbrug steg fra 3,6 procent i 2021 til 6,2 procent i 2022. Primært på grund af rekordhøj ny solkapacitet. Foto: Zbynek Burival/Unsplash

Vindmøller og solceller producerede i 2022 hele 59,3 procent af Danmarks samlede elforbrug – en kraftig stigning fra året før. Elproduktionen fra sol stiger markant på grund af rekordhøj ny solkapacitet. Stor forskel på den grønne elproduktion fra kommune til kommune. Det nationale elforbrug er også faldet med cirka 2,5 procent i 2022 – i modsætning til en historisk stigning på 5 procent i 2021

2022 blev et rekordår, når det gælder produktion af elektricitet via vindmøller og solceller i Danmark: Elproduktion fra vind og sol svarede i 2022 til 59,3 procent af det samlede danske elforbrug. Det er en stigning på 11,9 procentpoint fra 47,4 procent i 2021. Det skriver Energinet i en pressemeddelelse den 29. december 2022.

Vind- og solandelen varierer meget fra kommune til kommune. På kortet ses vind- og solandelen fordelt på kommuner. Jo mørkere grøn, desto større er elproduktionen fra vind og sol i kommunen i forhold til kommunens elforbrug. Grafik fra pressemeddelelsen

Året er ikke helt forbi endnu, og der kan blive flyttet lidt på decimalerne i de sidste decemberdage. Men de foreløbige tal fra Energinet, opgjort pr. 29. december, er så tydelige, at konklusionen er klar allerede nu: Danmark har i 2022 taget endnu et stort skridt i den grønne omstilling af elsystemet.

Stor stigning i solenergi

Relativt set har solenergi taget det største hop: Andelen af elproduktion fra sol i forhold til elforbrug steg fra 3,6 procent i 2021 til 6,2 procent i 2022. Primært på grund af rekordhøj ny solkapacitet.

Atomkraft er ikke længere et realistisk alternativ til de vedvarende energikilder, så de mange ‘nej tak’ -tilhængere siden 1960’erne har ikke protesteret forgæves. Billedet viser en husgavl i Vestergade i Aarhus. Privatfoto

Samtidig steg vindandelen markant fra 43,7 procent i 2021 til 53,2 procent i 2022. Især fordi havmølleparken Kriegers Flak i Østersøen havde sit første fulde produktionsår i 2022 – og på grund af et langt bedre vindår end i 2021: Vindressourcen i 2021 var godt 10 procent lavere end et normalår, men 2022 tegner til at blive på niveau med et normalår, ifølge vindstat.dk.

Når man ser på produktionen fra vedvarende energikilder fra måned til måned, bliver det tydeligt, at fremtidens elsystem stiller nye krav til balancering. For det er et system, hvor elektricitet ikke som tidligere bliver produceret, når der er brug for den, men kommer som vinden blæser, og som solen skinner.

2022 er således det første år, hvor Danmarks samlede elproduktion fra vind og sol udgjorde over 70 procent af elforbruget i gennemsnit over en måned. Det skete endda i hele tre måneder: Februar, juli og november. Til gengæld er andelen i marts og august helt nede på godt 44 procent og knap 38 procent af elforbruget.

Store forskelle mellem kommuner

Et kig på sol- og vindenergiens danske geografi antyder en anden konsekvens af den grønne omstilling af vores energisystem. Vind- og solandelen varierer nemlig meget fra kommune til kommune, og det er især i kommuner i udkanten af Danmarkskortet, der produceres grøn strøm.

Topscorere er kommunerne Norddjurs, Lolland, Lemvig, Jammerbugt, Esbjerg og Guldborgsund, hvor elproduktionen fra vind og sol er på mere end 200 procent af kommunernes eget elforbrug. Typisk på grund af store land- og havvindmølleparker, som er placeret i disse kommuner.

Omvendt er andelen af grøn elproduktion i 32 kommuner i hovedstadsområdet og andre bykommuner under 5 procent af den enkelte kommunes forbrug.

Det betyder alt i alt, at elnettet skal ’vendes på hovedet’. Tidligere blev strømmen produceret på kraftværker nær de store byer. Men den grønne strøm produceres på havet eller i dele af landet, hvor elforbruget traditionelt har været lavere. Derfor skal eltransmissionsnettet udbygges mange steder i disse år.

Tallene for vind- og solandelen i kommunerne er opgjort pr. 30. november.

Bannerbillede: Unsplash

Visited 16 times, 4 visit(s) today

Kommentarer

  1. Torben Aagesen

    Nødvendigt men ikke for enhver pris.

  2. Tja… meget højere priser på fossil energi, er helt sikkert vejen frem, hvis målet er, at få danskerne til at udlede mindre CO2.

    Og hvis man samtidigt friholder den vedvarende energi for afgifter, så vil forbrugerne med sikkerhed vælge den løsning.

  3. Jeg er ret sikker på, at det fremadrettet vil kunne betale sig for den enkelte forbruger, at investere i en power-bank, som kan fyldes op når strømmen er rigelig og billig, og som så kan levere strøm til husstanden når el-prisen er høj.

Skriv en kommentar