HVEM EJER EGENTLIG DET DANSKE LAND?

Jeg synes, der er noget, vi stadig taler alt for lidt om: Hvem der egentlig ejer dansk landbrug. Og måske også, hvad der egentlig er blevet af det landbrug, vi tror, vi taler om. Det skriver MF Zenia Stampe (Rad.) på sin facebook-konto 9. december 2025. Zenia Stampe har også afkrævet fødevareministeren et svar på hans kendskab til planer om at øge svinekødsproduktionen med 10 mio. flere svin – på Sjælland…

”For nylig faldt jeg over en historie i Landbrugsavisen: Den sjællandske svineproducent Tybjerggaard har købt et svinebrug i Frederikssund Kommune. Tybjerggaard startede i 1980 med 10 hektar ved Næstved. I dag råder svineimperiet over mere end 3.000 hektar jord og omkring 35 stalde fordelt rundt på Sjælland og Lolland. De mange marker og stalde bruges til at holde en produktion kørende med omkring 14.000 søer, 250.000 smågrise og 80.000 slagtesvin.

Nyheden fangede min opmærksomhed, fordi jeg tidligere er stødt på Tybjerggaard. Mange gange endda. Første gang var dengang, de omdannede et gammelt husmandssted ved Glumsø til en 10.000 m² svinefabrik med en produktion på 40-50.000 grise om året. Midt i et område, som kommunen ellers havde udlagt til natur og turisme. Naboerne kontaktede mig, fordi de var desperate over udsigten til nu i stedet at få en hverdag med lugtgener, ammoniak og tung trafik. Det lykkedes os desværre ikke at forhindre opførelsen af fabrikken, fordi kommunen ikke mente, at den kunne sige nej. Så to år efter blev stalden taget i brug – før den var endelig godkendt. Og nu kæmper de selvsamme beboere mod opførelsen af et kæmpe biogasanlæg, som kommunen vurderer, vil føre til 57.737 ekstra lastbilture om året: cirka 100 ture ind til anlægget og cirka 100 ture ud af anlægget per dag.

Tybjerggaard har også været i vælten for at udnytte den såkaldte matrikelfinte, hvor et landbrug kan splitte en ejendom op for derved at slippe nemmere om miljøkrav. På papiret bliver det to “ejendomme”, men i virkeligheden er det det samme landbrug, der bare får lov til at forurene mere.

Tybjerggaard er ikke et enkeltstående tilfælde, men billede på en større udvikling. Mathilde Walther Clark skrev for eksempel forleden om topfolkene i Landbrug & Fødevarer, der også driver virksomheder med titusindvis af dyr fordelt på mange stalde over store områder. Det er ikke små familielandbrug. Det er industri.

Derfor skurer det også i mine ører, når landbrugsbosserne samtidig får det til at lyde, som om de selv går rundt i staldene og passer deres dyr. For sandheden er, at de har så mange dyr på så mange forskellige adresser, at de sjældent selv ser dem. Det er typisk lavtlønnede medarbejdere og ”praktikanter” fra Asien og Afrika, der står alene med ansvaret for dyrene.

Det skaber også en ny kløft på landet. Mellem dem, der bor der, og dem, der producerer der.

Engang var landbruget den vigtigste kilde til arbejde, liv og fællesskab i landsbysamfundene. I dag er billedet et andet – i hvert fald når det gælder den konventionelle svineproduktion: Dyrene står i fabriksbygninger. Ejerskabet ligger på få hænder. Landmændene sidder på kontor. Medarbejderne kommer fra tredjeverdenslande. Og fødevarerne bliver kørt ud af landet.

Erhvervet er med andre ord blevet så centraliseret, at mange lokalsamfund kun sidder tilbage med lugten, forureningen og trafikken – ikke attraktive arbejdspladser, ikke lækre lokale fødevarer, ikke børn i den lokale skole, ikke kunder til Brugsen.

Alt det her havde jeg set frem til at diskutere, da vi i går behandlede den årlige landdistriktspolitiske redegørelse i Folketinget. For der må da være andre, der kan se problemet.

Men jeg blev skuffet. For mens alle var enige om at beklage centraliseringen af skoler, butiksliv og offentlig velfærd, så var der næsten ingen, der kunne set problemet i den største og mest oversete centralisering i Danmark: den i landbruget.

Faktisk mente mange partier, at det næsten ikke kunne blive stort nok. For som Venstres ordfører understregede flere gange, så er de store jo de mest klimavenlige, fordi de har de største stalde, de største maskiner og den nyeste teknologi. Og derfor kan de ikke bare levere det billigste kød per krone – men også den laveste klimaudledning per kilo kød.

Det er præcis den logik, der har drevet de sidste tyve års danske landbrugspolitik – og som har ført til centralisering af landbruget og affolkning af vores landsbysamfund. Og endda med den underlæggende argumentation, at det er en pris, vi og vores landdistrikter bliver nødt til at betale for at redde kloden fra fødevaremangel og klimakrise.

Men det er forkert. Man brødføder ikke verden ved at skrue op for en produktion, der bruger mere, end den skaber – man propper mere mad i en gris, end man får ud af den. Og man løser heller ikke klimakrisen ved at gøre en ekstremt klimabelastende produktion en smule mindre belastende.

Der skal en reel omstilling til. Og først og fremmest af landbrugspolitikken.

For den her udvikling er hverken tilfældig, nødvendig eller uundgåelig. Den er resultatet af årtiers bevidst politik, hvor Landbrug & Fødevarer har presset på for liberaliseringer, der har begunstiget få, store industrilandbrug på bekostning af de små familielandbrug, der engang var hjertet i Danmark.

Men det behøver ikke at være sådan. Se på lande som Frankrig og Italien, hvor man stadig har tusindvis af små landbrug, som forsyner hjemmemarkedet med lokale kvalitetsfødevarer og holder liv i landsbyerne. Det kan lade sig gøre, fordi man politisk har valgt det.

Hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre i Danmark? Vi er endda et af de lande, der serverer allerflest offentlige måltider, og den efterspørgsel kunne vi bruge langt mere aktivt til at trække markedet i retning af lokale kvalitetsfødevarer. Vi kunne også droppe noget af alt det unødvendige bureaukrati, der gør det besværligt at købe og sælge lokalt – fra gårdsalg og lokale dagligvarebutikker til offentlige køkkener.

Men vi bliver også nødt til at se på selve strukturerne. Før liberaliseringerne havde vi klare krav, der sikrede balance mellem antallet af dyr og mængden af jord. Og kommunerne kunne sige nej, hvis en kæmpe svinefabrik ikke passede ind i lokalområdet. Det forhindrede netop den ekstreme centralisering og belastning af lokalsamfundet, som vi står med i dag.

Hvis vi vil undgå, at landdistrikterne bliver til industrizoner, må vi igen sætte grænser for, hvor mange dyr og hvor meget jord én bedrift kan eje. Og vi må give kommuner og lokalsamfund indflydelse på planlægningen, så de kan vælge den produktion, der faktisk skaber værdi og liv lokalt.

I sidste ende handler det om at give magten over landet tilbage til dem, der faktisk bor der og lever med konsekvenserne — ikke til dem, der blot ejer jorden og styrer den fra kontorerne.

Undskyld det blev langt. Men det her er for mig at se den vigtigste kulturkamp i Danmark i mange år.”

Zenia Stampe har 10. december afkrævet fødevareministeren et svar på hans kendskab til planer om at øge svinekødsproduktionen med 10 mio. flere svin – på Sjælland…

Selve spørgsmålet lyder:

”Hvad kender ministeren til Danish Crowns planer om at udvide svineproduktionen med 10 millioner slagtesvin på Sjælland, og vil ministeren foretage en beregning af, hvad det vil betyde for ammoniakfordampning, nitratforurening, klimabelastning, behovet for udenlandsk arbejdskraft fra tredjelande, belastningen af de sjællandske veje samt øvrige miljømæssige og folkesundhedsmæssige konsekvenser?”

Vi bringer svaret, når det kommer en gang i det nye år. Glædelig jul!

Bannerbillede:  Sådan kunne livet være for et lille svin… Foto: Økologisk Landsforening