Selvom det skulle have være undtagelsen, så mister 99 ud af 100 smågrise deres haler
I 2014 lavede svinebranchen og den daværende landbrugsminister Dan Jørgensen en handlingsplan for bedre dyrevelfærd for svin. Aftalen indeholdt bl.a. mål for reduktion af dødeligheden hos søer og pattegrise, og der var også en erklæring om, at der skulle laves flere grise med hele haler. De fleste vil vide, at svinebranchen ikke har kunnet leve op til handlingsplanen, når det gjaldt dødeligheden. Både for søer og pattegrise er dødeligheden i dag højere end nogensinde før. Hvordan går det så med at producere grise med hele haler?
Det skriver Niels Peter Baadsgaard, dyrlæge, Ph.D.
Inden vi går til tallene, skal det med, at det faktisk slet ikke er tilladt at foretage rutinemæssig halekupering i Danmark (BEK nr 1742 af 30/11/2020). For svineproducenterne, de praktiserende dyrlæger og de kontrollerende dyrlæger fra Fødevarestyrelsen har det været en kendt sag i alle årene med intensiv svineproduktion, at rutinemæssig kupering var reglen i Danmark, til trods for den klare lovgivning.
Reglen fordi kupering er nødvendig for at undgå at grisene i flok under stress så at sige æder hinanden bagfra. Halebid kan optræde i løbet af et øjeblik og kan brede sig til hele flokken, hvis ikke der gribes ind. Halebid udløses typisk af mangler ved staldmiljøet: dårligt klima, for lidt plads til grisene og eller for lidt plads ved vand og foder eller manglende beskæftigelse. Endelig kan der være store individuelle forskelle på grisenes følsomhed over for stressfaktorerne.
For grisene er bid i halen meget smertefuldt, og senfølgerne er infektion med spredning af infektionen i hele grisekroppen. Er det sket er aflivning som oftest den eneste mulighed. Ved kupering af halen kan de andre grise ikke bide sig fast og halebid undgås, men stressfaktorerne består selvfølgelig, og grisene må afreagere på andre måder.
Ved den netop afholdte kongres for svineproducenter i Herning var der et fagligt indlæg om produktion af grise med hele haler. Branchen havde i den forbindelse vurderet, at der herhjemme i 2023 produceres ca. 500.000 grise med hele haler. Der findes ikke præcise tal for det. Umiddelbart lyder det måske som et højt tal, men tallet inkluderer de ca 200.000 økologiske grise, som jo ikke halekuperes. De 300.000 grise skal så sættes op mod den samlede produktion af grise i Danmark, som ligger på omkring 30 millioner grise. Dette tal udgøres af de levende smågrise, som eksporteres og de grise, som slagtes herhjemme. Dertil skal lægges omkring 10 mio. smågrise, der dør i løbet af de første uger, men mange af dem når også at få klippet halerne af.
Tallene ændrer sig hele tiden, men som et groft overslag kan man regne med en fifty fifty fordeling mellem eksportgrise og slagtegrise. Konklusionen er altså, at kun 1% af de producerede grise i dag produceres med haler til trods for at rutinemæssig kupering som nævnt ikke er tilladt. Medregnes de døde grise er tallet langt under 1%.
I et forsøg på at rette op på dette misforhold har Fødevarestyrelsen igangsat en række opstramninger, så der nu skal være dokumentation for, at der er problemer med halebid i besætningen, hvis man vil kupere alle grisene. Der skal laves handlingsplaner og risikovurderinger for at forebygge halebid mellem grisene. Er der ikke problemer skal man undlade halekupering af nogle af de nyfødte grise og så efterfølgende se, om disse grise begynder at bide haler. Et stort bureaukratisk system, som i sidste ende alligevel ikke vil ændre stort på praksis, fordi staldene i et moderne produktionsanlæg presser grisene, så halebid uundgåeligt vil optræde.
Branchen har et erklæret mål om, at der fra 2025 skal ske en fordobling af antal grise med hele haler hvert år. Jeg kan ikke dele den optimisme, når man ser på status i dag, og når man betænker branchens mange løfter m.h.t. reduktion af dødeligheden. Gør som i økologien – giv grisene et miljø, som tilgodeser dyrenes behov for naturlig adfærd.
