Den højtprofilerede indsamlingskampagne ”Støt Brysterne” modtager ikke længere 50 øre pr. kilo solgte kartofler fra storproducenten Lammefjordens Grøntsagslaug
”Vores samarbejde med Lammefjordens Grøntsagslaug er udløbet”, bekræfter Heidi Nordahl Sahlholdt på en mail 12. august 2024. Sahlholdt er chef for erhvervsmarkedet hos Kræftens Bekæmpelse på Strandboulevarden i København. Siden januar i år har organisationen overvejet det fortsatte samarbejde, men nu er afskeden en realitet.
Beslutningen kommer efter næsten et årti med stigende kritik af samarbejdet, som organisationen hidtil har forsvaret, men efter en anmeldelse til Forbrugerombudsmanden i oktober 2023 for vildledende markedsføring har ledelsen nu afbrudt samarbejdet. Kartofler fra Lammefjordens Grøntsagslaug kan ikke længere markedsføres som ”sunde” med Kræftens Bekæmpelses anbefaling.
Risici for kræft og fosterskader
Gennem årene har kritikken været fokuseret på grøntsagsavlernes forbrug af kemiske sprøjtegifte, hvoraf flere er mistænkt for at kunne fremkalde kræft eller volde fosterskader.
Allerede i 2015 bekræftede Lammefjordens Grøntsagslaugs planteavlskonsulent, at avlerne anvender ukrudtsmidlet Fenix som hovedmiddel. Det er baseret på aktivstoffet aclonifen, og er af Miljøstyrelsen klassificeret som muligt kræftfremkaldende. Ligeledes anbefaledes insektmidler mod bladlus, som Pirimor G og Teppeki, der også er klassificeret som muligt kræftfremkaldende, mens to midler mod kartoffelskimmel, Cymbal 45 og Proxanil, begge kan forårsage fosterskader.
’Sunde’ giftsprøjtede kartofler
Kræftens Bekæmpelse har i alle årene forsvaret samarbejdet med henvisning til at grønsager er sund mad, trods de åbenlyse risici for kræft- og fosterskader, og organisationen har haft en økonomiske støtteaftale, der tillod, at Lammefjordens Grøntsagslaug benyttede foreningens kendte logo på sine emballager.
Ifølge organisationens etiske retningslinjer for gaver og faste bidrag skal man ”altid vurdere en virksomhed, som er potentiel samarbejdspartner i forhold til om virksomhedens produktion og/eller produkter indebærer væsentlig kræftrisiko, og om virksomheden understøtter eller skader Kræftens Bekæmpelses omdømme og værdier”. Foreningens pressechef oplyste imidlertid i 2015, at ”Med hensyn til anvendelsen af pesticider i den konkrete situation må jeg venligst bede dig om at finde svar på ved de enkelte fødevareproducenter. Dem har Kræftens Bekæmpelse ikke”.
Den daværende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, bekræftede, at man ikke tjekkede produktionen for kræftrisiko, fordi man ikke ønsker at skræmme befolkningen fra at spise grøntsager. Vestergaard Pedersen skrev i en mail til redaktionen i 2015:
”Når det drejer sig om fødevarer, har vi valgt at kræve, at de som udgangspunkt skal leve op til nøglehuls- og fuldkornsmærkninger ved virksomhedssamarbejder. Det er en af Kræftens Bekæmpelses helt store opgaver at hjælpe danskerne med at undgå at få kræft. Og vi har solid evidens for, at personer, som spiser mange grøntsager, er mere sunde og sjældnere får kræft, end dem, der spiser få grøntsager. Hvis man spiser mange grøntsager, reducerer man altså risikoen for at få kræft. Forskning på området viser, at denne sundhed kan opnås med såvel økologisk som konventionelt dyrkede afgrøder.”
Denne forklaring har hidtil været Kræftens Bekæmpelses officielle holdning, men åbenbart ikke længere. Beslutningen om at stoppe samarbejdet er ikke blevet officielt forklaret.
Det var den sag der for et par år siden gjorde at jeg meldte mig ud af Kræftens bekæmpelse, hvilket jeg ikke har fortrudt et sekund
Bare rolig. Den inddæmmede Lammefjord skal nu ændres fra kartoffelproduktion, asparges m.m. til solceller produceret i Kina med diverse tungmetaller. Er i så glade ? Kæmp i stedet videre mod gyllebruget
Jeg glæder mig til kartofler, gulerødder m.v. fra Lammefjorden – vel at mærke fra ansvarslige avlere som gerne vil tjene penge, men også vil sunde og giftfrie produkter.
Solceller er som dukker, biler, røremaskiner, lingeri, og en million andre ting er produceret i Kina. Vi køber det – det er billigt, ligesom 4 svinekottelleter i Brugsen.
Billigt – billigt og billigt – det er det store mantra. Kina klarer det.
Tænk engang, hvis man bare lod Lammefjorden være fjord igen. Med de kommende vandstandsstigninger, må det være stadigt sværere, at holde det væk fra de inddæmmede områder.
Pingback: Den heldige kartoffel? | Gylle.dk