IMG_2837
De to journalister Kjeld Hansen (tv.) og Nils Mulvad (th.) åbnede debatten om svineindustriens misbrug af antibiotika og MRSA-epidemiens udspring med en kontroversiel artikel fra 2010. Den indbragte dem en dom ved byretten i Århus (billedet) i maj 2014 på 5 dagbøder af 500 kr. til hver. Dommen er anket.

Landbrug & Fødevarer bliver nu stævnet af Dansk Journalistforbund (DJ) på vegne af to journalister.

Det sker i et forsøg på at standse den private interesseorganisations forsøg på at forhindre Fødevarestyrelsens udlevering af dokumenter om landbrug, der er inficerede med svine-MRSA-bakterier. Det skriver Politiken.dk 30. oktober 2014 med Information som kilde.

»Det er en principiel sag om økonomisk stærke organisationers mulighed for at hindre offentlighed«, siger pressejurist Oluf Jørgensen til Information.

Tilbage i juni udtalte Folketingets Ombudsmand, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at hemmeligholde oplysninger om, hvilke svinefarme der er smittet med svine-MRSA, sådan som styrelsen havde lagt op til i en afgørelse over for journalisterne Nils Mulvad og Kjeld Hansen.

Da Fødevarestyrelsen ville efterleve Ombudsmandens udtalelse, stævnede Landbrug & Fødevarer staten for at få omgjort afgørelsen om at give journalisterne aktindsigt, og denne stævning har fødevareminister Dan Jørgensen (S) accepteret at give opsættende virkning på udlevering af aktindsigten.

»Vi er indtrådt i sagen og nedlægger selvstændig påstand om, at materialet skal udleveres, og at Landbrug & Fødevarers krav om opsættende virkning skal afvises«, siger DJ’s advokat, Tyge Trier til Information.

Ifølge DJ er oplysningerne om svine-MRSA-inficerede landbrug af stor offentlig interesse, fordi de omhandler fødevaresikkerhed. Omvendt argumenterer Landbrug & Fødevarer for, at landmænd ikke skal hænges ud i offentligheden, hvis deres svinebesætninger er smittet.

Forskningschef og ekspert i offentlighedsloven, Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, peger på sagens principielle betydning. Ifølge ham drejer sagen sig om, hvorvidt økonomisk stærke organisationer skal have »mulighed for at hindre offentlighed ved at anlægge retssag«.

OlufJorgensen
Pressejurist Oluf Jørgensen betegner retssagen som et opgør mellem en økonomisk stærk organisation, der kræver hemmeligholdelse, og offentlighedens ret til at vide, hvor miljøforholdene kan være farlige.

Oluf Jørgensen finder det »usandsynligt«, at Landbrug & Fødevarer skulle vinde sagen.

»Hvis den aggressive idé, som Landbrug & Fødevarer har, bliver godkendt af domstolene, så er der banet en motorvej for, at man kan blokere Ombudsmandens afgørelser ved at betale en retsafgift på 500 kr. og så anlægge en sag, der kører i månedsvis. Der gives reelt en drejebog til, hvordan aktindsigt kan blokeres,« siger Oluf Jørgensen til Information.

Forskningschef Oluf Jørgensen pointerer, at Landbrug & Fødevarer får det ud af sagen, at udleveringen af oplysningerne trækkes i langdrag.

Selv er han overbevist om, at både dansk og international lov forpligter danske myndigheder til at udlevere de dokumenter, de to journalister har anmodet om.

»Efter min vurdering handler det om menneskers sundhed og sikkerhed, og på det område er der pligt til offentlighed blandt andet ifølge Aarhus-konvention fra 1998. Dertil har Menneskeretsdomstolen i Strasbourg slået fast, at myndigheder har pligt til at oplyse mennesker om, hvorvidt der er fare for sundhed og sikkerhed, hvor de bor,« siger han.

Som tidligere beskrevet i Information er op mod 12.000 mennesker herhjemme smittet af svine-MRSA, og fire er døde som følge af bakterien.

Oluf Jørgensen har netop afsluttet et forskningsprojekt ved navn ’Offentlighed i Norden’, og derfra har han erfaret, at det kun er i Danmark, at aktører kan anlægge retssag for at bremse en aktindsigt, når vi sammenligner os med vores nabolande i Norden.

Også Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, vurderer, at Landbrug & Fødevarer har en dårlig sag:

»Vi har været meget sikre i vores vurdering af denne sag, og hvis der ikke kommer nye oplysninger frem under retssagen, så går vi stærkt ud fra, at domstolene vil nå samme resultat som os«, siger han til Information.

Visited 19 times, 9 visit(s) today

Comments are closed.