Af Jørgen Eisner, Humble på Langeland
Landmænd og deres organisationer bruger medierne aktivt og målrettet. Jeg følger med, for det er ofte meget interessant stof, der giver indblik i landbrugets forhold og holdninger. Men ind i mellem – ja faktisk ret tit – så kommer jeg til at tænke på et næsten glemt skriftsted. Det lyder sådan: ”Herren talte til bønderne og sagde: I skal dyrke jorden, men I vil aldrig blive tilfredse”.
Eksempelvis har Fyns Amts Avis i sit faste korps af meningsdannere en landmand og i dennes seneste klumme her fra juni åbenbares, at ”vi bønder” anser al debat i samfundet for at bero på vildfarelser og krakileres forsøg på ”at finde hår i suppen”.
Der er ingen problemer med hverken klima, miljø eller drikkevand. Dansk landbrug er verdensmestre i alt. Havforurening skyldes byspildevand; det har vi lige fået bevis for. Så læseren lades overhovedet ikke i tvivl om, at alle former for lovgivning og reguleringer er udtryk for hårrejsende overgreb fra statsmagtens side rettet mod frie bønder.
Som skrevet er der intet nyt under solen, og jeg forstår godt, det må være trist at føle, at alt går én imod. Jeg må tilmed medgive, at skribenten har en række pointer, spørgsmålet er blot på hvilken planet??
Set hernede fra Jorden mener jeg, at vi – hele kloden – står over for en række trusler: Klimaforandringer, overbefolkning, overudnyttelse af ressourcer, masseudryddelse af arter. Forlæng selv rækken. Eksempelvis er dansk landbrug selv en global medspiller, der bidrager til rydning af regnskov via sin import af soja fra Sydamerika.
Tag de hjemlige forhold: Bortset fra Bangladesh, er Danmark verdens mest intensivt opdyrkede land. Det efterlader meget lidt plads til planter og dyr og realiteten er, at en del landmænd dårligt tåler natur på egne matrikler. At husejere og kommuner også fører en indædt krig mod naturens uorden ændrer ikke ved, at landbruget bidrager meget til forarmelsen af vores fælles naturarv.
Der er også havmiljøet, hvor vi igen-igen kan læse, at vi nok har fint badevand, men livet under overfladen har det særdeles skidt på grund af kvælstof- og fosforudledninger. Det er utroværdigt, hvis nogen påstår, at landbrugserhvervene ikke har lod og del heri.
”Tal fra Miljøstyrelsen viser, at landbruget står for omkring 60-70 procent af kvælstofudledningen, mens renseanlæggene står for cirka fem procent. Yderligere fem procent kommer fra havbrug, dambrug, industri og overløb, mens naturlig udvaskning fra jorden står for cirka 20 procent
Kilde: Miljøstyrelsen via TV2
Af disse grunde bliver landbruget nu ”forfulgt” med nye skrappe regler: Nye kvælstofkrav, nye efterafgrødekrav og ”nu senere er de langt fremskredne planer om at forbyde gødskning og sprøjtning på cirka 45.000 ha ferske § 3-enge, som landmænd i generationer har afgræsset eller taget slæt på”. Og mere er nok på vej.
Men frem for at jamre over dét burde landbrugerne nærmere klandre tidligere regeringer og visse partier for omsorgssvigt. De har gennem årene forkælet erhvervet fremfor i tide at stille fremsynede krav og ruste det til den udvikling, som enhver med indsigt i mange år har kunnet se komme.
På ét punkt vil jeg give klummeskriveren medhold. Det er ret, at en landmand, der bliver taget i ”at tisse bag en busk”, får sådan én på hatten, men i den grad uret, at andre kan køre friløb. Det tjener ikke forsyningsselskaber rundt om i landet til ære, at de ret upåagtet men meget besparende har ladet forældede og underdimensionerede kloaker og rensningsanlæg skvulpe over ind i mellem. Det er for ringe! Men dette problem og alle de øvrige vi står over for, når talen falder på klima og miljø, er et resultat af, at de sidste 75 år har været en fest, hvor vi som individer og samfund har gjort regning uden vært.
Det vil klæde alle ”vi bønder” og bedre landbrugets flossede troværdighed, at erkende dette og tage en smule medansvar.
Det er godt nok nedslående at følge debatten med landbruget som den ytrer sig på FB og andre steder, specielt anført af lobby- og godsejerorganisationen der har den frækhed at kalde sig Bæredygtigt Landbrug (BæL). Det fører nemt til at man tænker på at forurenings- og miljøproblemer er et spørgsmål om en skidt moral i landbruget.
Men det er forkert. Landbruget er et liberalt erhverv og lader sig ikke styre af moral. Markedet giver ingen plads til moral, simpelthen. Hvad nytter det at den enkelte landmand ønsker at bevare/fremme en frodig natur og bæredygtig produktion hvis det fører til økonomisk ruin for hans virksomhed? Som markedet er indrettet vil han uvægerligt tabe i konkurrencen med landbrug der arbejder på bekostning af miljø og natur – fordi det markedssystem han agerer i ikke værdisætter naturen men kun opfatter den som leverandør af gratis resourcer eller som gratis losseplads.
Hvis vi skal udvikle et bæredygtigt landbrug – altså ikke som BæL anviser, men bæredygtigt set fra fællesskabets synspunkt – er vi nødt til at regulere markedet så forurening bliver en central parameter i værdi og prissætningen af produktionen dvs afgift på forurening. Ikke på affald men på forurening. Affald der recirkuleres er nemlig ikke forurening men naturens metode til at fungere bæredygtigt. Det skal kunne betale sig ikke at forurene og, ikke som nu, kunne betale sig at forurene. Det lyder simpelt men det er det ikke, så først må vi rejse debatten. Det er ikke lykkedes endnu. Grisene i affaldscontainere ligger der ikke fordi bonden er ond men fordi det er den billigste måde at komme af med dem på. Og hensyn til omkostninger er nu engang den styrende parameter i de såkaldt liberale erhverv hvor man er nødt til at tilsidesætte samfundets/fællesskabets interesser til fordel for sine egne private interesser hvis man skal kunne klare sig i konkurrencen på markedet.
Jeg håber Kjeld Hansen vil tage den tråd op i sin blog.