Luksuslandbrug koster bankerne millioner af kroner

”Man tror knap sine egne øjne, når man ser det hvide luksuspalæ ligge dér på de sandede jorder på den tidligere jyske hede. Blandt de lokale beboere har ejendommen fået navnet »Lille Amalienborg«. Ejendommen ved Grindsted, der har et boligareal på 700 kvadratmeter, ligner mere hovedbygningen til et slot eller et herresæde end en svinefarmers stuehus. Det tilhører den dynamiske og motorglade landbrugsmatador Bernhard Marinus Mortensen, der i mange år har ført sig frem med et dristigt og risikovilligt landbrug”.

Sådan indleder business.dk 12.3.2015 en opsigtsvækkende artikel om ”krisen” i dansk landbrug. Business.dk afslører en helt anden virkelighed end den gængse historie om den lille tapre landmandsfamilie, der kæmper ihærdigt – mod overimplementering af EU-regler, hysteriske MRSA-forskrækkede medier, udsultning af plantelivet på grund af kvælstofmangel, urimelige miljøkrav og Putin-Ruslands boykot – i et forsøg på at overleve den ”finansielle krise”.

Artiklen fortsætter:

”Luksusboligen i det åbne land, der er opført i 2004, er det mest synlige beviser på, at Bernhard Marinus Mortensen står bag et af landets største svinelandbrug, koncernen Mortensen Agro A/S. Palæet ligger på den lille smalle Lundhedevej tæt ved byen Grindsted i Billund Kommune. Hovedsædet er et toetagers stuehus med 16 værelser, tre badeværelser og fire toiletter.

Men bag både luksuspalæ og koncernens svinefarme, hvoraf den ene ligger på den anden side af vejen og er koncernens administrative hovedkontor, ser det alt andet end rosenrødt ud. For 45-årige Bernhard Marinus Mortensen og hans Mortensen Agro er en af Danmarks mere pressede og tungt gældsatte landmænd”.

Ifølge business.dk har alarmklokkerne bimlet i en årrække, men banken har tilsyneladende ikke lyttet. Avisen skriver:

”Men man skal måske snarere spørge banken, hvorfor den endnu ikke har erklæret Mortensen Agro konkurs. For selskabets regnskaber ser temmelig håbløse ud. For Mortensen Agro har ikke haft overskud siden 2006. På fem år fra 2009 til 2013 har der været et samlet underskud efter skat på 86 mio. kroner. Helt tilbage i 2009-regnskabet tog revisor forbehold for risiko for manglende finansiering af den fortsatte drift. Der blev endda også taget forbehold for yderligere tab på egenkapitalen, hvis ejendommen realiseres. Driften har stort set givet et nulresultat, men i 2013 er der foretaget store nedskrivninger på værdien af beboelses- og produktionsbygninger, ligesom der har været finansielle omkostninger. Egenkapitalen er gået fra minus tre til minus 80 mio. kroner på de fem år.”

Ifølge Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef og landbrugsekspert hos Seges, der tidligere hed Videncenter for Landbrug og drives af Landbrug & Fødevarer, er det en svær sag for en bank at vurdere, om en gældsat landmand skal have lov til at fortsætte, eller om nøglen skal drejes om og gården sælges.

Business.dk har tidligere afsløret hulheden i Landbrug & Fødevarers kampagne for offentlig hjælp til de ”hårdtpressede bønder”. I en artikel om en anden svineproducent med hang til overdreven luksus var det Jyske Bank, der stod til at miste 48 mio. kr. i dumdristige udlån, bl.a. til et helt nyt stuehus på 450 kvadratmeter og med indendørs swimmingpool.

Men det er ikke kun svineproducenter, der har kastet sig ud i et forbrug, de ikke har kunnet magte at betale for. Landbrug & Fødevarers formand for den såkaldte ”økologi-sektion” på Axelborg magtede heller ikke at holde igen på de dristige investeringer. Økologisk mælkeproducent Uffe Bie har derfor måttet bide i det sure æble og inkassere en konkurs på ejendommen i Ejstrupholm ved Brande med en gæld på 15 mio. kr. efter fejlslagne finansielle spekulationer i renteswap i 2007. Uffe Bie har ikke længere sin gang hos Landbrug & Fødevarer på Axelborg.

24. juni 2015: TV2 kan nu afsløre, at allerede i marts 2015 havde ejeren af Lille Amalienborg i al hemmelighed fået eftergivet 100 mio. kr. af sin gæld, så han kunne blive siden i sit palæ. TV-stationen kunne efterfølgende fortælle, at en helt stribe meget store fallenter inden for landbruget havde udsigt til gældseftergivelse, mens hovedparten af de kriseramte – men mindre – landbrug, bare må betale deres gæld eller forlade fabrikken.