Asulam er giftstoffet i Asulox, og det er kategoriseret som et hormonforstyrrende kemikalie, der efterligner eller blokerer naturlige hormoner. Kemikaliet kan have ødelæggende virkninger på den humane udvikling selv i ekstremt lave doser, bl.a. ved at påvirke skjoldbruskkirtlen hos mennesker, hvilket er den vægtigste begrundelse for EU-forbuddet. Stoffet kan også forårsage kræft eller hjerneskade på alle alderstrin

Fire foreninger er gået sammen om en juridisk stævning mod Miljøstyrelsen, som anklages for at udstede dispensationer til brug af sundhedsskadelige sprøjtegifte i strid med EU-lovgivningen

Stævningen fokuserer på sprøjteproduktet Asulox, der aldrig har opnået godkendelse i EU, men alligevel har Miljøstyrelsen siden 2008 hvert år givet dispensation til brugen. Giften anvendes af landmænd i halvdelen (47) af landets kommuner, hvor der dyrkes spinatfrø.

Bag stævningen står foreningerne Frie Bønder – Levende Land, Landsforeningen Praktisk Økologi, Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis og Foreningen Gylle.dk. (Nederst i denne pressemeddelelse begrundes beslutningen om at udtage stævningen af talspersoner for de fire foreninger.)

Påvirker skjoldbruskkirtlen

Stævningen er rettet specifikt mod produktet Asulox. Det indeholder sprøjtegiften asulam, der udgør en ganske alvorlig sundhedsrisiko for både mennesker og miljø.

Asulam er kategoriseret som et hormonforstyrrende kemikalie, der efterligner eller blokerer naturlige hormoner. Kemikaliet kan have ødelæggende virkninger på den humane udvikling selv i ekstremt lave doser, bl.a. ved at påvirke skjoldbruskkirtlen hos mennesker, hvilket er den vægtigste begrundelse for EU-forbuddet. Stoffet kan også forårsage kræft eller hjerneskade på alle alderstrin.

Miljøpåvirkningerne omfatter meget giftige og langvarige bivirkninger for vandlevende organismer. Det fremgår af godkendelsen, at sprøjtegiften ikke må anvendes nærmere end fem meter fra §3-naturområder for at beskytte vilde planter, og det må heller ikke anvendes nærmere end fem meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand. Pattedyr og fugle påvirkes formentlig også, men effekten er ikke undersøgt.

Kartoffelgiften er også i fokus

Med stævningen sættes der også spørgsmålstegn ved Miljøstyrelsens gentagne dispensationer til kartoffelgiften Reglone siden totalforbuddet i 2018. Reglone blev sidste år anvendt i 63 af landets kommuner, hvor midlet anvendes til kemisk nedvisning af kartoffelplanter. Sprøjtemidlet er baseret på giftstoffet diquat, som blev totalforbudt i EU i 2019, fordi det kan give nerveskader og bl.a. kædes sammen med sygdommen Parkinsons.

Pesticider fra landbruget kan udløse Parkinsons sygdom  

Ifølge EU-reglerne kan de nationale miljømyndigheder give dispensation til et ikke godkendt pesticidmiddel i indtil 120 dage, men kun hvis der foreligger alvorlig fare, der truer en afgrøde, og som ikke kan bekæmpes på anden rimelig måde. Det understreges i EU-forordningen, at dispensationer er en undtagelse fra reglerne, og at en dispensation kan kun gives under særlige omstændigheder til en begrænset og kontrolleret anvendelse i nødsituationer.

I alt har Miljøstyrelsen modtaget otte ansøgninger i 2024 om dispensation til forbudte sprøjtegifte. Indtil nu er der givet dispensation til de fem, og ingen er blevet afvist. Alle fem har modtaget dispensation i mindst syv år eller længere.

Det juridiske arbejde med stævningen udføres af advokat Nikolaj Nielsen fra firmaet Kontra Advokater. Den vil i nærmeste fremtid blive forelagt miljøminister Magnus Heunicke som øverst ansvarlige for den ulovlige dispensationspraksis. Ministerens svar på stævningen vil afgøre sagens videre forløb ved en dansk domstol.

Kontakt:

Landsforeningen Praktisk Økologi, forkvinde Astrid Sandmark

mobil 26 23 02 82 mail: forkvinde@praktiskoekologi.dk

“Vi ved, at mange naboer oplever at sprøjtemidler driver ind i deres haver, og det giver en utryghed, særligt når man gerne vil dyrke sin have økologisk. De af vores medlemmer, som bor i det åbne land og en naboer til de marker, hvor de her midler bliver brugt, er med rette meget bekymret for, hvad det har af påvirkning.”

Frie Bønder – Levende Land, formand Ole Kjærulff Davidsen

mobil 26 84 90 90 mail: olekdavidsen@gmail.com

”Der aftegner sig desværre et mønster af, at danske myndigheder underimplementerer EU’s forordninger, når det drejer sig om landbrug og miljø. I tilfældet med dispensationer fra forbud imod påviseligt livsfarlige gifte er det særligt forkasteligt, da det sætter den enkelte landmand i et umuligt dilemma: Enten sætter hun eller han sit og andres helbred på spil, eller også gælder det virksomheden, når andre, mindre standhaftige kolleger får en uretmæssig konkurrencefordel. Med sin kompensationspraksis gavner Miljøstyrelsen ikke landbruget – tværtimod.”

Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis, daglig leder Lars Myrthu-Nielsen

mobil 62 24 43 24 mail: lmn@eco-net.dk

FULDT STOP FOR GIFT – vi skal tænke helt forfra!

Foreningen Gylle.dk, redaktør Kjeld Hansen

mobil 26215326 mail: kjeld@baeredygtighed.dk

”Vi har valgt dette skridt, fordi vi finder det både uacceptabelt og risikabelt, at Miljøstyrelsen helt åbenlyst blæser på EU-lovgivningen og tillader en så aggressiv sprøjtegift, der kan påføre både mennesker og miljø alvorlige skadevirkninger. Vi finder det også stærkt betænkeligt, at miljøminister Magnus Heunicke forholder sig passivt til styrelsens lovbrud, selvom han udmærket godt ved, hvad der foregår.”

Bannerbillede: Børnenes budskab fra Naturkraft i Ringkøbing. Privatfoto

Visited 879 times, 465 visit(s) today

Kommentarer

  1. aagesenbr176100

    Sådan! Endelig er der nogen der gør noget, håber i har succes med at stoppe det.

  2. Anders C Bjørnshave-Hansen

    HELT RIGTIGT !
    Dansk Landbrug er kørt over stregen for betegnelsen “godt landmandsskab”.
    FULDT STOP for sprøjtegifte især til de af EU IKKE GODKENDTE MIDLER.
    Tidl Miljø og Natur Chefkonsulent og Afd Chef. Cand agro
    Anders C Bjørnshave-Hansen, 6710 Esbjerg

  3. susenbrdennis

    Det er dér kun at sige KÆMPE TAK for. Vores sundhed er på spil i disse dispensationer.. Det er lige dele uhørt og forunderlige beslutninger der tages af ‘dem der burde styre vores miljø/sundhed’ . Og TAK for denne daglige mail, informativt!!! Har I overvejet at benytte Instagram? Jeres oplysninger kunne måske nå længere ud. Tak og bedste hilsener

    • Tak for roser – ja, vi overvejer hele tiden nye kanaler – Instagram ville være fint, men vi skal have en person til at bestyre den. Kender du nogen? Vh Redaktøren

  4. Mikael Benzon

    Forleden var vi ude og tilse vores lille bi-gård – i dagslys, blomsterne åbne – men måtte lukke og pakke sammen i hast da den lokale nabo var ude og “beskytte afgrøderne profylaktisk mod svamp” – ubegribeligt at dette erhverv skal oppebære offentlig støtte for skadelig virksomhed!

  5. Leanette Søndergård

    Jeg synes det skulle prøves ved menneskerettighed domstolen. Danskerne skal ha samme beskyttelse mod de forbudte og livfarlige gifte, akkurat som alle andre EUborgere.

  6. Nora Tams,

    Tusind tak for at kæmpe imod forgiftning af liv, som uanset hvad vi mener om den enkelte livsform, er opbygget efter samme principper som du og jeg

  7. Dorthe Eichler Lerfeldt

    Den forhenværende miljøminister, Lea Wermelin gav også dispensation, trods hun og regeringen går ind for beskyttelse af biodiversiteten. Hmmm, mon ikke regeringen og nuværende miljøminister samt deres rewildbiologer har en skjult agenda, for de udrydder jo biodiversitet i stedet for at beskytte den, og bryder flere EU love i biodiversitettens navn, + sætter demokratiet ud af kraft. Godt Gylle er opmærksomme på det paradoksale i, at miljøministeren rask væk giver dispensation for de farlige og biodiversitetsdræbende sprøjtemidler, og samtidig ødelægger naturområder og skove som er rig på biodiversitet, i biodiversitetens navn.

Skriv en kommentar