Millioner, muslinger og mænd

Alle fotos af danske muslingebrug er taget af Steen Ulnits.

Helt almindelige blåmuslinger er blevet taget som gidsler af landbruget, Hedeselskabet og Blå Biomasse med flere, som til lejligheden har omdøbt de blå muslinger til “miljø-muslinger”

Af fiskeribiolog Steen Ulnits

Landbruget har fået øje på muslingerne som det nye renseanlæg til vands, der skal spare dem for udgifter til lands. Det er undervejs lykkedes branchen at sprede den misopfattelse, at muslinger renser vandet for det kvælstof, som landbruget konstant lukker ud.

Det kvælstof, der siden giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød.

“Jeg mener, at der er problemer med ilten i danske fjorde, og dér viser forskning, at det kan blive endnu værre, hvis du begynder at anlægge store eller mange muslingefarme. Muslingerne renser vandet omkring dem, men koncentrerer næringsstofferne under dem i deres afføring. Det kan forværre iltindholdet lokalt og i yderste tilfælde dræbe bunden under muslingefarmen.”

Docent Sofia Wikström, Stockholms Universitet til avisen Nordjyske

Imidlertid viser moderne forskning fra udlandet, at det slet ikke forholder sig så rosenrødt som tidligere antaget. Miljø-muslinger forurener nemlig ganske meget, hvor farmene ligger. De fjerner (måske) netto kvælstof fra vandet, men de gør det fra et stort vandområde.

Docent Sofia Wikström, SU

Miljø-muslinger koncentrerer populært sagt forureningen fra et meget stort vandområde på et meget lille areal under og omkring muslingefarmene.

Tommelfingerreglen, hvis man altså ønsker den barske sandhed og ikke blot skønmaleriet, handler om de tre tredjedele:

Når der høstes ét ton kvælstof og fosfor med muslingerne – indsamlet fra et meget stort vandområde – ender et andet ton som forurening ret under muslingefarmen. Det er muslingernes egne fækalier, ekskrementer eller afføring.

Den sidste tredjedel frigives til vandmassen efter en tur gennem muslingerne – nu som endnu mere bio-aktivt og tilgængeligt for yderligere algevækst. Det er derfor uhyre svært at regne den endelige kvælstoffjernelse ud.

Det præcise indbyrdes forhold mellem de tre tredjedele veksler samtidig fra sted til sted – med især saltholdigheden som den udslagsgivende faktor. Ved lave saltholdigheder som i Østersøen kan den opfangede og høstede andel af næringsstoffer være helt nede på 25 % som vist på illustrationen. Med hele 45 % returneret i bio-tilgængelig form til vandmassen – efter en tur gennem muslingerne.

Skal der fjernes lige så meget kvælstof her som i mere salte områder, skal farmene være tilsvarende større. Med tilsvarende større forurening. Der er i så fald ikke meget miljø i de muslinger.

Illustration fra “Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea” af Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl – Stockholms Universitet 2018

Det store regnestykke kompliceres yderligere af, at de mange millioner eller milliarder af filtrerende muslinger udgør et fremmedelement i vandmiljøet.

Normalt lever der nemlig et begrænset antal muslinger på bunden, hvor de danner banker. Nu placerer man så i stedet et kolossalt antal muslinger kunstigt hængende på snore eller net øverst oppe i vandmassen, hvor føden er lettere tilgængelig.

Muslingerne filtrerer her så meget, at “miljø-muslingerne” i bogstavelig forstand har kunnet spise maden ud af munden på deres vilde artsfæller ved bunden. Det kendes der veldokumenterede eksempler på fra udlandet.

“Problemet er, at der ingen steder i Skandinavien er testet brugen af større muslingeanlæg til at fjerne næringsstoffer. Vi ved derfor ikke, hvilke konsekvenser der kan være ved muslingernes afføring, når anlæggene bliver af stor skala. Det er naivt at tro, at forsøg med små muslingefarme bare kan skaleres op, uden det får konsekvenser for miljøet.”

Docent Sofia Wikström, Stockholms Universitet til avisen Nordjyske

Muslinger kan også være kræsne. For eksempel er de ikke så glade for de små blågrønalger, vi ellers gerne ville af med, da de kan være giftige for andre organismer.

Muslinger vil hellere have de store dyreplanktonorganismer, der ellers skulle have spist de mindre alger og dermed holdt dem i skak. Hele balancen kan dermed forrykkes i negativ retning – med endnu flere alger og endnu mere uklart vand som resultat.

Endelig er der det helt store problem, som alene burde være nok til at forbyde brugen af “miljø-muslinger” i hårdt belastede danske fjorde:

Den store forurening under og omkring muslingefarmene kan medføre iltsvind, som igen kan resultere i frigivelse af yderligere næringsstoffer, der ellers havde været låst i bunden – uden mulighed for optagelse i nye alger.

Disse kan nu fri gives til vandmassen – med yderligere opblomstring af alger som resultat. En ond cirkel er sat i gang.

Da mange danske fjordområder permanent balancerer på randen af nye iltsvind, er dette en yderst reel risiko, der bør tages uhyre alvorligt. Men den risiko nedtones altid af muslingebranchen, der alligevel kun er på jagt efter de mange tilskudsmillioner fra diverse fonde. Disse uddeles forhåbentlig i den bedste hensigt – men desværre uden bare et minimum af viden om de faktiske forhold. Ren inkompetence. Forhåbentlig da.

Alligevel giver en ny rapport om “Marine virkemidler” grønt lys for flere “miljø-muslinger”. Den er udarbejdet af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og Syddansk Universitet (SDU) med bidrag fra DHI Danmark og Limfjordsrådet.

Anbefalingen er blandt andet baseret på “modelsimuleringer” og på trods af manglende viden om væsentlige forhold som disse, der er nævnt i rapporten:

  • Virkemidlets klimaeffekter er endnu ikke undersøgt”
  • Effekten af muslingeopdræt på biodiversitet er ikke undersøgt”
  • Der mangler en kortlægning af risiko for prædation fra edderfugle”
  • Det er ikke undersøgt, hvor mange opdrætsanlæg et område kan bære”

Der tages således forbehold for en hel masse usikkerheder omkring væsentlige miljøspørgsmål vedrørende et udvidet muslingeopdræt. Alligevel lyder rapportens egen opsummering og anbefaling således:

Opdræt af muslinger er det marine virkemiddel, der har mest omfattende dokumentation i danske farvande”.

Opdræt af muslinger som virkemiddel er dokumenteret praktisk muligt med en høj sikkerhed og høj areal-specifik næringsstoffjernelse.”

Hvis det virkelig er tilfældet, så ser det skidt ud med dansk forskning. Efter mere end tyve år med 3-cifrede milliontilskud til netop muslingeopdræt burde man som minimum have haft svar på de ovennævnte fire punkter. Man har bare ikke haft lyst til at undersøge dem.

Det er samtidig en kendsgerning, at en af DCE-rapportens hovedforfattere, Jens Kjerulf Petersen, har rigtig mange kasketter at holde styr på:

Professor Jens Kjerulf Petersen, DTU Aqua

Han er således både professor ved DTU Aqua, leder af Dansk Skaldyr Center på Limfjordsøen Mors og direktør i Muslingestrømpe Nykøbing Aps., der sælger udstyr til muslingeopdræt.

Det var Dansk Skaldyr Center, som præsenterede påstanden om en årlig produktion på 1.100 tons friske blåmuslinger fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord. I de to år, hvor Dansk Skaldyr Center lejede anlægget, var det indberettede høsttal til Fiskeristyrelsen imidlertid kun 162 tons. 

Lars Kjerulf Petersen, AU

Det er endog meget langt fra de 1.100 tons muslinger om året, som projektet MuMiHus angiver, og som Aarhus Universitet ofte referer til i rapporter. Senere aktindsigter kunne dokumentere registrerede høsttal på mindre end 5 % af de påståede 1.100 tons om året i hele perioden 2004-2018.

Jens Kjerulf Petersen kan således næppe siges at være uvildig, når det gælder om at vurdere muslingeopdrættets fremtid. Han har om nogen klare økonomiske interesser i et fortsat og udvidet opdræt. Som medforfatter i rapporten har han samtidig sin bror Lars Kjerulf Petersen fra Aarhus Universitet.

Fakta om linemuslinger og Smartfarms

Grundliggende findes to former for muslingeopdræt i danske farvande. Begge forurener de, men de såkaldte “miljø-muslinger” kan ikke bruges som menneskeføde. Det er de for små og tyndskallede til. I stedet kan de bruges til svinefoder. De dyrkes på store “Smartfarms”, hvor der ligger op til 50 km store og flydende plastrør, hvorunder muslingerne hænger.

Muslinger til konsum dyrkes derimod som linemuslinger under flydende bøjer. De står ude vinteren over, da de ellers ikke når at vokse sig store nok til konsum. De små “miljø-muslinger” overvintrer ikke, men høstes løbende og maskinelt, inden de bliver til først muslingemel og siden dyrefoder.

Comments

comments

2 kommentarer til Millioner, muslinger og mænd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.