På hver tredje minkfarm, som DTU har testet døde mink fra i år, er der nu dyr, som bærer den antibiotika-resistente MRSACC398-bakterie. Det skriver Ingeniøren.dk 4. dec 2015.
Til trods for at den første MRSA-inficerede patient med tilknytning til mink blev indrapporteret til Statens Serum Institut allerede i 2009, og der efterfølgende blev identificeret 24 mink-relaterede MRSA-inficerede patienter i perioden 2011-2013, har hverken Fødevareministeriet, Sundhedsstyrelsen eller minkavlerne selv løftet en finger for at bekæmpe smittens udbredelse.
Spredningen er derimod påvist af DTU Veterinærinstituttet, der i 2015 har undersøgt 32 små grupper mink, som var syge og døde af andre årsager end MRSA. Tolv ud af de 32 grupper viste sig at indeholde dyr med MRSACC398, som i forvejen har inficeret mindst 68 procent af de danske svinefabrikker.
Ifølge DTU er prøveudtagningen dog for lille til at drage generelle konklusioner, men den giver alligevel et fingerpeg om forekomsten, understreger dyrlæge på DTU Veterinærinstituttet Mariann Chriél overfor Ingeniøren.dk.
»Vi kan i hvert fald fastslå, at MRSA findes på farmene, og selv om det ikke er denne bakterie, dyrene er blevet syge af, så kan den have stor betydning for arbejdsmiljøet og for resistensproblematikken,« siger Chriél.
Mistanken om MRSA CC398 i mink blev bestyrket sidste år, da DTU Veterinærinstituttet isolerede MRSA fra to mink, som var blevet indsendt til obduktion. Det var i forbindelse med denne rutinediagnostik, at den omdiskuterede MRSACC398 blev fundet.
Siden har instituttet fundet tolv yderligere tilfælde af MRSA i indsendelser af mink – hver indsendelse indeholdende op mod fem dyr fra den pågældende farm. Et større sammenligningsgrundlag vil imidlertid først dukke op om nogle måneder, når Fødevarestyrelsen er færdig med sin egen stikprøvekontrol af raske mink fra 50 minkfarme.
Undersøgelsen foregår i oktober-december, hvor op mod 17 millioner mink bliver pelset, og i den forbindelse bliver der foretaget svabertest fra minkenes svælg. Sideløbende vil DTU Veterinærinstituttet få indsendt poter, der bliver undersøgt på laboratoriet.
Først i foråret 2016 vil denne begrænsede kortlægning af smittens udbredelse på de 1400 minkfabrikker foreligge. Hvor mange af industriens 6000 medarbejdere, der er smittebærere, har hverken sundheds- eller fødevaremyndigheder planer om at undersøge. Spredningen af bakterien skal ses i sammenhæng med det hastigt voksende forbrug af antibiotika i minkindustrien, der har tredoblet forbruget til 5448 kg i perioden 2003-2012. Forbruget modsvarer nu næsten 10 procent af det samlede forbrug i det danske sundhedsvæsen.
Læs en mere udførlig beskrivelse af konsekvenserne for minkindustrien af denne smittespredning.