Noget af det værste i verden er at leve i et ekstremt landbrugsland

Redaktøren bliver ofte interviewet af studerende, der skriver opgaver om dansk landbrug, økologi, biodiversitet og des lige. Som regel er der mulighed for at gennemse de citater, som den studerende har fået fat på i løbet af et sådan interview, og de giver ofte i komprimeret form et overblik over erhvervets sorte sider. Her er en sådan citatsamling fra foråret 2020, som belyser de mange problemer, som dansk landbrug skaber. Læs og lær – og lad dig inspirere til at åbne munden og sige din mening. Fortsat god sommer!

  • “I Danmark dikterer landbruget alt, når vi taler natur, miljø og den slags. På godt og især på ondt i de seneste mange år. Landmænd i dag er uglesete, og for hvert eneste år, der går, bliver folk mere forbitrede. Afstanden mellem befolkningen og de 0,5 procent, der dyrker landbrug, vokser simpelthen. Her i mit sogn ejer tre landmænd 78 procent af arealet, og folk peger fingre ad dem.”
  • “Landbrugskulturen findes ikke længere. Hvis der er en kultur, er det en minoritetskultur. Det, landmænd i dag bakser med at acceptere, er, at de ikke længere er en majoritet.”
  • “Man kan med stor fordel reducere landbruget til en tredjedel.”
  • “Hvis du går 20-25 år tilbage, kan du virkelig se en forskel. Næsten ligegyldigt hvilken regering vi har haft i de år, har fødevareministeren været på nakken af landbruget.”
  • “På min blog ser jeg mange mere eller mindre lødige kommentarer. Nogle af dem er så slemme, at jeg sletter dem. I visse kredse er der næsten et had til landmænd. Det er jo en kritik, vi aldrig har hørt før, som nu er blevet verbaliseret.”
  • “Den daværende formand for Økologisk Landsforening, som var vældig populær, fortalte mig engang, at når han blev inviteret ud og sad ved sin borddame, så ville hun før eller siden spørge: “Nå, hvad laver du så?” og så snart han svarede: “Jamen jeg er svineavler”, rykkede hun væk. Når han så tilføjede “økologisk”, rykkede hun nærmere. Det mener jeg bestemt også gør sig gældende i dag blandt mange konventionelle producenter i dag.”
  • “De to formænd, landbruget har i øjeblikket, er til stor skade for den almindelige landmand. De lyver helt strategisk ved f.eks. at holde fast i, at dansk korn ikke kan bruges til at bage brød. Det er simpelthen ikke sandt.”
  • “Når man forsvarer brugen af sprøjtemidler, som er forbudte i andre lande og bevist skadelige, så gør man jo også erhvervet en bjørnetjeneste. Landbruget bliver set som en giftspreder, og det gør, at flere mennesker helt instinktivt tænker: “Sikke et sprøjte-svin”, når de kører ude på landevejen og ser en landmand, der kører og sprøjter.”
  • “Man afskærer enhver form for forståelse og samtale om det, landmanden egentlig foretager sig, fordi talsmændene afviser enhver form for dialog. Så kan de mene, at det er flot, at seks procent af Danmarks befolkning er helt vilde med landbruget, men jeg mener det stik modsatte. Det er eddermaneme da et magert resultat.”
  • “Det, der i gamle dage hed en svinekotelet, hedder i dag en herregårds-udskæring. Det provokerer mig, at de fucker med sproget på den måde.”
  • “Alle landmænd i EU er på bistand. Og ligegyldigt hvordan du vender og drejer det, og hvilke forkromede forklaringer, du opfinder for at forklare, at det slet ikke er bistand, så er det altså sådan, at en dansk landmand ikke kan klare sig selv.”
  • “Jeg går ind for, at vi bevarer støtten, men jeg mener ved Gud, den skal bruges på en anden måde. Man skal ikke have en krone, hvis samfundet ikke får noget til gengæld. Landbruget skal omdefineres til at være en tjenesteydelse, der skal levere andet end bare fødevarer. Den primære opgave bør være at sikre liv, lykke og velfærd på landet. Lærkesang. Rent drikkevand. Biodiversitet.”
  • “Landmanden bør ikke have noget at sige, for det er jo os andre, der betaler. Det er derfor, det er godt at holde fast i EU-støtten. På den måde har vi et våben, der kan tvinge landbruget til at bidrage til udvikling på landet – ikke afvikling.”
  • “Hvis man som ungt par i dag skulle få den vanvittige ide, at de vil være landmænd, så er de godt nok på den. Det kræver en rig far, der enten kan hjælpe dem økonomisk eller true banken til at give dem et lån.”
  • “Landmænd sælger ikke jord, de køber jord.”
  • “Ophævelsen af landbrugsloven betyder, at vi i dag ser dele af landet, hvor hvert andet hus står tomt. Det er fuldstændig som om, der er faldet en neutronbombe. Livsgrundlaget er blevet fjernet fra rigtig mange familier. Den jord, de engang sad med, er blevet købt op. Nogle siger, at vi har passeret tilstanden i Middelalderen, hvor ganske få familier ejede landet. Vi er nede på, at omkring 33.000 ejere sidder på 62 procent af Danmark. Så slemt var det faktisk ikke i Middelalderen.”
  • “Venstre har i sit partiprogram stadig den smukkeste håndfuld sætninger om, hvor vigtigt det er for demokratiet, at ejendomsretten er spredt ud på flest mulige hænder. Men det er jo netop Venstre, der har skabt den her strukturudvikling og hele tiden har presset på for, at vi skal have lov til at gå videre ud ad den retning, hvor stadig færre mennesker ejer mere. Vi burde have en politik, der stræber efter at fordele det begrænsede gode, som jord er, på flest mulige hænder.”
  • “Man bør ikke tage fejl. En familie kan sagtens leve af næsten ingen jord, hvis bare du er dygtig nok.”
  • “Hvert eneste år i januar er der 40.000 tyskere på gaden i Berlin, der råber “ud med masseindustrien i dyrehusholdningerne ”. Det er også ved at ske i Danmark, for vi kan jo ikke fordrage det. Vi ville ønske, der fandtes landbrug som dem, Jeppe Aakjær beskriver i sine elskede sange. Landbrug, som bønderne elsker at synge om. Med bække, der snor sig ned igennem engen, og fugle, føl og andre meget smukke lyriske beskrivelser. Men det er væk.”
  • “Landbruget hævder, at de er de mest effektive i verden. Og det er Danmark selvfølgelig også på nogle punkter. Især når det kommer til miljølovgivningen, hvor dansk landbrug er blevet tvunget ind på en rimelig fornuftig bane. Men hvad angår dyrevelfærd, er det en helt anden sag. Jeg er meget enig i, at vi har verdens dygtigste landbrug, når det kommer til effektivitet. Vi er for eksempel verdensmestre i at trække smågrise ud af en so. Der er ingen andre, der kan lave 33 smågrise om året. Diskussionen lige nu går på, om svineindustrien skal gå efter at få søerne til at lave 50 smågrise om året. Det er ikke urealistisk, men de taler jo kun økonomi. Nogle vil jo nok mene, at sådan en so også skal have en form for rimelig anstændigt liv.”
  • “De dygtigste af dem er kolde i røven. De er jo hammergode til logistik, konsekvensberegninger, investeringer, udgifter, optimering og så videre. Dyrene er bare en produktionsenhed, der ikke siger dem noget. Du kan jo kun behandle svin så dårligt, hvis du betragter dem som en produktionsenhed. Nærmest som en maskine.”
  • “Andelsgårde vil være en sten i skoen for det konventionelle landbrug, fordi du får sådan nogle superlandbrug, hvor folk render rundt og er smukke og lykkelige, hvor børnene trives, og dyrene har det godt. Det står jo i modsætning til en svinefabrik.” 
  • “Martin Merrild er jo fra tid til anden sur over, at der aldrig er positive mediehistorier. Men så må han komme med nogle og lade være med at lyve. Det virker, som om Landbrug og Fødevarer tror, at man gerne må lyve i sin kommunikation, og at de tror, vi andre også gør det. Hvis det ikke er tilfældet, må de have nogle enormt dårlige kommunikationsrådgivere.”
  • “Hvem vil være gift med en mand, der lugter af gris? Det ved jeg ikke. Men det tror jeg altså ikke, der er mange, der vil.”

Comments

comments

En kommentar til Noget af det værste i verden er at leve i et ekstremt landbrugsland

  • jens Fisker skriver:

    endelig et indlæg, der siger noget om landbrugets image og udbredelse i befolkningen og særligt blandt de imge må mangå ud fra – svineriet vil ingen ende tage – Tak for denne samlende, fornuftige og konkluderende bidrag til landbrugets svineri og løgne –

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kjeld Hansen, forfatter, journalist, foredragsholder, debattør, landmand

Kjeld Hansen

Debattør, foredragsholder
Forfatter, journalist
Mail til Kjeld Hansen

fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.