L&F står først og fremmest for det kapitalintensive topsubsidierede og ekstremt forurenende landbrug, hvor der hidtil har været nøje overensstemmelse mellem hvor meget landbruget tildeles i støtte fra EU og den grad af belastning, som erhvervet har udgjort for miljøet.
På opfordring fra redaktionen har forfatter og cand. phil. Steen Ole Rasmussen, Odense, skrevet denne analyse af danske landmænds reaktion på budgetaftalen mellem EU’s statschefer:
EUs nye budget lægger op til en generel reduktion på 10 % af støtten til landbruget og åbner for, at 40 % af støtten kan lægges om til landdistriktsordningerne. Disse muligheder vil, hvis de udnyttes rigtigt, være til fordel for klima og miljø, altså det egentlige fællesskab på europæisk plan, hvor støtten hidtil stort set er gået til overproduktion af kød og mælk på bekostning af livsbetingelserne til lands og til vands.
L&Fs formand Martin Merrild har svært ved at få det konventionelle landbrugs interesser til at gå i et med intentionerne bag EU’s nye budgetaftale, hvorfor hans vurdering af den er både banal og usammenhængende.
Hans problem er, at det konventionelle landbrugs interesser kun svært lader sig forene med omstillingen mod klimavenlighed, biodiversitet, bevarelse af rent miljø og livsbetingelser på, under og omkring landbrugsjorden. Den form for fællesskab, som han repræsenterer, er udelukkende magtelitens, dvs.:
- finanssektoren, som skyder erhvervets kapitalværdier kunstigt op med lånepenge,
- det politiske system her i landet, hvis interesser går i et med erhvervslivets,
- storbønderne selv (L&F) som sidder på størstedelen af de arealer, som landbruget forvalter,
- alle leverandørerne af kemi, energi, maskiner og importeret soja m.m.
Den generelle nedsættelse af EU’s landbrugsbudget med 10 % og mulighederne for at bruge 40% af de 6,3 milliarder, som dansk landbrug vil modtage årligt af EU’s budget, på landdistriktsordningerne, kan Martin Merrild slet ikke få til at passe ind i “den nødvendige grønne omstilling”. Patetisk, for det er netop, hvis det udnyttes, befordrende for den grønne omstilling!
Omlægningen til landdistriktsordningerne er præcist ment som hjælp til udviklingen frem mod en mere klimavenlig og bæredygtigt udnyttelse af landet.
Det, som han glæder sig over i budgettet, er også selvmodsigende i Martin Merrilds fremstilling, nemlig det at loftet over hvor meget de enkelte medlemslande kan give deres landbrug i støtte, fjernes. Han ser det som om, at der nu er fri bane til at den danske stat øger sit nationale budget for støtte til landbruget. Han ser altså ikke noget problem i, at det danske landbrug udnytter statsmidlerne i sin oprustning over for udlandet.
Officielt går det konventionelle landbrug ind for det fri marked, og undskylder kun sine vedholdende krav om støtte til erhvervet med offentlige midler med, at alle andre modtager offentlig bistand, hvorfor dansk landbrug ikke kan begå sig uden heller. Den generelle nedsættelse af støtten med 10 % er således ikke konkurrenceforvridende og han burde bifalde reduktionen. Det gør han ikke, men fabler i stedet usammenhængende om, at det forurenende kapitalintensive landbrug skal have endnu mere, så det kan gøres grønt!
Når han på den ene side beklager sig over, at loftet over hvor meget nationerne kan give erhvervet i offentlig støtte fjernes, fordi det skævvrider konkurrencen, samtidigt med at han mener at det skal betyde at der ikke længere er sat loft over, hvor meget dansk landbrug skal kunne modtage i støtte fra den danske stat, så udstiller det præcist, hvor vanskeligt det er at få L&F’s snævre interesser til at gå op i et overordnet og sammenhængende socialt interessefællesskab.
Det er svært at identificere det konventionelle landbrugs interesser med resten af samfundets og nødvendigheden af den store omstilling, og det er heller ikke det fri marked, som man vil. Men man prøver over hele linjen, hvor finanssektor, politisk system og leverandører til det konventionelle landbrug afslører, hvor lidt i tråd man er med de officielle intentionerne bag EU’s nye budget.
2019 og 2020 ser ud til at blive to historisk gode år, især for svinebedrifterne. Takket være udbrud af svinepest bl.a. i Kina, hvor efterspørgslen på svinekød stiger, har de danske producenter kronede dage. Og de kommercielle medier, som lever af at lefle for finanssektoren og den kapitalintensive produktion af fx svin, taler om, at dansk svineproduktion i den situation er med til at afbøde mangel på fødevarer, når man træder ind i det kinesiske marked og erstatter en del af det kød, som Kina ikke selv kan levere. Sagen er, at Kina bevæger sig mere og mere ud i et overdrevent og meget lidt bæredygtigt forbrug af svinekød, som produceres på bekostning af langt mere bæredygtige vegetabilske alternativer. Svinekødet træder i stedet for en lang lokal tradition for fx at spise tofu og andet vegetabilsk mad af den form for soja, som de danske svin konsumerer til ubodelig skade for klima og miljø. Den danske svineproduktion er ikke med til at afhjælpe fødevaresituationen, men smadrer det danske miljø, klimaet og erstatter en bæredygtig tradition for at spise vegetabilsk protein.
Finanssektoren går igen i budkrig for at låne til erhvervet, som man ellers har bedt om at reducere sin gæld! Man tilbyder altså at finansiere yderligere gældsætning, i stedet for at forlange konsolidering, som man ellers har talt om i alle kriseårene. Hykleriet er altså på finanssektorens side, lige så meget som hos landbruget selv.
Meget tyder på, at man vil bruge to års fremgang til igen at sparke landbrugets kapitalværdier op med lånepenge, og hvem tror på, at en socialdemokratisk regering vil udnytte muligheden for at omlægge 40 % af EU-støtten til andet end det traditionelt ikke bæredygtige og ekstremt kapitalintensive landbrug?
Martin Merrild er valgt til at stå i spidsen for et stort selvfedt morads af hykleriske og ekstremt destruktive interesser. Alle hans selvmodsigelser vidner om, hvor svært det er at forene denne magtelites interesser med de sande almeninteresser. Selv er han en banal stikirenddreng.
Pingback: Mellem kultur og natur | Gylle.dk