Med en opsigtsvækkende kendelse har Vestre Landsret fastslået, at det såkaldte videncenter SEGES ikke kan forventes at optræde fagligt uafhængig, men optræder partisk, også i sin såkaldt faglige rådgivning.
Eller sagt med almindelige ord: SEGES er ikke til at stole på. Derfor er der i orden at afvise SEGES, når der skal udpeges uvildige skønsmænd i sager om overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.
SEGES ejes og drives af Landbrug & Fødevarer, der ellers sjældent forsømmer at fremhæve videncenterets høje standard, men Vestre Landsrets kendelse fra 14. oktober 2016 sætter et meget stort spørgsmålstegn ved centrets påståede faglighed.
Kendelsen skyldes en ankesag, der var anlagt af Natur- og Miljøklagenævnet. Forhistorien var den, at en nordjysk landmand havde fået påbud fra en kommune om at standse oppløjningen af en eng og en mose, en afgørelse landmanden var uenig i, hvorefter han ankede den til Natur- og Miljøklagenævnet. Det fik han ikke noget ud af, da klagenævnet var enig i kommunens afgørelse, men så anlagde han en privat retssag mod klagenævnet.
Landmanden begærede i den forbindelse syn og skøn på engen og mosen med det formål at få en uafhængig vurdering af sagens substans, men da han begærede en synsmand udpeget af SEGES, protesterede Natur- og Miljøklagenævnet. Ifølge nævnet har man erfaring for, at SEGES optræder ufagligt som partsrepræsentant for landmænd i sager for nævnet, hvorfor det såkaldte videncenter ikke kan betragtes som uvildige og derfor er uegnede til at pege på en egnet skønsmand.
Vestre Landsret fandt, at det ”efter det oplyste om SEGES P/S’ forretningsområde og partnerselskabets virke som partsrepræsentant i sager for N sammenholdt med karakteren af spørgetemaet, fandtes rigtigst ikke at lade SEGES P/S bringe en egnet skønsmand i forslag.” Retten afgjorde, at der i stedet skulle rettes henvendelse til Orbicon for at få forslag til en uvildig skønsmand.
Uheldig sammenblanding
Politiseringen af det såkaldte videncenters faglighed vakte allerede i 2014 opmærksomhed, og en af forskerverdenens tunge drenge, når det gælder landbrug, advarede direkte mod den åbenlyse tendens. Advarslen kom fra jordbrugsøkonom og daværende institutleder Henrik Zobbe fra Københavns Universitets uafhængige Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi:
”Efter fusionen mellem Landbrugsrådet og landboforeningerne i den fælles organisation Landbrug & Fødevarer (fandt sted i 2009, red.) er der sket en voksende uheldig sammenblanding af den politiske gren og den faglige gren, og vi har oplevet flere eksempler på politisk styring af rent faglige processer. Det går ud over videncentrets troværdighed, hvis udredning og politik blandes sammen, så deres analyser af fx miljøspørgsmål – gødning, randzoner og oppløjning – bliver politiseret, så det saglige indhold kommer i anden række.”
Advarslen blev fremsat i ForskerForum nr. 279 fra november 2014.
Vi arbejder for landmanden
SEGES er en faglig dattervirksomhed af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. SEGES ledes af en bestyrelse med Martin Merrild som formand og Karen Hækkerup som næstformand. Den daglige ledelse varetages af en direktion på syv medlemmer med Anne Lawaetz Arhnung som direktør.
SEGES er opdelt i seks forretningsområder: SEGES Kvæg, SEGES Heste, SEGES Planter & Miljø, SEGES Økologi, SEGES Økonomi & Virksomhedsledelse og SEGES Videncenter for Svineproduktion. Herudover er der de tre subbrands: SEGES Forlag, SEGES Akademi og SEGES Software.
Den åbenlyse politisering af SEGES’ faglige arbejde er en klar prioritering hos Landbrug & Fødevarer, og den falder i tråd med den programerklæring, som centerleder Ivar Ravn fyrede af ved sin tiltrædelse i 2014. Det gælder tilsyneladende alle analyser og faglige redegørelser. Direktør Ravn beskrev centrets opgave med disse ord:
“På Videncentret for Landbrug brænder vi for at gøre landmænd rige og lykkelige – så kort kan det egentlig siges. Det er afsættet for alt, hvad vi laver, uanset om vi arbejder med produktion, natur, miljø eller planlægning i det åbne land”.
Direktør Ivar Ravn lagde ikke skjul på at landmandens indtjening overtrumfer den uafhængige forskning i denne forskningspolitiske programerklæring, som Ivar Ravn fremsatte i sit faglige foredrag på Landsplanteavlsmødet i Herning 16. januar 2014. Den kom blot tre måneder efter Ravns udnævnelse til direktørstillingen.
Pingback: Fremtidens landbrugsforskning skal være politisk uafhængig af erhvervet | Gylle.dk