Skal havet omkring Danmark foræres væk til forurenende havdambrug?

Sagen omkring Endelave Havbrug er principiel, for hvis der gives tilladelse til havbrugets placering og forurening, sidder Akvakultur-branchen klar med ansøgninger til yderligere 40 havbrugszoner i de indre danske farvande. Det dokumenteres i en klage fra 4. juni 2014 til Natur- og Miljøklagenævnet fra foreningen “Endelave Hav- og Dambrug Nej Tak”.

“Der er allerede givet forsøgstilladelse til et netbursanlæg ved Bornholm (uden nogen form for kompensationsrensning), og der ligger allerede planer for en række nye havbrug. Sålededes oplyser NaturErhvervsstyrelsen, der godkender og uddeler havarealer, at der ligger otte nye ansøgninger om havbrug. Tre øst for Samsø, to i den vestlige og et i den østlige del af Storebælt, et i Hjelm Bugt og et som nævnt øst for Bornholm.

Selv om det ikke er til vurdering hos Ankenævnet, må man spørge sig selv, om der er det fornødne lovgrundlag, når den danske stat privatiserer store havbrugsområder til forurenende industriproduktion, der oven i købet i flere tilfælde ejes og drives af udenlandsk kapital, som fx det japanske ejede Musholm Havbrug A/S. Der opkræves ingen arealleje, og der ”foræres” forureningstilladelser væk, som landbaserede virksomheder, herunder saltvandsbrug, skulle betale tocifrede millionbeløb for i form af spildevandsrensning.

Danmark, naturen og befolkningen, sidder tilbage med alle generne: forureningen, skadet natur, hæmmet sejlads, visuel forurening og tab af noget af det mest danske: de vidtstrakte ubrudte vandflader mellem de talrige øer og halvøer.

NaturErhvervsstyrelsen oplyser, at der til hav- og muslingebrug er privatiseret ca. 15.822.000 m2, mens Kystinspektoratet ikke har overblik over tangbrugsarealer. Skønsmæssigt er der i Danmark privatiseret omkring 25.000.000 m2 kystnære arealer. Regeringen ønsker, at vi skal forære meget mere af det danske folks fælles værdier til private industrilignende virksomheder, som reelt får frit spil her.

Den danske lovgivning har siden 1994 sikret de åbne danske kyster mod bebyggelse mm. Via 300 meters strandbeskyttelseslinjen og via tre kilometer kystnærhedszonen. Det skete gennem Kystloven, som samlede, supplerede og reviderede den hidtidige lovgivning på området. Beskyttelsen af disse værdifulde landskaber og miljøer blev vægtet meget højt, og der er en bred folkelig tilslutning til dette.

De danske kystlandskaber er en central del af den danske identitet og en uadskillelig del af kystlandskabet er de naturlige strande, de frie vandflader med udsigt til fjerne kyster og det friske vand i havet. På den baggrund er det uforståeligt, at regeringen tillader og aktivt arbejder for, at havbrug, tangbrug og muslingebrug kan få lov til at lægge beslag på disse frie vandflader og øge forureningen af vore have.

Nu tyve år efter vedtagelsen af Kystloven mangler der stadig en tilsvarende lov for de danske havområder, der kunne lægge gennemtænkte og sammenhængende rammer for, hvordan vi vil administrere de danske farvande.

I dag er kommunerne myndighed for havområder ud til en sømilegrænsen, mens kompetencen over en sømilegrænsen er fordelt på en række styrelser. Havbrug hører under Miljøstyrelsen, mens tangbrug, havne mm. Hører under Kystdirektoratet, muslingebrug og fiskeri under NaturErhvervstyrelsen, råstoffer på havbunden under By- og Landskabsstyrelsen, og energianlæg under Energistyrelsen.

Høringsproceduren er endnu mere kompliceret. De grønne organisationer er høringsberettigede, når de har bedt om at blive det. Både NaturErhvervstyrelsen og Kystdirektoratet har ikke hørt de grønne organisationer i denne sag, men nok andre statslige instanser (Naturstyrelsen bl.a.) og erhvervsfiskeriorganisationer. Det må kunne gøres bedre.

Der er behov for, at Danmarks Havstrategi i praksis sikrer gennemførelsen af EU’s Havstrategidirektiv fra 2008. Direktivets formål er at fastholde eller etablere ”god miljøtilstand” i alle europæiske havområder senest i 2020. Midlet er udarbejdelse af havstrategier med målsætninger for natur og miljø, overvågningsprogrammer og indsatsprogrammer. Det kræver en konsekvent indsats til gavn for havmiljøet.

Som nævnt ligger der nye ansøgning om havbrug otte steder i de danske havområder. Hvis disse ansøgninger følges, vil det have en meget betydelig indvirkning på det danske havmiljø. Så store ændringer af det kendte Danmark, at det bør gennemgå en demokratisk behandling i Folketinget og gennem lovgivning, således at denne ændring ses i sammenhæng med de øvrige interesser på området. Sådanne beslutninger er for vidtrækkende til blot at truffet i et snævert samspil mellem en styrelse og en fagminister. En egentlig havlov vil give en fornuftig ramme til en sådan behandling og efterfølgende administration af området.

Hvis de danske miljømyndigheder ikke kan eller vil beskytte ”Natura 2000-område nr. 56 Horsens Fjord mm.” mod forurening fra Endelave Havbrug, så er EU det naturlige sted at hente bistand til at beskytte det danske havmiljø.