Opmuntrende er det, at der her op til kommunalvalget er kommet fokus på beskyttelsen og kvaliteten af vandværkernes indvindingsområder og søernes miljøtilstand. Her på kanten fornemmer man, at opmærksomheden hos politikerne er voksende takket være, at en miljøbevidst gruppe arrangerede ’Folkemødet ren Arresø’, og indsigtsfulde vandværksfolk indkaldte til debat i Gilleleje
Af Søren Grene, forstkandidat
Selvom jeg ikke havde mulighed for at være til stede ved ’Folkemødet om en ren Arresø’, er jeg overbevist om, at tilførslen af pesticider og næringsstoffer har stået højt på dagsordenen, uanset om forureningen kommer fra byerne eller landbruget. En problematik, der er landsdækkende med iltsvind og fedtemøg i vore vandområder og stigende pesticidindhold i grundvandet til følge.
Men hvad med skovene, som under normale forhold er gunstige for grundvand, søer og vandløb? 75000 ha statsskove inklusive 15 naturnationalparker omlægges nu til ’urørt’. Her i Nordsjælland omfatter det næsten alle skovene. Hvilken effekt får det på vandmiljøet?
Hos de fleste klinger ’urørt’ og ’naturparker’ umiddelbart rigtig grønt, bæredygtigt, miljøvenligt og godt for klimaet. Derfor var natur- og biodiversitetspakken 2020 også let for regeringen at finde flertal for. Det foregik som en veltilrettelagt kampagne – helt uden mulighed for en bred og nuanceret faglig debat.
Ingen tvivl om, at der kan og skal udøves en målrettet indsats for at hjælpe ødelagte naturtilstande, samt sikre større og mindre habitater i alle vore naturområder. Men at lægge så mange store nordsjællandske statsskove ’urørte’ i sin helhed medfører betydelige, uønskede og meget risikable påvirkninger af noget af landets rigeste natur.
Det har i generationer været alment kendt blandt erfarne skovfolk, at det havde store konsekvenser for vandløbs og søers økosystem, hvis man i deres nærhed udførte hårdhændet skovdrift. Store rydninger (renafdrifter) og stormfald kunne medføre voldsom merudledning af næringsstoffer, påvirke vandløbene og ødelægge næringsfattige, klarvandede søers biologi med algevækst og iltsvind til følge.
Senere videnskabelige undersøgelser har vist, at udledningerne er mere udtalte på lerjord end på sandjord, i løvtræ fremfor nåletræ, samt i meget gamle bevoksninger. Mindst viste udledningen sig at være i forstligt drevne skove med regelmæssig hugst af gavntræ. Størst var udledningen i Suserup Skov, der har ligget urørt på skrænten ned mod Tystrup Sø de sidste 100 år. Her var den årlige udledning af kvælstof 44 kg/ha, hvor den i de etablerede skove med forstlig hugst lå mellem 0 og 10 kg/ha. Omend tallene skal omgås med omtanke, da de er resultater af stikprøver, er forskellene så store, at de taler for sig selv.
At omstillingen til ‘urørt’ skov fører til stigende næringsstoftilførsel – ikke blot til grundvandet, men også til skovomkransede søer og videre med vandløbene til fjorde og kyster – er ligesom ’gået helt under radaren’, selvom det er kendt viden. Derfor er det meget bemærkelsesværdigt, at Naturstyrelsen ikke har råbt op om dette.
Er forklaringen, at det ikke har passet så godt ind i de godtroende politikeres kampagnebaserede forklaringsmodel, hvor alt ‘urørt’ postuleres at redde naturen og biodiversiteten? Sjovt nok lige i de områder, hvor naturen har det bedst og biodiversiteten har været i fremgang de seneste 30 år.
Denne fremgang skyldes ikke mindst Naturstyrelsens målrettede naturgenopretningsprojekter af mange biotoper igennem 3 årtier. Ofte i en samspilsmosaik med traditionel forstlig drift.
Problemet med forøget udvaskning af næringsstoffer fremskyndes yderligere af Naturstyrelsens tavshed og den paradoksale tolkning af begrebet ’urørt’ skov, der nu implementeres ved mekanisk skade af enkelttræer (veteranisering), stærke lysstillingshugster med meget efterladt dødt ved i skovbunden (strukturhugst), rydning af op til 50 m brede og kilometer lange striber for at sætte 2,5 m høje hegn om ‘de store græssere’, der kunstigt skal holde skoven lysåben, samt sine steder voldsomt store renafdrifter.
Denne hårde og utålmodigt hurtige omstilling er at gamble med den eksisterende biodiversitet, som har udviklet sig og trives bedst der, hvor forholdene er relativt stabile, nemlig i skovene. Det hævdes ofte, at det ’urørte’ skal overlades til ”naturens egne processer”, og ingen tvivl om at naturens altdominerende art – mennesket – her i stor skala får lov at sætte sit voldsomme aftryk i nogle af vore mest værdifulde naturområder.
Den hidtidige skovdrift med den regelmæssige hugst, hvor kronetaget holdes nogenlunde tæt, hvor ryddede arealer straks gentilplantes og det høstede træ føres ud af skoven – har holdt udvaskningen af næringsstoffer på et minimum og uønskede og invasive arter som f.eks. ørnebregner, gyvel, bjergrørhvene og glansbladet hæg m.fl. i skak. Arter som ingen ’store græssere’ – på den anstændige side af sultegrænsen – vil æde, selvom det er med den hensigt de hegnes inde.
Som et billede på paradigmernes omskiftelighed kan jeg fortælle, at da jeg for 28 år siden købte min lille ejendom, der ligger gudsbenådet mellem Tisvilde Hegn og Holløse Bredning, havde bredningen ligget ‘urørt’ siden bønderne i 1970-80’erne ikke længere kunne finde økonomi i at have høslet og kvæg i enge og moser. Derfor var det forladte areal vokset til i uigennemtrængeligt pilekrat og store arealer med bjørneklo. Det blev grundlag for et af Svend Aukens sidste, meget vellykkede naturgenopretningsprojekter, og det var her, bæverne en halv snes år senere blev sat ud i Nordsjælland.
Efter knap 300 års sandflugtsdæmpning, skovrejsning og -drift på de i 1700 tallet store ørkenagtige sandflugtsarealer, er Tisvilde Hegn (landets mest artsrige skovområde) nu i færd med at blive konverteret til ‘urørt’ skov i sin helhed. Da det så småt har været undervejs i årtier rummer området allerede flere vellykkede urørte biotoper. Det er sket samtidig med at den alle steds værende strukturhugst fremmer invasionen af glansbladet hæg og de vestamerikanske nåletræarter (der er lagt for had af idemagerne bag alt det ’urørte’), ved selvsåning formerer sig lystigt rundt omkring og nu bryder op igennem det selvsåede birkekrat på arealer, der for en halv snes år siden blev renafdrevet uden gentilplantning.
En landskabshistorie, hvor den godt 200-årige forvaltning af statsskovene har ført området fra en elendig ørkentilstand til landets mest artsrige og varierede naturområde for planter, dyr og mennesker. En rigdom, der nu skal gambles med, både til vands, til lands – og til ugunst for klimaet.
Vi lever i en tid, hvor selv en skovrider ikke behøver at have en grundlæggende skovbrugsuddannelse. Urørt ‘klinger fint i takt med tidsånden, og fordøjes let, hvis man ikke er belastet af viden om skovnaturens dynamik.
Bannerbillede: Ca. 100 årig eg og dødt ved. Foto: Søren Grene.
Discover more from Gylle.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.
Skribenten har givetvis en pointe i at der sker en hård og utålmodig hurtig omstilling som kan ses som at der gambles med den eksisterende biodiversitet. Mere omtanke og større bredde i tilgangen tilpasset lokale forhold er formentlig en god ide.
Men hans pointe med at naturskov fører til øget kvælstofudvaskning bliver faktisk ikke underbygget i den artikel der linkes til. Her hedder det: “Vi kan dog ikke konkludere, at andre urørte skove vil have samme udvaskning som Suserup Skov.” Det er ikke god videnskabelig praksis at bare at skrive “forskellene så store, at de (tallene) taler for sig selv.” Nej, det gør de ikke, det er en stikprøve på én skov, og det tror jeg faktisk godt skribenten er klar over.
Hej Rune. Tak for din nuancerede kommentar.
Når det kommer til brugen af de videnskabelige kilder, så har du helt ret i (som jeg også skriver), at man skal være forsigtig med de konkrete tal, da der er tale om stikprøver. Derfor konkluderer jeg
netop ikke, at urørte skove vil have samme udvaskning end i Suserup skov, men kun at ‘tallene taler for sig selv’.
Udvaskningen fra de nye urørte skove vil enten være større eller mindre end i Suserup, afhængig af lokaliteten og måden skoven lægges urørt. Læser du kilde 2 vil du blive bekræftet i, at udlæg af urørte skove vil føre til nedsat C02 optag og i takt hermed større udledning af nitrat.
Jeg har læst Gundersens indlæg, som der er henvist til. Og hans budskaber virker overbevisende. Nemlig at problemerne med kvælstof udvaskning skal ses på baggrund af en overordnet alt for stor tilførsel via luften. Her spiller landbruget en stor rolle. Hvor jeg bor, er tilførslerne store fra landbruget (her er ingen andre væsentlige kilder), hvilket viser sig ved grønne algebelægninger på alle mulige overflader.
Jeg gætter på, at meningen med fotoet af Tirskilde er at belyse kvælstof tilførsler. Fordi der angiveligt er fedtemøg i den. Det er desværre vrøvl, fordi der helt sikkert ikke forekommer sådanne brunalger i kilder, eller ferskvand i det i det hel taget. Men hvad er det så? Og er det et tegn på kvælstof i store mængder? Mit bud med baggrund i egne undersøgelser af mange fynske kilder er snarere bakterie samlinger i forbindelse med iltning af jernforbindelser. Altså okker. Og ikke en effekt af høje kvælstof koncentrationer. Mine undersøgelser har aldrig vist det på fotoet ved høje koncentrationer af nitrat.
Det beskrives ikke, hvornår kildens vand var så klart, at der blev drukket af det.
Men det er ikke ukendt, at grundvandet finder ny veje til jordoverfladen. Og det kunne være fra jernholdige lag.
Hvis man kigger på terrænet omkring stutteriet, er der skov til den ene side, og åbne arealer til den anden. Det kunne være spændende at vide, til hvilken side vandet stammer. Det kunne også være interessant at vide, hvordan temperaturen i kilden varierer over året. Det sidste ville vise, om kildevandet kommer fra dybe eller mere overfladenære jordlag.
Hej Peter.
Tak for dit oplysende indlæg. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er ekspert i alger eller fedtemøg, og kan godt læse, at du har ret i at brunalger ikke trives i ferskvand.
Jeg beklager fejltagelsen, men noget er galt.
Der er tale om en overfladisk kilde, der samler vand i et par brønde, inden det løber ud af røret, under vejen og ind i min gårdsplads, hvor det løber op i et granittrug.
Vandet er klart, når det lander i truget, men i højsommeren dannes der hurtigt noget brunt, trådagtigt stads, der skal fejes ud 2-3 gange om ugen, for at være til at holde ud at se på. Det er altså noget levende, der vokser i lys og varme. Den slags kræver næringsstoffer.
Så okker er det ikke. Jeg hører gerne dit bud.
Vandet løber altså ned fra skoven, under vejen, og videre ned over min jord til Holløse Bredning og videre ud i Arresø. Der er overfladisk trykvand flere steder omkring kilden.
Temperaturen holder ved røret nogenlunde de 8 grader om vinteren og vandet virker køligt om sommeren, men der har jeg ikke målt temperaturen.
At der er tale om overfladevand fremgår også af, at vandet indeholder små humus lignende bundfældende sorte partikler, der af og til skal spules ud af rørene. Så kommer der sort vand, indtil rørene gradvist er rene igen og vandet klart.
Det er 5-8 år siden at der blev sat nye brønde ved kilden. I den anledning skiltede kommunen med, at der var colibakterier mv i vandet, hvorfor folk holdt op med at drikke det.
Det er helt sikkert at den brune ‘vækst’ er taget til de seneste år, så selv om skiltet er taget ned, så er det så ulækkert at jeg ikke længere ser folk drikke eller fylde en dunk.
Du er meget velkommen til at komme her og hjælpe mig med at finde ud af, hvad det er, der vokser brunt og hvorfor næringsstofferne kommer i stigende mængde fra skoven.
Hej igen Peter.
Glemte lige at forholde mig til tilførslen af kvælstof (ammoniak) via luften, som du indledte med. Her er vi så heldige, at der kun er få større besætninger af svin og malkekvæg i Nordsjælland, så her er det relativt lidt der tilføres den vej.
Jeg fornemmer at jeg har læst Gundersens budskab med samme forståelse som dig.
Hører gerne din vurdering at mine svar.
Kære Søren
Det lyder som en kompliceret problemstilling. Dit argument om, at det ikke kan være “okker”, fordi der er noget som vokser, holder ikke. Jernbakterier er i den grad levende, når de omsætter jernforbindelser. Og jeg er hælder stadig til, at det er sådan nogle du ser.
Men om det er rigtigt, kræver en mikroskopisk undersøgelse, og også analyse af en vandprøve. Du ved reelt ikke, om der er store mængder næringsstoffer (N & P) i vandet.
mvh
Peter
Interessant. Det er lidt overraskende at urørt skov udleder flere næringsstoffer end forstligtdrevne skove, for gavntræ og tømmer, som fjernes fra arealet, indeholder vel meget begrænsede mængder af N og P. Er der et kvalificeret bud på en forklaring?
Kære Peter.
Du har helt ret, det fik jeg også læst op på igår. Jeg ser meget gerne, at kilden blir undersøgt.
Kildens tilstand er kun det, der vakte min mistanke om urørte skove og udvaskning af næringsstoffer.
Grundlaget for min artikel er udelukkende de 2 kilder jeg kunne finde om problematikken – og blev noget overrasket over at de understøttede min mistanke.
Der kan nemt ligge en anden forklaring bag kildens tilstand.
Og Ole, din tanke om at det træ, der føres af skoven kun indeholder en begrænset mængde næringsstoffer, er relevant. I den udstrækning man fører flis, flishugget af heltræer, så følger der mere med.
Jeg føler ikke trang til at stadfæste noget kategorisk, men vil gerne have problematikken ud i offentligheden.
Tak til jer begge👍