Antallet af nysmittede danskere med svineindustriens antibiotika-resistente stafylokokker, MRSACC398, satte ny rekord i 2016 med mindst 1288 konstaterede smittebærere. Det er otte personer mere end den hidtidige rekord fra 2014, hvor 1280 personer blev fundet smittede. Endvidere var svinesmitten årsag til endnu et dødsfald i 4. kvartal af 2016, hvor blodforgiftning med svineMRSA dræbte en patient. Dermed er antallet af svineMRSA-dræbte oppe på syv personer. Det oplyser Statens Serum Institut, 7. februar 2017.
Reelt er antal af smittebærere væsentligt større, da Statens Serum Institut kun optæller nysmittede, dvs. personer der ikke tidligere har været bærere eller infektionsramte med MRSA-bakterier. Tidligere smittede personer sorteres simpelthen fra, og da der uundgåeligt vil ophobes stadig flere tidligere smittede (mindst 1200 årligt siden 2014), falder antallet af officielt registrerede smittebærere over tid, uanset at faldet ikke afspejler virkeligheden. Dette “falske” billede har allerede være udnyttet til propaganda-formål i landbrugspressen (se nedenfor).
Af samme årsager afspejler statistikken over infektionsramte/blodforgiftede patienter heller ikke nødvendigvis virkeligheden, da der også her sker en frasortering af personnumre, der er knyttet til tidligere registrerede smittebærere.
Statens Serum Institut har gentagne gange indrømmet, at MRSA-statistikken ikke afspejler smittens spredning i befolkningen, men politisk anvendes statistikken gang på gang til propagandaformål. Senest har sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) påstået, at “vores initiativer mod MRSA virker” i en udtalelse til landbrugsavisen.dk:
“Husdyr-MRSA er en meget lille del af infektionerne med resistente stafylokokker i Danmark, og det er et udtryk for, at vi er lykkedes med de initiativer, vi har iværksat. (…) Hvor mange nysmittede skal vi ned på, før det er en succes? Kigger man bredt på antallet af dødsfald på grund af resistente stafylokokker, så er der kun seks døde siden 2009 som følge af husdyr-MRSA”, påstod ministeren.
Læs mere om MRSA CC398 og de “mørketal”, der gør statistikken ubrugelig.
Læs svaret fra Statens Serum Institut.