Hans Jørn Kolmos

Spørg eksperten om Roundup

Meget store arealer i Danmark oversprøjtes med de glyphosat-baserede sprøjtegifte hvert eneste år – her er det marker på Bornholm, der nedvisnes kunstigt i 2020 med RoundUp. Foto: Holger Øster Mortensen

Når snakken falder på glyphosat – i folkemunde bedre kendt som ukrudtsmidlet Roundup – er der alt for lidt fokus på stoffets skadelige virkninger på kroppens bakterier. Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet, fortæller, at der er stor risiko for udvikling af antibiotikaresistens

Af Katrine Findsen, kafi@sdu.dk, 06-05-2020

Hvad er problemet med brugen af Roundup?

Man kan nemt få det indtryk i debatten, at den udbredte skepsis mod glyphosat kun handler om stoffets mulige kræftfremkaldende effekt. Men der er altså andre væsentlige problemer, vi kan se, og et af dem er den måde, hvorpå glyphosat virker på bakterier.

Professor Hans Jørn Kolmos, SDU

Pointen er, at vi har med et stof at gøre, som ikke kun virker på planter, men også på nogle enzymer i bakterier, og det er ret naivt at tro, at bakterierne ikke reagerer på det på en eller anden måde.

Det er især de gode tarmbakterier, som er med til at holde os raske, der bliver påvirket. Det betyder, at sygdomsfremkaldende bakterier som salmonella og clostridier breder sig i husdyr, fordi de ikke holdes i skak af gode bakterier. Vi kan også se, at glyphosat forstyrrer den unikke sammensætning af gode bakterier i honningbiers honningmave, så de lettere inficeres med sygdomsfremkaldende bakterier og i sidste ende dør.

Når man oversprøjter store arealer med glyphosat, kan man ikke undgå, at stoffet i sidste ende finder vej til mennesker, hvor det så bliver overført til sygdomsfremkaldende bakterier. Glyphosat er altså på den måde med til at skubbe til den accelererende resistenskrise, som de fleste er enige om bliver et af de store sundhedsproblemer for mennesker fremover.

Hvad er det, Roundup gør ved kroppens bakterier?

Glyphosat virker groft sagt som et antibiotikum. Det betyder altså, at det udløser de samme bivirkninger, som man kender fra de klassiske antibiotika, nemlig forstyrrelser i bakteriesammensætningen i fordøjelseskanalen og resistensudvikling.

Glyphosat gør bakterier antibiotikaresistente, fordi stoffet aktiverer det, der hedder effluxpumper i bakterierne, som ikke bare pumper glyphosat ud af cellerne, men også antibiotika. Scenariet er, at vi kan miste muligheden for at behandle mennesker med en række livsvigtige antibiotika, fordi vi misbruger glyphosat. Der er således meget mere i spil end kræftrisiko, når vi taler om glyphosat, og jeg vil mene, der må være andre og klogere måder at klare ukrudtsbekæmpelsen på. Man kunne jo spørge økologerne.

Dette opslag er velvilligt stillet til rådighed af SDU.

Verden over opgraderer frustrerede miljøorganisationer deres retorik i kampen mod sprøjtegiftene, fordi politikerne vender det døve øre til advarslerne mod at sprøjte videre. Naturligt nok er opmærksomheden især rettet mod den mest anvendte sprøjtegift af dem alle – RoundUp…

Glyphosat skubber til både biodiversiteten og de helt store sundhedsproblemer for menneskeheden fremover

I et debatindlæg i Berlingske har læge Ida Donkin gjort sig til talsperson for en bred anvendelse af glyphosat til at fremme pløjefri dyrkning i landbruget, men undlader at nævne de alvorlige bivirkninger ved verdens mest udbredte sprøjtegift.

Roundup rammer bier og udløser antibiotikaresistens i bakterier

Professor, dr. med. Hans Jørn Kolmos, Klinisk Mikrobiologi ved Syddansk Universitet, Odense, skriver på opfordring fra redaktionen:

Debatten for og imod Roundup (glyphosat) kører på fulde omdrejninger. I to nylige debatindlæg i Berlingske har Ida Donkin og Anton Smith gjort sig til talspersoner for en bred anvendelse af stoffet til at fremme pløjefri dyrkning i landbruget. I den gode sags tjeneste nedtoner de bivirkningerne ved brug af glyphosat og hævder, at al modstand er følelsesladet, mens de selv repræsenterer videnskaben. Det lyder som et ekko af agroindustrien, der argumenterer på nøjagtigt samme måde.  

Af de to debatindlæg kunne man få det indtryk, at den udbredte skepsis mod glyphosat alene beror på, at stoffet er muligt kræftfremkaldende. Det har lægefaglige eksperter i WHO vurderet på baggrund af omfattende dyreforsøg, men debattørerne nedtoner dette med henvisning til EU’s eget kontrolorgan, EFSA, som er nået til en anden konklusion. Spørgsmålet er så, hvem man skal tro mest på: Uafhængige lægefaglige eksperter i WHO, eller veterinærer og andre ikke-læger i EFSA, som pustes i nakken af agroindustrien?  Jeg har størst tillid til WHO, og WHOs vurdering burde i det mindste anspore til en mere forsigtig anvendelse af glyphosat, men det har man tilsyneladende slet ikke overvejet.

Det er en skærpende omstændighed, at glyphosat nu er så udbredt, at det kan påvises i grundvandet og i børns urin. I debatindlæggene slås det hen med, at koncentrationerne er under myndighedernes grænseværdier og derfor uskadelige, – men hvor ved vi egentlig det fra? Og hvad med skadevirkninger på langt sigt? Det anføres også, at glyphosat er hurtigt nedbrydeligt og derfor uskadeligt, men hvordan kan det så være, at stoffet kan påvises både i grundvand og i folks urin? Der er vist noget der ikke stemmer her.

Men nok om det. Der er andre væsentlige argumenter mod glyphosat, som er mindst lige så vigtige som kræftmistanken, og som har været fuldstændigt overset i debatten indtil nu. De handler om stoffets virkninger på bakterier.

Glyphosat virker nemlig ikke bare på planter, bakterier rammes også.  Det skyldes, at de enzymsystemer, som findes i planter, og som man tilsigter at ramme med glyphosat, også findes i mange bakterier. Stoffet virker groft sat som et antibiotikum. Det betyder, at det også udløser de skadevirkninger i bakterier, som ses ved brug af de klassiske antibiotika, nemlig forstyrrelser i bakteriesammensætningen i fordøjelseskanalen hos mennesker og dyr, og resistensudvikling i bakterierne.

Læs resten
fra_mark_og_stald

Dettabteland_E-bog

Det tabte land
- nu som E-bog!

Danmark betaler i disse år af på en gigantisk miljøgæld, der stammer fra årene 1940 til 1970. Aldrig tidligere i Danmarkshistorien er så mange vandløb lagt i rør eller rettet ud, så mange moser tilintetgjort og så mange enge og søer udtørret og kultiveret. Alt sammen betalt af de almindelige skatteydere - som i dag må betale for genoprettelsen af skaderne.

Det tabte land er Kjeld Hansens storstilede afdækning af kampen om den danske natur og den dramatiske forarmelse af den de seneste 250 år, en periode hvor landskabet ændret sig mere end gennem de 10.000 år, der gik forud. Hvordan gik det til, hvem gjorde det, hvad drev dem, hvor kom pengene fra - og kunne det overhovedet betale sig?

Det tabte land gennemgår kritisk denne store historie på baggrund af Kjeld Hansens omfattende research gennem flere år. Den ser ikke bare på hovedaktørerne - staten, Hedeselskabet og Danmarks Naturfrednings-forening - men også på de mange andre deltagere i spillet: brutale liberalister, naive naturelskere, nazister, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.

Det tabte land udkom på Gads Forlag i 2008, og trods et 2. oplag har bogen været udsolgt i mere end et år. Nu kan den imidlertid købes som E-bog.