Billede taget 9. december 2025 fra Engelholms lindealle ned mod Broskov. På begge sider af vejen er de to frøgræsmarker nedvisnet med glyphosat. Som det fremgår, er der sprøjtet ganske tæt på træerne, som for de flestes vedkommende er døde eller kraftigt skadet. Foto: Hans Jørn Kolmos.

En række gamle poppeltræer, der tilhører Vordingborg kommune som borgernes fælles ejendom, har været udsat for dræbende hærværk. Gennem årene er der ofret betydelige ressourcer på at plante og vedligeholde dem, og senest er hvert træ registreret i kommunens database og nummereret. Alligevel accepterer de kommunale sagsbehandlere, at halvdelen af træerne med stor sandsynlighed er sprøjtet ihjel af landbruget

De udgåede poppeltræer står langs Broskovvejen, som fører frem til Oldtidsvejen nordvest for Præstø. Ialt er der tale om en strækning med 26 poppeltræer. De blev stynet af Vordingborg Kommune sidste år, hvor man samtidig registrerede og nummererede alle træerne. Nu er 12 af de 26 stynede popler gået ud eller meget tæt på at gøre det. Påfaldende er det, at de ikke er gået ud på må og få, men på en ganske bestemt strækning. En strækning, hvor der er sprøjtet med pesticider helt ud til vejbanen.

De døende træer fordeler sig med 12 ud af 18 langs den øvre strækning af Broskovvejen, hvor der sprøjtes intensivt i dyrkningssæsonen, senest i efteråret 2025, hvor frøgræsmarkerne på begge sider af vejen blev nedvisnet med glyphosat. På den nedre strækning af vejen er ingen af de otte stynede poppeltræer gået ud. De står tværtimod meget frodige og har skudt meterlange skud.

Professor Hans Jørn Kolmos

Det er en lokal beboer, professor Hans Jørn Kolmos, med adresse på Broskovvejen, der har anmeldt det formodede sprøjtehærværk til Vordingborg Kommune.  Han skrev 20. januar 2026:

”Sandsynligheden for, at et så ekstremt udfald (12 ud af 18 mod 0 ud af 8) skyldes et tilfælde, er meget lille. En statistisk udregning viser, at sandsynligheden er langt under 1%. Der er altså noget galt på den øverste strækning af Broskovvej, som bør undersøges nærmere. Det kan være brugen af plantegifte på de tilstødende landbrugsarealer, som er problemet.”

Billede taget 10. december 2025 fra den strækning af Broskovvej, som grænser op til Broskovvej nr. 18, med udsyn til sivskovene ud mod Even. Engen på højre side tilhører Engelholm. Den er fredet og har ikke været sprøjtet i mindst 25 år. De stynede poppeltræer til højre for vejen står frodige med meterlange grenskud. Foto: Hans Jørn Kolmos.

Den nederste strækning af Broskovvej med de otte uskadte popler tjener som en illustrativ kontrol ifølge professor Kolmos. De vokser nemlig langs fredede engarealer, som ikke har været sprøjtet i mindst 25 år.

Falsk handlekraft

Vordingborg kommune reagerer ganske prompte på anmeldelsen. Blot tre dage senere besvares den af Niels Mikkelsen, der er kommunal driftsplanlægger. Han takker for ”henvendelsen”, som anmeldelsen fejlagtigt kaldes.

Videre skriver den kommunale embedsmand, at ”kommunen er bekendt med problemstillingen omkring de omtalte træer, herunder at flere træer på den øvre strækning af vejen er gået ud eller udviser tydelige tegn på svækkelse. Forholdet har tidligere været genstand for vurdering og er i den forbindelse blevet politianmeldt. Det har imidlertid ikke været muligt at tilvejebringe et tilstrækkeligt dokumentationsgrundlag til at fastslå årsagssammenhæng eller placere et ansvar, hvorfor sagen er henlagt.”

Det fremgår altså, at Vordingborg Kommune er bekendt med hærværket mod de gamle poppeltræer, og man har politianmeldt sagen. Imidlertid har ”man” ikke været i stand til at dokumentere årsagssammenhængen, så sagen er henlagt. Om ”man” sigter til kommunen eller politiets efterforsker fremgår ikke klart, og af gode grunde.

Niels Mikkelsen afslutter sin skrivelse og sagsbehandlingen med følgende forsikring: ”Kommunen er opmærksom på dine bemærkninger om forskelle i træernes vitalitet på de to strækninger samt de anførte overvejelser om mulig påvirkning fra tilgrænsende arealer. På nuværende tidspunkt foreligger der dog ikke dokumentation, som giver os retsligt grundlag for yderligere myndighedsmæssige tiltag. Sagt med andre ord: vi er ikke i tvivl om at træerne er døde som følge af glyfosatskader, politiet kan desværre bare ikke bevise hvem der har påført dem.”

En sludder for en sladder

Imidlertid har anmelderen svært ved at forlige sig med, at borgerne stiltiende skal acceptere, at der nu står en række udgåede og skadede træer på en vej midt i et af egnens smukkeste landskaber. Han beslutter derfor at dykke ned i selve sagsbehandlingen og begærer derfor 26. januar aktindsigt ”i de dokumenter, som Vordingborg Kommune har i sagen, herunder afgørelsen fra politiet.”

I samme henvendelse anmoder han også om indsigt i de ”plantepatologiske undersøgelser af de døde/skadede træer, og i givet fald hvad de har vist.”

Det kom der intet positivt ud af. Rent faktisk havde kommunens første svar været præget af usandheder.

Anmodningen om aktindsigt blev besvaret 18 dage senere af Stefan Skov med stillingsbetegnelsen ”Naturforvalter”. Han må indrømme, at hærværket aldrig var blevet politianmeldt, at der aldrig var foretaget plantepatologiske undersøgelser på de døde træer, og at der heller ingen akter fandtes på sagen hos Teknisk Forvaltning, dvs. den ansvarlige for sprøjtningen af de gamle træer har aldrig været afhørt.

Stefan Skov måtte indrømme, at kontakten til politiet blot havde været en telefonisk samtale med henblik på at få vejledning i forhold til en eventuel politianmeldelse, som altså ikke blev indgivet, da det blev vurderet, at dokumentationsgrundlaget ikke var stort nok, til at kunne rejse en sag.

Rent faktisk var der ingen dokumentation, fordi kommunen havde aldrig fået foretaget en undersøgelse af årsagen til trædøden. Eller som den kommunale naturforvalter skriver:

”Da der er ikke foretaget nogen plantepatologisk undersøgelse af træerne og ikke er indgivet nogen politianmeldelse, findes der ingen akter på sagen ud over din korrespondance med Vordingborg Kommune. Interne drøftelser er ”faktisk forvaltning” og arkiveres ikke.”

Dermed var sagen lagt i graven. Tilbage står blot de døde poppeltræer som monumenter over landbrugets sprøjtehærværk og den selvvalgte kommunale magtesløshed.

Bannerbillede: Billede taget 9. december 2025 fra Engelholms lindealle ned mod Broskov. På begge sider af vejen er de to frøgræsmarker nedvisnet med glyphosat. Som det fremgår, er der sprøjtet ganske tæt på træerne, som for de flestes vedkommende er døde eller kraftigt skadet. Foto: Hans Jørn Kolmos.

Visited 1.826 times, 1.827 visit(s) today

Discover more from Gylle.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Kommentarer

  1. Gid Venstres nylige tilbagegang i Vordingborg vil fortsætte. Tak ,,,, C.

  2. Nora Tams

    “vi er ikke i tvivl om at træerne er døde som følge af glyfosatskader” Ja det er til at blive rigtig trist over denne kemiske plov, der kan købes i ethvert supermarked og som effektivt smadrer alle organismer, der selv danner deres proteiner fra grunden.

  3. kim houmøller

    Det er jo ren naturvandalisme eller groft hærværk.
    Kan det gøres straffrit lever vi i en bananrepublik:

  4. Det er vist sløseri fra kommunens side. Men hvad pokker, det er jo bare nogle gamle pooler – som borgerne via skatten har betalt klipning og pasning af i årevis. Nogen burde anmelde det til politiet! Det har enhver borger i kommunen vel lov til?
    Ser i øvrigt at der meget tit pløjes alt for tæt på vej og grøfter- utroligt at bonden bare liiige skal have de sidste 10 cm med – som de ikke må.
    Men landbruget styrer jo mere eller mindre vores land og tager deres “ret” til at gøre som de vil og helt uden konsekvenser 😡

  5. På alle niveauer beskyttes giftlandbruget af embedsmænd og politikere. Hvad fejler de?

  6. Anita Irene Olsen

    Det smukkeste landskab med det fineste dyreliv. Håber virkelig at alle der har indflydelse på vores smukkeste natur finder viljen til at se på dette overgreb!
    Tak til jer der bruger jeres kræfter til at have jeres fritid rettet mod at oplyse og arbejde for vores moder jord!.
    Mvh anita

Skriv en kommentar